Brevkasse

Min chef skræmmer mig

2.1.2024

af

Foto af kvinde, der sidder på kontor og ser en anelse bekymret ud.

Foto: Fizkes/Shutterstock

”Jeg har en oplevelse af, at min chef slet ikke ænser mig. Hvordan får jeg etableret en god relation til min chef, så det ikke går ud over min arbejdsglæde?”

Kære Djøf

Jeg har en oplevelse af, at min chef slet ikke ænser mig. Det er skræmmende. Jobbet og kollegerne er til gengæld super. Spørgsmålet er, hvordan jeg får etablereret en god relation til min chef, så det ikke går ud over min arbejdsglæde. For jeg er egentlig glad for jobbet og har ikke lyst til at opgive det pga. ham. Kan jeg gøre noget?

 

Kære medlem

Rigtig mange oplever at have en udfordrende chef. Og det er godt at have en strategi for det.

Start med at sætte dig ind i din chefs situation. Prøv at se det hele fra hans synspunkt. Der kan være faktorer omkring ham, som du ikke er opmærksom på. Det kan fx være hans egen situation, hans personlighed, hans ledelsesstil eller det ansvar, han har for andre end dig. Det er alt sammen ting, du ikke kan ændre på, men som er gode at kende, så du forstår hans handlinger bedre.

Få etableret en ”kommunikationskanal” til din chef – uanset hvor skræmmende han er. Gør dit til, at I kan tale sammen. Et godt sted at begynde er, at du involverer ham i dit arbejde. Byg gerne bro mellem det, du laver, og jeres kerneforretning. Det kan chefer godt lide. Du må vurdere, hvad der passer bedst. Aftalte møder eller tilfældige – hvad tror du, der fungerer bedst for ham, hvis du skal have ham i tale?

Har du luret, hvad han er god til, så involvér ham direkte i opgaveløsningen. Er han god til at få idéer, så brug ham til det. Eller er han et omvandrende leksikon, så søg hans viden…

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Djøf
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 26. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Finans Danmark

Fortæl ham også, hvad du har brug for fra ham, for at du kan løse dine opgaver, og for at du kan trives i dit job. Vi tager for givet, at vores chefer kender vores behov og præferencer. Det gør de ikke altid. Det er ikke sikkert, han kan give dig det hele. Fx den sparring og feedback, du drømmer om. Men så kan han noget andet. Lad det, han kan, fylde i jeres relation. Og det, du ikke kan bruge ham til, må du opsøge hos andre.

Kend dine grænser, så du ved, hvornår de bliver udfordret i jeres samarbejdsrelation. Så kan du adressere det faktuelt og løsningsorienteret, når det sker. Vi er forskellige og er ikke altid helt skarpe på hinandens grænser og behov. Er du selv tydelig og konsekvent, vil chefen og kollegerne som regel respektere dig for det.

Fortsæt med at holde fokus på det positive i dit job: De ting, du rent faktisk glæder dig over i jobbet som fx kollegerne og opgaverne. Det kan hjælpe med at holde din motivation og arbejdsglæde oppe, selvom din chef er skræmmende. Er der andre ting, du glæder dig over, som du kan give plads og fokusere på? Få det til at fylde, samtidig med du etablerer relationen til din chef.

Og endelig er det altid godt løbende at holde øje med andre jobmuligheder. Selv om du gør dit for at få det til at fungere, er det ikke sikkert, du/I når i mål med det. Ved at holde øje med andre karriere- og jobmuligheder sikrer du, at du er bedst muligt klar til at rykke, hvis det skulle komme dertil.

Med venlig hilsen
Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf

Kommentarer

Trine
3 mdr. siden
Jeg fik en ny leder for 1 år siden - og hun har forsøgt i 6 måneder nu at nedbryde mig - bid for bid. Så jeg lige nu er helt drænet for selvtillid og arbejdsglæde. Jeg er meget grådlabil og ryster helt når jeg hører hendes stemme på gangen. Hun har degraderet mig - og det er jo ledelsens ret til at lede og fordele opgaverne - men nej det skulle gøres på en ydmygende måde foran mine kollegaer. Hun råber og skriger ad mig til møder - men selvfølgelig kun de møder, hvor jeg er alene med hende. Jeg ved godt at jeg skal se at komme væk - jeg leder desperat efter et andet job - for det er vel et spørgsmål om tid, før jeg må sygemelde mig. Tak for at jeg lige kunne få luft her
Anne Petersen
sidste år
Opfører din chef sig på samme vis overfor dine kollegaer? Eller er det kun dig? Hvis det kun er dig, kan din chef formentlig ikke lide dig og du skal straks gå i gang med at søge væk. Hvorfra ved vi at det er en mand?