Sådan lærte Louis at være modig

Louis Wolf Kristiansen er sindssygt nervøs. Han er blevet ansat som gruppevejleder for de nye jurastuderende og skal lære dem om studie- og eksamensteknik.

Selv er han lige begyndt på kandidatuddannelsen, og nu skal han undervise for allerførste gang. Og selvom de nye studerende, der er midt i deres rusperiode, også selv skal deltage i seminaret, er der altså ingen vej udenom for Louis Wolf Kristiansen: Han skal tale foran en masse mennesker – i tre timer.

Det er han slet ikke vant til. For siden de små klasser i folkeskolen har Louis Wolf Kristiansens stammen holdt ham tilbage fra at tale i større forsamlinger. Fremlæggelser, diskussioner i klasseværelset og sociale sammenhænge har fået ordene til at sætte sig fast.

Men seminaret går virkelig godt. Faktisk så godt, at han i dag betegner det som en af sine største succeser på jurastudiet.

”Det var en virkelig god følelse, fordi det var første gang, jeg skulle undervise nogen. Selv hvis man ikke stammede, kunne man stadig være nervøs. Men det gik, lige som det skulle. Jeg stammede løbende, men jeg talte også en meget stor del af tiden,” fortæller 29-årige Louis Wolf Kristiansen i Djøfs podcast 'Masser af succes'.

Erfaringen fra dengang har lært ham noget virkelig vigtigt: Nemlig, hvor meget det betyder simpelthen at vænne sig til at stå i en bestemt situation. Jo flere gange han stillede sig op foran andre og talte, desto bedre gik det. Og desto mindre stammede han.

”Hele det forløb var sindssygt givende for mig. For selv hvis jeg stammede, var det ikke på nogen måde en hindring. Det var en stor succes for mig, dengang på kandidaten. Dér begyndte jeg virkelig at opdage, at det at stamme ikke nødvendigvis er et problem for mig. Det kan jeg sagtens overkomme,” siger Louis Wolf Kristiansen.

Han arbejder i dag som advokat og konsulent hos Dansk Industri og som undervisningsassistent på Københavns Universitet. At han for nylig opnåede sin advokatbestalling, ser han selv som kulminationen på et langt forløb med en masse hårdt arbejde, der har udviklet ham meget. Og selvom Louis Wolf Kristiansen blev lykønsket af sine kolleger, den tirsdag han fik sin bestalling, fik det ham ikke til at smide, hvad han havde i hænderne, for at gå ud og fejre sin nye titel.

Utryghed skaber utryghed

Louis Wolf Kristiansen dvæler ikke ved sine triumfer. Til gengæld er det tydeligt for ham, hvor meget han har rykket sig i sit liv.

”Jeg er nok gået fra at have et ret fastlåst mindset, hvor jeg tænkte, at der var ting, der bare var ude af mine hænder, og som jeg aldrig ville kunne fikse. I bedste fald kunne det blive lidt mindre slemt, men grundlæggende lå det uden for min kontrol at gøre noget ved,” siger Louis Wolf Kristiansen.

Gennem mange år havde Louis Wolf Kristiansen vænnet sig til at sige så lidt som muligt, både fagligt og socialt, fordi den hakkende tale og den nervøsitet, der fulgte med, gjorde det svært for ham at være til stede i et lokale. 

”Det gør det så til gengæld også kun sværere for alle, der sidder og lytter til det. Hvis man selv ser ud, som om man er meget utryg ved situationen, er det meget høje krav at stille til andre, at de skal være meget trygge ved situationen,” siger han.

De fleste kender nok til en situation, hvor man spiser frokost med 5-10 kolleger, og der kører en løs small talk imens.

”Men hvis du så pludselig bare skal komme med en eller anden indskydelse, og man kan se, at du gerne vil sige noget, du er ved at sige noget, der er lige ved at komme lyd ud – men så begynder du straks at stamme derfra. Så bliver det jo også sådan, at alle stopper op og kigger og ikke ved, hvad de skal gøre,” siger han.

Og det gør det ikke ligefrem lettere at sige noget. Derfor er der kun én vej frem for at komme over sin stammen.

