Vi skal alle til at registrere vores arbejdstid

Snart skal vi alle sammen føre regnskab over, præcis hvornår vi arbejder. 

Fra den 1. juli 2024 har alle arbejdsgivere nemlig pligt til at registrere den daglige arbejdstid for hver eneste medarbejder. Det sker som konsekvens af en dom fra EU-Domstolen. Siden 2020 har politikere og arbejdsmarkedets parter arbejdet på, hvordan det skal implementeres i Danmark. Der er nu endelig fremsat et lovforslag i Folketinget.

At vi nu skal registrere vores arbejdstid, rummer nogle indbyggede dilemmaer, men der er også klare fordele, vurderer Maja Kure Kristensen, chefkonsulent i Djøf.

Der er en del, der allerede noterer deres arbejdstid omhyggeligt. Fx på de statslige arbejdspladser og i mange konsulent- og advokathuse. Men rigtig mange medlemmer af Djøf gør ikke.

Fælles for dem alle er, at arbejdsgiveren har ansvar for, at 48-timers-reglen overholdes – altså at de ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit set over en fire-måneders-periode.

”Jeg kan godt forestille mig, at en del af dem, der ikke har været vant til at registrere deres arbejdstid, synes, det er møgirriterende, at de nu skal til at nedfælde hvert minut, de arbejder. Mange har det rigtig godt med frihed under ansvar og forbinder måske tidsregistrering med en lidt mere kontrollerende tilgang,” siger Maja Kure Kristiansen.

Registreringer skal bruges

Det er op til den enkelte arbejdsgiver, hvordan registreringen af arbejdstiden kommer til at foregå. Der er altså så godt som metodefrihed.

Det kan blive en udfordring at få registreringerne til afspejle det, der reelt bliver arbejdet, hvis der ikke er en god kultur omkring det på arbejdspladserne, påpeger Maja Kure Kristiansen.

”Jeg håber, at vores medlemmer vil kunne se en fordel i, at der bliver et fælles grundlag at tale om arbejdstid ud fra på arbejdspladserne, for det er der brug for nogle steder,” siger hun.

En god kultur for tidsregistrering vil bl.a. indebære, at alle noterer alle de timer, de har arbejdet, og at ingen undlader at registrere nogle arbejdstimer, fordi de er bange for, at det så bliver synligt, at de bruger mere tid på deres arbejde, end kollegaerne gør.

”Det er her særligt vigtigt at få skabt en tryghed hos bl.a. de nyuddannede, så de ikke føler et pres for ikke at registrere alle deres timer,” siger Maja Kure Kristiansen.

Kravet om at registrere arbejdstiden skulle gerne føre til, at vi får et mere retvisende billede af, hvor mange timer vi arbejder. Og måske kan det også hos nogle føre til en erkendelse af, at de arbejder mere, end godt er – ikke bare hos dem selv, men også hos deres arbejdsgiver.

”Der findes en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, der dækker både det offentlige og det private arbejdsmarked, hvor det lyder, at opgavemængde og ressourcer skal passe sammen. Så det bør jo så føre til en reaktion hos arbejdsgiver og en drøftelse af prioriteringer, hvis en medarbejder registrerer rigtig mange timer.”

Derfor er der også et klart ønske fra Djøfs side om, at registreringerne bliver brugt til noget – og altså ikke bare som et bevis for, at 48-timers-reglen bliver overholdt.

”Vi har en del medlemmer, der knækker af for meget arbejdspres, og vi ved fra vores undersøgelser, at de oplever stress i en højere grad end nogensinde. Vi ved også, at alt for mange ikke kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Så hvis det her kan være et redskab til, at vi kan tage nogle drøftelser på kollektivt niveau, synes vi, det er oplagt.”

Altså ser Djøf det som positivt, at vi alle – med ganske få undtagelser – skal registrere den tid, vi bruger på jobbet. Også selv om nogle måske kan synes, at det er lidt bøvlet, siger Maja Kure Kristensen.

Konkurrence om arbejdstid?

Både de offentlige og private overenskomster bliver formentlig tilrettet, så de harmonerer med den kommende lov om registrering af arbejdstid. 

Ifølge lovforslaget kan arbejdsgivere fritage visse medarbejdere – de såkaldte ’selvtilrettelæggere’ – fra at registrere deres arbejdstid. Men hvad der ligger i det, er stadig lidt tåget.

Umiddelbart kunne det vel godt være en del af Djøfs medlemmer – der jo langt hen ad vejen selv tilrettelægger, hvor og hvornår de arbejder?

”Ja og nej. Vi tolker det meget snævert, når vi læser bemærkningerne til lovforslaget – altså at du 100 % selv tilrettelægger din arbejdstid. Og det er der jo nærmest ingen, der gør,” siger Maja Kure Kristensen.

Kan registreringen af arbejdstiden ikke føre til en konkurrence om, hvem der arbejder mest?

”Hvis der i forvejen er en dårlig arbejdskultur, er det nok ikke et hokuspokus-middel. Men det gør det nok ikke værre, tænker jeg.” 

Og så handler det selvfølgelig om at administrere data på en ordentlig måde, siger Maja Kure Kristensen. Der skal altså ikke hænges en ugeseddel op i kantinen, hvor man kan se, hvor mange timer Gitte har arbejdet, og hvor mange timer Henrik har lagt.

Men i sig selv løser tidsregistrering ikke alle arbejdspresproblemer.

”I nogle brancher og på en del offentlige arbejdspladser har man længe registreret de timer, man lægger, men man har nok ikke fulgt så systematisk op på, om data fra tidsregistreringen illustrerer problemer i forhold til arbejdsmiljøet,” siger Maja Kure Kristensen.