Da underviseren flækkede af grin – og 6 andre eksamensbrølere

Nogle gange kokser det totalt, når man sætter sig ved eksamensbordet. Pensum virker pludselig som volapyk. Tankerne bliver ikke til ord, der kan komme ud af munden eller gennem tasterne. Eller også får man afsporet alt ved at fornærme censor uden at ane det.

Den sidste oplevelse kommer fra en af de historier, som I læsere har sendt os, efter at vi for nogle uger siden spurgte jer, om I ville fortælle om jeres erfaringer med eksamener, der gik helt galt. Tak til alle jer, der skrev til os.

Vi har samlet en god håndfuld af jeres beretninger om, hvor uudholdeligt lange 20-30 minutter kan føles, når man er marineret i nervøsitetens sved – og om at det hele trods alt nok skal gå.

”Jeg skulle op i strafferet på tredje år på jurastudiet. Jeg havde arbejdet meget og havde ikke deltaget i alle forelæsningerne. Jeg havde prioriteret min forberedelse til eksamen og sprunget en enkelt bog over. Ved det grønne eksamensbord sidder den gamle professor i strafferet, Knud Waaben. Jeg trækker et spørgsmål og blegner, da jeg læser, at det handler om sanktioner og baserer sig på Knud Waabens bog, som var lige netop dén, jeg ikke havde læst.

Jeg får hakket mig igennem eksaminationen i 20 meget lange minutter og indkasserer et 5-tal efter den gamle skala. Det blev altså en ommer et halvt år efter, hvor jeg ikke mødte uforberedt op, og hvor jeg landede et 9-tal. Moralen er vel, at man ikke skal satse på held, men på almindelig god forberedelse.”

Susanne Teglkamp

”Kurset var videnskabsteori på den Samfundsfaglige Bachelor på RUC, og hensigten var, at vi skulle skrive om nogle videnskabsteoretiske retninger, som semesterets projektopgave kunne tage form i. For at vise ekstra overskud valgte jeg at skrive om tre forskellige retninger og kom både omkring hermeneutik, kritisk realisme og socialkonstruktivisme.

Jeg bemærkede ved indlevering af opgaven, at der egentlig ikke var så mange tegn igen, og en del af det blev overfladisk – men sådan måtte det være, tænkte jeg.

Det mundtlige forsvar kom, og det føles, som om det gik ret fint undervejs – men det var karakteren, 02, ikke enig i. Et par dage senere genlæser jeg så beskrivelsen, der siger, at man maksimum skal vælge to videnskabsteoretiske retninger og uddybe. Jeg havde jo valgt tre og havde derfor ikke rigtig plads til at uddybe.

Overskud eller ej, det er pænt vigtigt at læse opgavebeskrivelsen.”

Adam Christensen

”Var til eksamen i forvaltningslære på Statskundskab hos professor Meyer. Spørgsmålet gik på, om vi havde politiske ansættelser i Danmark. Jeg var nervøs og usikker, men kom så pludselig i tanke om, at jeg havde læst i B.T. om morgenen, at Jens Kampmann var en politisk udnævnelse i Miljøministeriet. Så det svarede jeg, hvorpå Meyer var ved at dø af grin.

Da han var færdig, spurgte han, om jeg ikke var klar over, at ham, der havde ansat Kampmann – en mand ved navn Lavesen – var censor. Så grinede han igen, mens Lavesen ikke fortrak en mine. Jeg gik op igen senere og fik en væsentligt bedre karakter.”

Hans Aandstad-Sørensen

”Jeg var i forbindelse med min HA-bachelor til eksamen i internt regnskab. Her var det ikke bare klappen, der gik ned – men et totalt sort hul. Jeg erindrer ikke, hvad jeg trak – bare at jeg brugte 25 minutters forberedelse på at bladre i min bog og ikke ane, hvad jeg ledte efter. Det var, som om bogen var skrevet på et fremmedsprog – jeg kunne intet huske.

Jeg kom ind til eksamensbordet, og underviser og censor begyndte at stille spørgsmål. Jeg kunne ikke svare på NOGET, og jeg forstod intet af, hvad de spurgte om.

Eksamen kunne lige så godt have været i et fag, jeg aldrig havde deltaget i, sådan føltes det.

Jeg vidste selv, det var galt, da jeg fornemmede, at de spørgsmål, de stillede, var helt grundlæggende regnskabsspørgsmål, som jeg burde kunne svare på... men stadig var min hjerne bare et sort hul. Det tog dem ca. et minut at nå til den konklusion, at jeg fik 03, hvortil jeg svarede, at det ville jeg nok også selv have givet den præstation. Jeg fornemmede, at det lettede stemningen; de var nok vant til en væsentlig anden reaktion på en dumpekarakter. Jeg fejlede spektakulært, men i det mindste fejlede min selvindsigt ikke noget.

Jeg var i den heldige situation, at det var en eksamen, der ikke skulle bestås, og derfor var der frit valg, om man ville til re-eksamen. Jeg indrømmer, at jeg oven på oplevelsen valgte at springe over af frygt for en gentagelse.”

