Politiske angreb kan ødelægge en forskerkarriere

Nattesøvnen røg, og overvejelserne om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at udtale sig i medierne, fyldte mere og mere, fortalte mellemøstforsker Sune Haugbølle i slutningen af oktober til Videnskab.dk.

Krisen i Mellemøsten har nemlig gjort ham og hans troværdighed til genstand for offentlig debat.

Først mente de to folketingspolitikere Morten Messerschmidt og Henrik Dahl ikke, at medierne kunne bruge Sune Haugbølle som ekspert, da han for et par år siden skrev under på et Israel-kritisk opråb sammen med en række kolleger med speciale i Mellemøsten.

Så beskyldte chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, i en kommentar Sune Haugbølle for at “relativere Hamas’ terrorangreb ved at sidestille det med Israels metoder” i et interview i P1.

Selv kunne professoren ikke se angrebene som andet end ”et forsøg på at delegitimere mig som forsker og forskningsformidler,” som han forklarede til Videnskab.dk.

Sune Haugbølle er langtfra den første forsker, der har fået ørene i den politiske hakkemaskine, og vi har derfor spurgt to medieforskere, der har beskæftiget sig med ekspertrollen i medierne, hvorfor den slags sager bliver ved med at opstå.

”Når man optræder som ekspert i medierne i en eller anden sag, der er politisk konflikt omkring, kommer éns viden til at indgå i en offentlig politisk diskussion. Man bliver underkastet en politisk diskussion, som forskere ikke er vant til,” siger Erik Albæk, professor i journalistik på Syddansk Universitet.

Den akkumulative viden

For Erik Albæk er det fuldstændig naturligt, at der i en demokratisk proces er diskussion, og at der bliver sat spørgsmålstegn ved nye holdninger og ny viden, der udfordrer vores forudindtagede synspunkter.

”Hvis der pludselig kom et studie, der sagde, at nu er det sundt at ryge tobak, ville min naturlige reaktion da også være, at der må være noget galt med studiet,” siger han.

I og med at ny viden bliver til gennem kritisk stillingtagen, fagfællesbedømmelse og diskussion, kan det heller ikke komme som nogen overraskelse for forskere, at der af og til bliver sat spørgsmålstegn ved metode, forskningsdesign eller analysen, mener han.

”Når man leverer viden om emner, der i den offentlige debat er konfliktskabende, kommer man til at blive en del af det. Man må forvente, at man bliver angrebet. Men det er jo ikke det samme, som at det er forkert, det man siger,” siger han.

Viden er drevet frem af, at forskere kan være uenige og fortolke ting forskelligt og bygge oven på hinandens arbejde. På den måde bliver viden 'akkumulativ', mener medieforskeren.

Dér, hvor kæden imidlertid hopper af, er, når politikere og andre meningsdannere bruger argumenter, der slutter fra personen bag forskeren, til det, forskeren har bedrevet, forklarer han. Men det kan være et effektivt middel i en ophedet debat.

”Den bedste måde, en politiker kan sætte ind, er ved at angribe en forskers troværdighed,” siger han.

”Tidligere var der mange politologer, der var medlem af politiske partier. Jeg tror, at det er meget få i dag, fordi det vil blive tolket sådan, at din forskning er farvet af det. Hvis fx folk ved, at du er medlem af Socialdemokratiet og laver arbejdsmarkedsforskning, vil de automatisk mene, at din forskning er til støtte for Socialdemokratiet.”

”Det er fuldstændig det samme, som når folk tror, at hvis journalister er venstreorienterede, så laver de venstreorienteret journalistik,” siger han.

Forskningens spilleregler

Kresten Roland Johansen, der er lektor i journalistik ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, DJMX, er enig med Erik Albæk og mener, at der selvsagt skal være plads til kritik og diskussion af forskningen. Det skal bare være på forskningens præmisser, lyder det.

”Al forskningsbaseret viden skal kunne tåle et kritisk, granskende blik. Men det skal jo være set med forskerfagfællers øjne, der forholder sig kritisk til forskningsdesignet, metoderne, empirien, analyserne og konklusionerne, man drager. Det er kvalificeret forskningskritik. Og det skal vi til enhver tid kunne stå på mål for,” siger han.

