To diagnoser, 300 skruer og et firma, der ændrer medarbejdernes liv

Det var først som 18-årig, at Mathias Nielsen opdagede ansigtsudtryk. Han ved godt, at det kan lyde en smule mystisk, men han havde simpelthen aldrig vidst, at man kan aflæse andre ved at kigge på deres ansigt. Det havde han aldrig lært.

Lige så vel som øjenkontakt. Det var også noget, han først begyndte at lære ved indgangen til sine 20’ere, da han blev diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADD.

Men før det vidste han godt, at hans skoletid havde været svær, og at der var mange sociale situationer, som var uoverskuelige i hans hoved, men det tænkte han nok også gjaldt alle de andre. Det blev dog gradvist sværere, som klassetrinene steg, og de faste ’regler’ forsvandt mere og mere.

”På et tidspunkt kaldte man det lige pludselig ikke at lege længere, men at ’man var sammen’, men hvad lavede man så, når man var sammen’? Der var det lidt nemmere, når man spurgte hinanden, om vi skulle gå ud og lave en hule i skoven, kravle i træerne eller lege på legepladsen. Det er sådan lidt mere lige ud ad landevejen,” fortæller 31-årige Mathias Nielsen i Djøfs podcast ’Masser af succes’.

Men der, hvor det var allermest ’lige ud ad landevejen’ for Mathias Nielsen var, når han var placeret i klasselokalet, og der var stille, fordi rammerne var der, og han vidste, hvad han skulle lave. Og han var god i skolen. Perfektionistisk på en måde, som gjorde, at han sad ude på gangen i 5. klasse og læste matematik-pensum for 10. klasse.

Men dengang oplevede han ikke, at der var nogen, der på den måde var betænkelige ved det. ”Sådan er Mathias bare,” mindes han, stemningen var - men i dag ved han, at der var noget andet på spil.

Mathias Nielsen er i dag stifter og CEO i GladTeknik, som løser tekniske problemer som reparationer af computere eller netværksproblemer. Du har måske hørt om virksomheden igennem DR-iværksætterprogrammet ’Løvens Hule’, hvor virksomheden gjorde sig bemærket for sin sociale profil, da 80% af medarbejderne også har diagnoser.

Den hjælpende hånd 

Dagen før sin 19-års fødselsdag fik Mathias Nielsen sine diagnoser. Det var begyndt at gå skævt i slutningen af gymnasietiden, fordi han ikke kunne følge med både fagligt og socialt, så han valgte det sociale fra. Samtidig var det, som om perfektionismen tog over. Håndklæderne blev nødt til at blive foldet sammen nede i vasketøjskurven, og der måtte ikke være tvivl om, hvor fjernbetjeningen lå. Først når systemet var på plads, var der ro i hans hoved.

Dertil kom en udredning, som viste, at han lå et sted på det autistiske spektrum. En diagnose, som også betød, at han fik en tiltrængt hjælpende hånd. En støttekontaktperson og en mentor på studiet.

”De her to personer kunne hjælpe mig rigtig meget med at få snakket om tingene og få lagt en strategi for, hvornår noget er godt nok, og hvor mange timer skal man bruge på det ene og det andet. Fordi man altså kun har 24 timer, og selvfølgelig skal nå at være med i noget af det sociale.”

Det var her, at han lærte om ansigtsudtryk, stemmeleje og lignende ting, som han ikke havde kendt til, og derfor begyndte han at arbejde på at forstå det. Fx ved at tage tests, hvor man skulle afkode netop mimik og vurdere et andet menneskes humør ud fra det.

I takt med at gymnasiet nærmede sig sin afslutning åbnede Danmarks Tekniske Universitet (DTU) en ny linje under navnet ’geofysik og rumteknologi’. Det var den perfekte linje for Mathias Nielsen, som selv havde dyrket rummet på en måde, så han engang sad og så rum-dokumentarer om blandt andet kvantemekanik i 50 timer. Uden stop.

Men da han så fortsatte ind på netop universitetet, begyndte hverdagen igen at falde fra hinanden. Læsemængden var for voldsom til, at Mathias Nielsen kunne følge med, så han begyndte igen at fraprioritere det sociale. For ham tager det en uge at læse 100 sider, og det var ikke hurtigt nok til universitetet.

Derfor droppede han ud fra studiet, og her gik det op for ham, at det var enormt usundt for ham at isolere sig og sidde og spille computer, som han brugte enormt meget tid på. At han havde brug for nogle andre mennesker omkring sig.

”Det er virkelig vigtigt, når man skal ud ad døren og ud af sengen om morgenen, at man har noget, der motiverer én, eller en mening. Og der har jeg i hvert fald fundet ud af, at det vigtigste er at være en del af noget, eller føle, at man gør en forskel for nogen.”

En skæbnens brand 

Sputnik-kollegiet i Virum er et botilbud for unge, der har en eller anden form for autisme. Og der ender Mathias Nielsen med at få bevilliget en plads – og den plads sammen med de øvrige 22 beboere gør en kæmpe forskel for ham.