Katina Nowak

”Min skrækkeligste eksamen fandt sted på Københavns Universitet i hovedbygningen i juni i det Herrens år 1967. Dengang skulle alle universitetsstuderende bestå filosofikum for at få embedseksamen. Eksaminerne var offentlige, og da jeg var en af de første, som skulle til eksamen, fandt denne sted i et stort auditorium, og mindst 200 tilhørere skulle se og høre, hvordan filosofikumeksaminerne fandt sted.

Eksaminator var den dengang kendte professor Johs. Witt-Hansen, som også havde forfattet det kompendium om 'Den antikke filosofis historie', som man blev eksamineret i. Det var min første eksamen på universitetet, og de studerende, som skulle eksamineres, sad på rad og række og overhørte de andres eksaminer.

Ham, der skulle eksamineres lige inden det blev min tur, var ikke så stiv i stoffet og meget nervøs. Eksaminationen gik meget trægt, og lige pludselig besvimede min medstuderende og faldt ned på gulvet. Et par uniformerede universitetsbetjente – sådan nogle havde man dengang – blev tilkaldt, og eksaminanden blev transporteret væk på en båre.

Så var det min tur. Jeg husker endnu, at jeg trak spørgsmålet 'Selvindlysende udsagn', og jeg kunne ikke umiddelbart relatere dette til Witt-Hansens kompendium, og hvis jeg ikke allerede svedte, skal jeg love for, at jeg begyndte på det. Johs. Witt-Hansen var – i modsætning til en del andre eksaminatorer på den tid – en venlig mand, og trods de mange tilhørere, den foregående dramatiske oplevelse og min svedetur lykkedes det ham at gelejde mig igennem eksaminationen, så jeg bestod. Det var jeg ham meget taknemmelig for. Jeg var herefter godt rustet til de mange eksaminer, man dengang skulle bestå for at blive cand.polit.”

Uffe Nielsen

”Jeg var til en eksamen, hvor man skulle fremlægge om et emne på baggrund af en synopsis på fem sider. Synopsen var afleveret forud for den mundtlige eksamen. Min underviser havde en forventning til synopsis, som jeg vil sige mere var a la en kort skriftlig opgave. Jeg havde med vilje udeladt de detaljer, der ville fremgå af mit oplæg under eksamen. Men det gjorde min underviser nærmest vred. Det udviklede sig til en diskussion til eksamen – næsten et skænderi om, hvad en synopsis er. Det endte med 02, men jeg ville hellere have dumpet og taget reeksamen, som var en almindelig mundtlig eksamen.

Da han indledte med et angreb på min synopsis i retning af "du skulle jo have lavet sådan og sådan en opgave", skulle jeg bare være gået ud, så de var tvunget til at dumpe mig. Men jeg forsøgte dumdristigt at forsvare mit arbejde.

Under karaktergivningen sagde min underviser: "Jeg synes jo, det her er dårligt." Jeg slog ud med armene og sagde: "Ja, åbenbart."

Karakteren blev som forventet også noget, jeg måtte redegøre for ved min første jobsamtale efter studiet.”

Martin Thrane

”Tilbage i 2010 var jeg til eksamen i faget Organisatorisk Læring på kandidaten i Læring og Forandringsprocesser. Igennem hele projektet var min vejleder meget positiv. Der blev både sagt, at det var interessant, og at jeg havde nogle gode og spændende idéer i mit projekt.

Da vi så kom til eksamensdagen, blev jeg mødt af min vejleder og en censor, der ikke var videre imponerede. Emner, teorier og tilgange, som under vejledningen var spændende og interessante, var nu både forsimplede og fejlfortolkede.

Min opgave havde forholdsvist stor fokus på den refleksive læring og den arbejdsplads-situerede læring, når en medarbejder kommer tilbage på arbejdspladsen efter endt kursus eller uddannelsesforløb. Dog var både censor og min vejleder meget kritiske over for min teori om, at der fandt sådanne processer sted, når medarbejderne kom retur fra endt uddannelse. Ligeledes satte de meget stort spørgsmålstegn ved, om folk var så refleksive i forhold til egen praksis, som jeg påstod i min opgave. Hovedet på sømmet for mig – og i min ligkiste af et projekt – var, da jeg fik spørgsmålet, om der slet ikke var situationer, hvor man ikke var refleksiv i forhold til egen praksis. Jeg forstod åbenlyst ikke spørgsmålet og bad også om at få det omformuleret flere gange.

I et forsøg på at svare fik jeg fremstammet et eller andet sludder og en sportsanekdote, som tydeligvis ikke var det, de efterspurgte. De forklarede, at svaret, de ledte efter, fx var, når man kørte bil, for i den situation ville man jo ikke sidde og reflektere over tingene og deres funktioner; om bremsen stadigvæk var bremsen, eller om det nu var speederen, der var bremsen...

Siden hen har jeg ofte gennemtænkt den dialog, særligt når jeg har kørt bil.”

Jonas Caben Weinkouff Iversen