Værdien af gruppearbejde
Et andet emne, der i løbet af samtalen er svært at komme udenom, er mistrivslen blandt de unge. Et område, Vibeke Koushede er engageret i som medlem af både regeringens trivselskommission og Djøfs Trivselsalliance samt som bestyrelsesmedlem i Mary Fonden.
”Det er svært at være ung, og det har det altid været,” siger hun først.
Men når det så er sagt, er præstationskulturen blandt unge disse år også ret uheldig for de studerendes trivsel, mener hun.
”Vores børn og unge er vokset op med konstant at blive målt og vejet på individuel præstation. Og muligheden for at spejle sig i mere eller mindre realistiske glansbilleder af andre og være på 24/7. Det kommer med nogle omkostninger.”
Vibeke Koushede synes, det er et problem, hvis de studerende ikke tør række hånden op, fordi de er bange for at se dumme ud eller tage fejl.
”For det er jo dér, man lærer,” siger hun og fortsætter refleksionen:
”Tænk, hvis vi altid holdt os til det sikre i en forskningsmæssig sammenhæng. Så ville vi aldrig nogensinde opnå nogen store resultater.”
Et sådant miljø fordrer det, hun kalder flertalsmisforståelser. Misforståelser, hvor flertallet af de studerende tror, at alle de andre studerende har styr på stoffet. Men i virkeligheden tænker de fleste det samme.
På universiteterne skal man skabe gode, trygge og udviklende læringsrum, mener hun.
”Vi ved fra forskning, at der bl.a. findes lavintensive indsatser, man med fordel kunne indføre ved studiestart. Fx ret hurtigt at få italesat, at: ’I tror måske, at I er de eneste, der sidder her og føler jer ensomme eller synes, det er svært. Men det er I ikke.’”
Derudover tror den kommende dekan meget på værdien af læsegrupper og gruppearbejde, hvor flere føler sig inddraget.
”Nogle er hurtigere til noget end nogle andre, og derfor er det vigtigt tidligt at kunne se værdien af at kunne trække på forskellige kompetencer,” siger hun.
Kommer der så mere gruppearbejde på SAMF?
”Det kan jeg ikke bestemme, men jeg synes ikke, at det ville være en dårlig idé. Men det kræver selvfølgelig, at man får skabt rammerne sådan, at man stadig når de læringsmål, der er, og at der er ressourcer til at kunne understøtte gruppearbejdet.”
Er kulturen på et traditionelt universitet som KU – og måske særligt på SAMF – til det?
”Vi havde et ret spændende arrangement forleden med en række eksterne aftagere om, hvad fremtidens samfundsvidenskabelige kandidater skal kunne. Og det gik igen og igen, at de skal have stærke samarbejdsevner og være i stand til at løse problemstillinger i fællesskab.”
Rundkredspædagogik eller resultater?
I det hele taget mener Vibeke Koushede, at både studie- og arbejdsmiljø er et fælles ansvar.
”Vi skal gøre de studerende opmærksomme på, hvor ekstremt stor betydning de har for hinandens trivsel. Og at det er et fælles ansvar at kigge op, åbne sine fællesskaber og læsegrupper for andre og sikre sig, at der ikke er nogen, der sidder helt alene.”
”Vi har brug for noget mere venlighed helt generelt. Og jeg tænker ikke, at verden er et sted, hvor vi har brug for endnu flere, der står i hvert sit hjørne og råber eller isolerer sig,” siger hun.
Hverken studerende eller forskere.
Vibeke Koushede mener, at universiteterne er ved at træde ind i en ny fase af deres eksistens. Hvor de i et par årtier primært har haft fokus på internationalisering og excellence i forskningen, skal de nu også til at være en aktiv medspiller i at løse samfundets udfordringer.
”Grundlæggende tror jeg ikke, at vi kommer til at løse de her store samfundsmæssige problemer, hvis ikke vi tager os sammen og rykker sammen i bussen.”
I den sammenhæng er trivsel og arbejdsmiljø nødvendigt for at skabe resultater, siger hun. Også selvom det kan lyde banalt at løfte i flok og passe på hinanden.
”Vi skal have skabt en kultur, hvor konflikter ikke får lov at vokse sig unødigt store og blive personlige. Tit er problemerne strukturelle, men ender med at blive personlige. Særligt i konkurrenceprægede miljøer.”
Og så sidder der måske et par professorer ovre på statskundskab fredag morgen og læser deres Djøfbladet-nyhedsbrev og tænker: ’I himlens navn, hvad er det for en rundkredspædagog, vi skal have som dekan?’
”Det gør der helt sikkert, og det må de også gerne. Men som alle, der nogensinde har arbejdet med mig og for mig, helt sikkert vil kunne skrive under på, så er fællesskabet ikke på bekostning af, at vi skal være de bedste. Jeg er ekstremt ambitiøs, og jeg mener, at jeg har bevist, at det her er vejen dertil.”
”Til de der hanelefanter, der sidder og tænker: ’Herre jemini, skal vi nu til at sidde og synge ’Vi har lejrbål her’?’, vil jeg sige, at jeg ikke kun er blevet ansat som dekan, fordi jeg har skabt et godt arbejdsmiljø. Det handler også om, at vi på Psykologi har fået den bedste forskningsevaluering nogensinde, og at vi er gået fra et lille hjemtag af midler til at blive det institut på SAMF med det største hjemtag.”