”Det betød i hvert fald, at jeg kom ud ad døren flere gange hver dag, fordi jeg jo selvfølgelig skulle spise morgenmad, frokost og aftensmad med de andre. Vi havde også en del aktiviteter som at spille brætspil sammen eller lignende.”

En del af opholdet var også, at han skulle i en ’arbejdsevnevurdering’ som en slags praktik, men det var ikke nemt for ham at finde. Det tog over et år, og det endte med at være en tilfældighed, at han endte, hvor han endte.

Botilbuddet havde hyret en konsulent. Christian. Men der sker en brand på Christians egentlige kontor, som gør, at han får et lånekontor på Frederiksberg. Og da han en dag går fra arbejde ned mod metroen, går han forbi et slags værksted eller IT-virksomhed på Falkoner Allé, hvis navn slutter på noget med ’tech’. Han har egentlig ingen idé om, hvad de laver, men Christian når at tænke ’Mathias har spillet utrolig meget computer, så måske er det noget for ham’. Så derfor går han ind og spørger, om der er mulighed for en praktik der. Og det var der.

”Det var især her under min praktik, at jeg fandt ud af, at der var noget, jeg var rigtig god til,” siger han og fortsætter:

”Hvis jeg havde skilt en gamer-computer ad, med måske 300 skruer i, og blev bedt om at gå ned og hjælpe i butikken, for så en time senere at gå hen tilbage til den igen og arbejde videre, så kunne jeg huske, hvor alle de her 300 skruer sad i computeren. Så jeg fandt ud af, at der var nogle ting, jeg kunne, som de andre ikke kunne. Så på en måde var det lidt en ‘superkraft.’”

Når han arbejdede, fandt han også ud af, hvor meget han kunne klare. For han oplevede også at blive hurtigere træt i hovedet end sine kolleger, og derfor fandt han ud af, at han kunne arbejde i fleksjob med 20 timer om ugen.

Og han oplever sin tal-hjerne som unik, selv om han nemmere føler sig udbrændt. Navne er han ikke god til at huske. Selv i skolen havde han problemer med sine klassekammeraters navne, men han kunne huske alt andet om dem. Og når det kom til tal, kunne han huske alt. Det er samme hjerne, der er på spil i dag, når hans kolleger i GladTeknik spørger ham, hvordan alle reservedelene passer sammen med hinanden på tværs af Apples omtrent 80 forskellige computere, og han kan huske det.

Det var praktikken, der blev springbrættet til, at Mathias Nielsen i 2018 stiftede GladTeknik. 

Et socialt ansvar

Mathias Nielsen har lært fra sin far, at det som leder er godt at være bevidst om sine egne begrænsninger, og at det derfor er bedre at få hjælp af andre til netop det. Så når han i dag driver GladTeknik, er Mathias Nielsen fx bevidst om, at han ikke er den bedste til at læse andre mennesker. Selv om han er blevet bedre i dag, mener han selv, at der er andre, for hvem det er mere 'naturligt'.

Det betyder fx, at der én gang hver anden uge kommer en ekstern HR-ansvarlig ind i virksomheden og snakker med alle de ansatte om, hvordan det står til.

Derudover har han også fået indrettet arbejdspladsen på en måde, som gør den mere skånsom for lyd og lys, da specielt omgivelserne kan have en stor betydning for dem, som har diagnoser – og virksomheden har brugt over en halv million alene på akustik, fordi Mathias Nielsen oplever, at det har en meget stor betydning for arbejdsmiljøet. Og at det for ham er en selvfølge, at folk skal have det godt.

Når han snakker om sin største succes, er det netop medarbejderne hos GladTeknik, som han tænker på. At han har været med til at ændre nogle menneskers liv. Han beskriver, hvordan mange de første dage kryber langs væggene, eller har så meget angst, at mødebordet ryster, når de er samlet.

“Til et år senere at være flyttet hjemmefra, fået bil, kørekort, kæreste, kunne snakke med kunder og stadigvæk møde ind dagen efter og sådan nogle ting. At se den udvikling mange af vores medarbejdere går igennem, synes jeg helt klart, er den største succes.”

Når Mathias Nielsen ser mod fremtiden, håber han, at flere har mod på at være med til at løfte et socialt ansvar igennem virksomheder – for han oplever allerede, at der er utrolig mange, der har en interesse i at støtte op om det. Det kan han mærke på de kunder, virksomheden har.

”Jeg håber, at endnu flere begynder at kigge ind i de ting, vi gør, og laver de rigtige rammer for dem, der er anderledes. For hvis vi laver tingene på en måde, der passer til 80% af befolkningen, så mister vi jo også 20%, som ikke trives i det,” siger han og tilføjer:

”Nogle gange er det nogle små tiltag, som kan gøre en verden til forskel. Det er helt sikkert mit mål, at endnu flere begynder at tænke de her tanker og gøre de ting, der skal til, for at en person med stort set hvilken som helst diagnose også kan trives.”

Du kan lytte til hele samtalen med Mathias Nielsen i podcasten ’Masser af succes’ her.