Merete Preisler ved godt, at hun nok er lidt barsk

Hver tirsdag efter en lang arbejdsdag blev jeg sendt i fængsel. Jeg var advokatfuldmægtig og skulle besøge klienterne for at høre, hvordan de havde det, og for at gennemgå deres forklaringer, hvis en domsforhandling nærmede sig. Det var lidt nervepirrende de første gange, dørene klappede i bag mig, men jeg nåede at blive helt pjattet med det – og så var det jo et stort ansvar.

Jeg havde slidt og slæbt som advokatfuldmægtig hos Norsker og Jacoby. Jeg havde virkelig knoklet – først og fremmest fordi det var så spændende. De ville gerne ansætte mig som advokat. Men på det tidspunkt var jeg gravid, og det var åbenbart et problem, at jeg skulle være væk i så lang tid. Og de ville heller ikke betale noget som helst under barselsorloven. Der blev jeg sgu lidt mopset.

Så søgte jeg et job hos DA, og fik det, selv om jeg var gravid. En time efter jeg havde været til samtale ringede min daværende chef og tilbød mig jobbet. Jeg fik også løn under hele min barselsorlov. DA’s holdning til både gravide og nybagte mødre var meget positiv. Og på rekordtid fik jeg møderet for både landsretten og Højesteret.

Jeg har lært på den gode måde, at man skal stille krav. Det er også min opfordring til de unge i dag. Men gør det velunderbygget, pænt og ordentligt. I skal ikke bare komme og kræve. I skal kunne argumentere for, at I yder en indsats, når I fx kommer og beder om mere i løn.

Jeg procederede i Arbejdsretten tre dage før min termin. Og af respekt for retten står man op, når man procederer. Så det gjorde jeg selvfølgelig også. Efterfølgende kom retsformanden hen til mig og tilstod, at han under hele sagen havde være dybt bekymret for, at jeg ville gå i fødsel. Det gjorde jeg så ikke – heldigvis.

Sagen drejede sig om en konflikt mellem esbjerggensiske buschauffører og et privat busselskab, Ribus. Det førte til en meget langvarig konflikt med bl.a. blokader, hærværk og et stort politiopbud. Efter et længere forløb endte det med et godt resultat for Ribus og DA. SID blev dømt til at betale 2,5 millioner kr. i bod som ansvarlige for blokaderne.

Undervejs blev jeg truet på livet. Jeg blev ringet op og truet med, at hvis jeg nogensinde kom til Esbjerg, skulle de nok sende nogle hjem på min adresse om aftenen, når jeg var kommet hjem. Det var ubehageligt. Selvfølgelig. Ikke meget slemt, men jeg har aldrig været i Esbjerg siden.

Jeg er nok lidt barsk – en tough cookie. Jeg har afskediget en del. Det er noget, man lærer – ligesom man lærer at holde medarbejdersamtaler. Men jeg har aldrig afskediget én, hvor der ikke var grundlag for det.

Det er ubehageligt at gå rundt og være i tvivl: Er du virkelig den rædselsfulde kælling, der smider folk ud? Eller er du ikke? Derfor er det yderst vigtigt at, du selv gennemgår og reflekterer over forløbet med den medarbejder, du står overfor at skulle fyre. Hvad er det, der ikke fungerer? Har vedkommende haft mulighed for at rette op? Er det rimeligt, det du har konkluderet?

Jeg har sovet godt om natten. Jeg har altid været god til at lægge tingene fra mig. Det er sundt, tror jeg – at få sorteret ud i hovedet eller hjertet. At evaluere din egen rolle, men også prøve at evaluere fra den anden side af bordet. Det gør man klogt i, inden man begynder at sætte noget drastisk i værk.

Man skal i øvrigt ikke reagere på følelser. Man kan fx spare en masse penge i godtgørelse for en uretmæssig bortvisning og en masse bøvl, hvis man sætter sig ned og taler stille og roligt om tingene. Jeg har oplevet flere tilfælde, hvor en HR-chef eller en leder på et andet niveau er blevet smadderirriteret på en medarbejder over mangelfuldt arbejde, eller fordi vedkommende igen er kommet for sent eller gået for tidligt. Man risikerer at handle for hurtigt og uigennemtænkt – og det tjener ingen penge på.

Man skal aldrig lade arbejdet gå forud for sine børn. Det er svært, men det er vigtigt. Jeg blev skilt i 2000, og jeg stod selv for alt vedrørende børnene – alt blev lidt mere krævende. Jeg knoklede stadig videre med mit arbejde, men ikke desto mindre sørgede jeg altid for at have tid til at køre børnene til fødselsdage, dans og klaver. Og så arbejdede jeg videre om aftenen, når de sov sødeligt. Hvis der er noget, jeg er stolt af i mit liv – så er det nok, at jeg magtede at tage hånd om både et krævende job og børnene. Jeg har rene linjer på den front.

Men der skete noget andet frygteligt. Jeg var lige inde på mit kontor for at hente noget under et møde, da min mors veninde ringede. Hun kunne ikke få fat i min mor, og hun havde også forgæves været derude. Jeg lovede hende, at jeg straks ville tage af sted. Men jeg glemte det. Jeg glemte det totalt. Jeg får nærmest tunnelsyn, når jeg er grebet af noget. Da jeg endelig kom ud til min mor, som på det tidspunkt var 80 år, havde hun ligget syv-otte timer på gulvet og kunne ikke komme op. Den var væmmelig.

Der er en tendens til, at alt er blevet fagligt. I sin tid var jeg medlem af Arbejdsretsforeningen. Der var både advokater, dommere og højesteretsdommere. Det var lidt formelt og meget fagligt. Altså lige indtil drinksene kom på bordet. Så blev der danset og grint. Mange af dommerne havde en humor, så vi lå flade hen af bordet – men altså først efter de havde fået et par drinks.

Studiet var også noget andet, end det er i dag. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har pjækket fra en eneste time. Vi var meget arbejdsomme. Vi gik måske ud og drak os lidt i hegnet om fredagen – men ikke til hverdag. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde de studerende i dag for dovne – men nu om dage er der virkelig mange, der ikke kommer til undervisningen.

Tag ikke noter med ind til eksamen. Hver gang jeg underviser, siger jeg: ”Husk, det er godt at tage noter. Men brug dem kun som forberedelse. Vi kan nemlig godt se, når I sidder med øjnene stift rettet mod papiret og læser højt. Det bliver vi ikke imponeret af. Tværtimod.”

Gå efter det højeste. Det er mit råd til unge jurister. Med det højeste mener jeg: Gå efter en møderet for Højesteret. Det er noget helt særligt, når man står og procederer foran de dødskarpe dommere – en blanding af faglig stolthed og ærefrygt. Og undervejs lærer man så meget, som man ikke kan læse sig til.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle fortsætte med at arbejde, til jeg blev båret ud af Højesteret. Men jeg blev gift for et par år siden, og min mand Steen og jeg elsker at rejse. Han har som kemiingeniør rejst for FL Smidth hele sit liv, og nu vil han vil gerne vise mig hele verden. Så jeg er gået på pension for at være sammen med mine fire børnebørn, som er helt vidunderlige og sjove. Og for at kunne rejse – senest har vi været nede at klatre i Alperne.

Jeg savner at rådgive og stå foran en dommer. Jeg underviser stadig i arbejdsret på Københavns Universitet, men jeg må nok erkende, at tiden som procesadvokat er slut. Og sådan skal det nok også være.