Satire

Djøfer grinet ud af jysk familiemiddag

11.12.2023

af

Foto af yngre mand i jakkesæt, der står med hovedet lænet mod en mur og et ærgerligt ansigtsudtryk

Foto: Fizkes/Shutterstock

I fremtiden vil der ikke blot mangle sosu-hjælpere og sygeplejersker, men også titusindvis af djøfere. Et faktum, som Kenneth Overgaard for nylig var så uheldig at komme til at fremlægge og forsvare ved en familiefest.

Det tager minimum tre generationer at blive betragtet som lokal i Bradballe øst for Ringkøbing, men kun otte år med uddannelse og arbejde i hovedstaden at blive betragtet som københavnerdjøfer. Det måtte Kenneth Overgaard sande, da han sidste weekend deltog i en familiemiddag grundet sin farmors 90-års-fødselsdag.

Da familien præsenterede den 30-årige for, at 'hans slags' var en katastrofe for velfærdsstaten, forsøgte Overgaard sobert at forklare, at der ud over sosu'er og sygeplejersker faktisk også vil komme til at mangle titusindvis af djøfere. Et argument, som hans far, John Overgaard, hurtigt gjorde til skamme.

”Ja, vi hører jo hele tiden folk sige: 'Her mangler da vist en djøfer,'” bemærkede den pensionerede metalarbejder til selskabets store fornøjelse.

Kenneth Overgaard gav dog ikke op, men fastholdt, at velfærdsstaten åbenlyst kommer til at mangle djøfere i hobetal til at planlægge vagtskemaer, operationer, økonomi, lovgivning og anlægsarbejde. Og at familien jo ville komme til at se, hvad manglen vil betyde, næste gang de skal have godkendt en carport eller har spørgsmål til deres moms. Et argument, der faldt fuldstændig til jorden blandt de jyske håndværkere i forsamlingen.

Kenneth Overgaards mor, Irene, forsøgte at gyde olie på vandene ved at sige, at Kenneths far måske bare ikke forstår, at det kan være et arbejde at lave PowerPoint hele dagen.

Imidlertid konstaterede John Overgaard, at djøferne ovre i København ødelagde staten indefra. En indvending, der tilsyneladende valgte at ignorere, at Kenneth Overgaard slet ikke arbejder i staten, men er økonomiansat i Novo Nordisk.

”Hvorfor skal det være papirnusseri det hele?” spurgte den 68-årige bare i stedet.

”Unge må jo kraftedeme ikke få lov at lave noget med deres hænder længere,” konstaterede han lidt løsrevet fra resten af samtalen – men for Kenneth med en klar hentydning til, at han som barn hellere ville lave lektier end brænde dæk af eller slås med dem fra nabobyen.

”Andre knægte fra egnen blev og tog et ærligt arbejde som håndværkere eller brugtvognsforhandlere i stedet for at tage til Djævleøen og udleve uproduktive akademikerdrømme i Nordisk Råd, Novo Nordisk eller Nordisk Fjer, eller hvad det nu er.”

Kun da Kenneths farmor konstaterede, at det da var utrolig flot, at Kenneth som den første i familien havde taget en uddannelse og fået et fint job, fik Overgaard et tiltrængt åndehul.

Freden holdt dog kun til kaffen, hvor der bredte sig et rygte om, at nogen havde sagt sætningen: ”Er der måske noget havremælk?”

Kommentarer

Anita Nielsen
sidste år
Stor tak til Kenneth for at dele sin oplevelse, som vi vist er mange, som kan genkende! Også os med familie på Fyn.
Dan
sidste år
Dette er jo ikke satire, det er jo en korrekt gengivelse af mange familie samtaler i det vestjyske. Jeg selv er opvokset tæt på Ringkøbing og har selv haft en nærmest lignende oplevelse til et familie arrangement, og har kendskab til mange andre, som også har lignende oplevelser.