”Hvis man er en forholdsvis fornuftig og sjov og almindelig person, er det jo også bare at sige de ting, man har lyst til at sige, fordi der må være en formodning for, at man ikke siger noget, der er fuldstændig vanvittigt,” siger Louis Wolf Kristiansen.

Er der et problem, er der også en løsning

Det tog på Louis Wolf Kristiansens kræfter mentalt bare at møde op til undervisningen på de første år af studiet. Han var nervøs for at sige noget, og den nervøsitet gjorde det endnu sværere at deltage. Men på et tidspunkt var det, som om det gik op for ham, at han i virkeligheden holdt sig tilbage fra at leve det liv, han gerne ville.

”I slutningen af bacheloren blev jeg bare langt om længe træt nok af det,” siger han og uddyber:

”Jeg tror, der er mange, der først har mødt mig senere, som tror, at jeg har været topmotiveret fra start af. Det var meget langt fra tilfældet. Men omkring femte og sjette semester valgte jeg at sige, at jeg ikke var tilfreds med, hvor jeg var. Det kunne ligesom blive til meget mere,” siger Louis Wolf Kristiansen.

Han blev mere opmærksom på de valg, han selv traf på sin kandidat. Både fagligt, hvor han også søgte nye jobs, og socialt, fordi det gik op for ham, at det var virkelig god træning. Han tilmeldte sig studieture og engagerede sig i studenterforeninger på jura. Og så begyndte han at gå mere op i sit studie og udforske de muligheder, det faktisk gav ham.

”Jeg blev lidt mere målrettet. Især fra kandidaten af blev jeg meget sulten. Pludselig kunne jeg se, at jo flere kræfter jeg selv lagde i det, og jo flere ting jeg tog mig til, desto mere skete der, og desto mere udviklede jeg mig. Så jeg blev lige pludselig meget travl. Og det er bare er fortsat igennem min fuldmægtig-tid.”

Den nye synlighed og sociale indstilling gav hurtigt pote, erfarede han.

”I dag har jeg et meget mere fleksibelt mindset, hvor jeg siger, at noget kan være et problem lige nu. Men det kan også godt løses. Det er bare et spørgsmål, om du gider det nok,” siger Louis Wolf Kristiansen.

En form for sceneskræk

At man kan få stammen til at gå væk ved at engagere sig mere i sin omverden og få mere ud af de muligheder, man har, kan måske lyde overraskende. Helt så enkelt er det nok heller ikke. Man kan lave øvelser og gå hos en talepædagog, og for ca. 80 % går det over af sig selv med tiden.

Louis Wolf Kristiansen har prøvet mange forskellige ting for at komme af med sin stammen, også øvelser. Men i hans optik fungerer det ikke, når man står i situationen, fordi det at stamme for ham er et spørgsmål om noget mentalt. En blokering, der går ned, kan man sige – men kun i sociale situationer. Ikke når man er alene.

”Hvis man fx øver en fremlæggelse for sig selv, kan man som regel sagtens tale, og man kan tale flydende. Jeg ved ikke, om det gælder for alle stammere, jeg ved bare, det gælder mange, også mig selv,” siger han og sammenligner det at stamme med en form for sceneskræk.

”Det er jo ikke et spørgsmål om noget fysisk. Det må være noget mentalt i situationen, der gør, at man ikke kan,” mener Louis Wolf Kristiansen.

”Hvis man nu altid stammede, altså uanset situationen, kunne det jo godt give mening at sige, at man nok skulle lave nogle øvelser, for noget tyder på, at man slet og ret taler mindre godt. Men det var helt åbenlyst for mit vedkommende, at det var noget, der simpelthen kortsluttede i de her situationer. Altså sociale, arbejds- eller studierelaterede situationer,” siger han.

Derfor var det først, da han for alvor besluttede sig for at tvinge sig selv ud i en masse situationer, hvor han skulle tale foran andre, at han blev mere komfortabel.

Og så er vi tilbage ved Louis Wolf Kristiansens egen tilgang.

”Jeg tror helt sikkert på, at jo mere fleksibel man er omkring problemer, jo mere åbent et mindset man har, og jo mere man tror på, at der findes en løsning, jo bedre kommer det også til at gå. Både fagligt og personligt,” siger han.

Du kan lytte til hele samtalen med Louis Wolf Kristiansen i podcasten 'Masser af succes' her.