Men kritik fra fx politikere spiller sjældent efter samme regler.

”Som forsker kan man ikke forsvare sig mod, at der kommer politikere eller meningsdannere, der er uenige i konklusionerne ud fra et ideologisk synspunkt, for den kritik foregår ikke på forskerens eller forskningens præmisser,” siger han.

Man skal i øvrigt huske, at bias for eksperter kan antage forskellige former, bemærker Kresten Roland Johansen.

Hvis man som forsker repræsenterer en tænketank eller en interesseorganisation, bliver man ofte brugt som ekspertkilde, selv om man reelt samtidig er part i en given sag.

”Hvis man som journalist bruger den type personer i en ekspertrolle – og det mener jeg godt man kan – skal man bare som journalist deklarere det.” 

Det er lidt noget andet med universitetsforskere. Hvis de bliver beskyldt for at være biased personligt, skal særligt medierne holde tungen lige i munden, mener han.

I kølvandet på Sune Haugbølle-sagen har brugernes redaktør på DR skrevet en klumme, hvori han giver udtryk for, at DR skal deklarere for seere og lyttere, at Sune Haugbølle har skrevet under på nævnte opråb.

Det er Kresten Roland Johansen ikke enig i.

”Hvis man mener, at en forskerkilde er så biased, at man har brug for at deklarere det, mener jeg, at man skal finde en anden forskerkilde. Det kan ikke være vejen frem at bruge en forsker som ekspert og samtidig sige: ’PS: Du kan ikke rigtig stole på vedkommende.’”

”Jeg er meget lidt tilhænger af den der form for gabestoksdeklarering, der samtidig er et mærkeligt figenblad at bruge som medie: ’Vi vil gerne bruge din viden, men vi mener også, at den er problematisk,’” siger han.

Shitstorm og nyt sprogbrug

Erik Albæk har også en opfordring til medierne. Han mener, at medierne skal gå forskerens faglighed og stilling i forskningsverdenen efter i sømmene.

”Jeg synes, at medierne ofte er for lidt kritiske over for de forskere, de får fat i, og får spurgt: ’Hvad er det, du baserer din viden og tolkning på?’ Det har givetvis noget at gøre med, at man tager eksperten ind, fordi man har behov for én, der kan sige noget autoritativt om et emne, og samtidig har man ikke tiden til at få tjekket ekspertens viden.”

”Man har en fornemmelse af, at det er nok deklaration, at man er ansat på et universitet. Men inden for den videnskabelige verden er der jo lige så meget diskussion, som der er i den politiske verden. Og der er journalister for dårlige til at undersøge, hvem forskeren er, og hvordan vedkommende betragtes i den videnskabelige verden.”

Erik Albæk kan ikke overordnet set få øje på, at det skulle være blevet værre med politikeres offentlige angreb på forskerne. I alle de år, han har arbejdet med ekspertrollen, er forskere blevet angrebet af politikere, der ikke var enige med dem, husker han.

Og han mener ikke, at debatform eller medielandskab bliver anderledes. Det må man acceptere. Den demokratiske proces er baseret på, at folk har forskellige politiske interesser.

”Når man træder ind i det rum som forsker, skal man være forberedt på, at der er folk, der ikke er enige med en, og de bruger argumentationsteknikker, man ofte benytter til at miskreditere modstanderens synspunkt, hvad end den er forskningsbaseret eller politisk. Man kommer ikke til at lave om på den proces,” siger han.

Men noget har forandret sig, siger han. Dels er der mange flere eksperter, der optræder i medierne, og det øger risikoen for kontroverser, hvor politikere angriber dem. Dels er der fremkomsten af de sociale medier.

”Der kan du virkelig komme ud for en shitstorm og sprogbrug, man ikke kendte til tidligere. Hvis du tidligere som privatperson eller forsker skulle have dine synspunkter igennem, skulle du gennem massemedierne, hvor der blev sorteret og redigeret. Som forsker kan du nu komme ud for noget, der er meget voldsommere end før,” forklarer han.

Politikere skal derfor også tænke sig særdeles godt om, før de begynder at mistænkeliggøre forskere, tilføjer Kresten Roland Johansen.

”Det er helt afgørende for forskere, at der ikke bliver sået tvivl om deres troværdighed. Man skal virkelig have gode grunde, før man fra politisk side går ind og river tæppet væk under en forsker. Det kan jo potentielt ødelægge en forskerkarriere,” siger han og fortsætter:

”Medierne skal også tænke sig godt om, før de begynder at spille med på sådan noget. Man skal selvfølgelig kunne stille kritiske spørgsmål til forskeres ståsted eller deklarere dem, og jeg mener absolut, at der kan være behov for det, men man skal tænke sig godt om.”

Både Erik Albæk og Kresten Roland Johansen mener, at det allerbedste, man kan gøre for at minimere risikoen for sager lig den, Sune Haugbølle for nylig har været involveret i, er at forberede de unge forskere på den del af tilværelsen som forsker.

Erik Albæk har for nyligt vejledt et speciale, hvori forfatteren, cand.public. fra SDU Pernille Fløjstrup Andersen, har lavet en optælling på kursusportalen PhD Courses in Denmark mellem 1. februar 2023 og 1. maj 2023 og kan konstatere, at undervisning i formidling af forskning til medier i gennemsnit har fyldt 0,8% af de samlede udbudte kurser.

”Der er ikke noget, der tyder på, at der er en synderlig stor interesse på ph.d.-skolerne for, at de yngre forskere lærer at kommunikere med medierne og journalister. Interessen er i stedet, at kurserne skal være relevante for de forskningsmæssige aktiviteter,” siger hun og understreger, at der er tale om et øjebliksbillede, og at interne kurser på universiteterne ikke bliver slået op på PhD Courses in Denmark.

Det fulde overblik findes ikke, tilføjer hun.

Træning og forberedelse

Erik Albæk undrer sig over, at der står i universitetsloven, at forskere er forpligtede til at formidle, men at ingen universiteter tager det alvorligt.

”Du bliver trænet til at forske og til at undervise. Men den sidste del – at formidle gennem medier – der er der cirka... ingenting. Der er ingen træning i at overveje, hvornår man skal stille op, og hvornår man ikke skal stille op. Det er simpelthen learning by doing.”

Tilmed er formidling karrierefremmende, fortæller han med et eksempel fra sin egen verden:

”Vi har fået sådan en kvalifikationsmatrice over, hvad der skal til for at gå fra adjunkt til lektor og fra lektor til professor. Formidling og kontakt med omgivelserne er en af de ting, man skal kunne for at blive professor. Der er bare ingen træning i det.”

Erik Albæk er med på, at en forskers primære opgaver i sagens natur er forskning og undervisning, men alligevel mener han, at mere formaliseret træning i og forberedelse på deltagelse i den offentlige debat er ønskværdigt.

Særligt fordi forskere, når de optræder som eksperter, ikke nødvendigvis udtaler sig om noget, de selv har forsket i, men fortolker en aktuel situation på baggrund af 'et reservoir af viden', de har opbygget over tid.

”De kan lave fornuftige og sandsynlige analyser og fortolkninger, men det er sjældent eksakt videnskab. Hvornår er der en facitliste, og hvornår må man sjusse sig frem til det? Man kunne godt have en diskussion blandt kolleger om, hvornår noget er helt legitimt at sige eller ej. Og hvornår man burde gå ind i debatten eller ej,” siger han.

Kresten Roland Johansen forstår godt, hvorfor unge forskere har en del forbehold mod at optræde i medierne. Og han ved af erfaring, at det kan afhjælpes ved træning, undervisning og forberedelse, siger han.

Aarhus Universitet og DMJX har lavet et samarbejde, hvor unge forskere og journaliststuderende sætter sig ind i et radiostudie og øver interviewsituationen.

”Universiteterne skylder et apparat, der tager hånd om forskerne, taler med dem og hjælper dem til ikke at få sagt et eller andet, der gør, at de bliver savet midt over bagefter.”