Hvad Lise lærte af at sige nej til lorteopgaver

200 timer om året. Så meget mere brugte de kvindelige konsulenter i et konsulenthus på at løse såkaldt ikke-forfremmende opgaver sammenlignet med de mandlige kollegaer. Altså opgaver, der er vigtige for arbejdspladsen, men som ikke fremmer karrieren for personen, der udfører dem. Det kan fx være at skrive referater fra afdelingsmøder, at sidde i et internt udvalg på arbejdspladsen, at oplære nye kollegaer eller hjælpe andre kolleger med deres opgaver.

Hvorfor pokker brugte de kvindelige konsulenter så meget mere tid på den slags arbejde?

Det er der mindst to forklaringer på, siger Lise Vesterlund, der er økonomiprofessor ved University of Pittsburgh i Pennsylvania. Hun og hendes kolleger har det seneste årti afdækket, at der er markante forskelle på, hvor ofte en kvinde siger ja til – eller bliver opfordret til – at påtage sig ikke-forfremmende opgaver sammenlignet med hendes mandlige kolleger. I alle brancher har kvinder flere af de opgaver, end mændene har.

Lise Vesterlund og hendes kolleger er også dykket ned i årsagerne til hvorfor.

Den ene forklaring er, at alle – både kvinder og mænd – oftere beder kvinder om at udføre den slags opgaver. Den anden er, at når kvinder bliver spurgt, er de klart mere tilbøjelige til at sige ja, end mænd er. 

Det gør de, fordi der simpelthen er en kollektiv forventning om, at kvinder i højere grad vil udføre ikke-forfremmende arbejde uden belønning – fuldstændig som det viste sig i konsulentvirksomheden, fortæller Lise Vesterlund.

Her fik hun og forskerkollegaerne udleveret tre års data over timeforbrug og over, hvilke opgaver de enkelte konsulenter havde brugt deres arbejdstid på. Opgørelserne bekræftede forskerne i deres tese om, at kvinder bruger langt flere timer på ikke-forfremmende opgaver.

”Det endnu mere bekymrende var, at de kvinder, der var blevet partnere, også brugte 200 timer på den slags opgaver, hvilket betød, at de simpelthen arbejdede mere end deres mandlige partnere. Og det er uanset stilling, uddannelse og branche.”

Nej-klubben bliver til

Det var egne erfaringer, der fik Lise Vesterlund og hendes kolleger til at forske i fænomenet.

Lise Vesterlund har i hele sin 30-årige forskerkarriere beskæftiget sig med kønsforskelle. Sammen med to medstuderende fra økonomistudiet på Københavns Universitet tog hun på udveksling i Wisconsin. Hendes to mandlige kammerater fik lov til at læse første år på ph.d.-studiet – det fik hun ikke lov til, for det var alt for krævende, fik hun at vide.

Det lykkedes hende dog at overtale en professor til, at hun i stedet kunne tage fag på andet år af ph.d.-studiet. Hun knoklede for at følge med, men klarede det så godt, at universitetet bad hende om at blive og lave en hel ph.d.

Her mødte hun en sød mand, som hun siger, og blev hængende.

Hun fortsatte med at knokle. I 2010 lå arbejdsugen på 60-65 timer, og derhjemme havde hun to små børn. Så da hun blev inviteret til et møde i dét, de fem medlemmer siden døbte Nej-klubben, nølede hun. Men for pokker, hun skulle have tid til at mødes med nogle veninder, tænkte hun, så hun mødte op.

Fælles for de fem kvinder var, at de havde alt for mange opgaver – så mange, at flere af dem var ved at segne, herunder Lise Vesterlund.

For det, der sker, når kvinder i højere grad enten tager eller får tildelt de ikke-forfremmende opgaver, er, at de får mindre tid til de opgaver, der fremmer karrieren – i disse kvinders tilfælde at forske, publicere deres forskning og undervise.

”Hvis medarbejdere er på samme niveau og har de samme evner, burde de også have samme tid til at vise, hvor dygtige de er til at løfte det forfremmende arbejde,” siger Lise Vesterlund.

Nej til lorteopgaver

Nej-klubbens medlemmer blev enige om at notere alle deres opgaver ned og dele dem med hinanden. Det var på den måde, de fandt ud af, at en stor del af deres kalendere var fyldt med opgaver, der ikke var afgørende for deres karriere – en masse udvalgsarbejde, mentorarbejde, mødereferater og hjælpende hænder til kolleger.

Det måtte stoppe, blev de enige om og besluttede sig for at sige nej, når de blev spurgt, og sidde på hænderne, når der var bud efter frivillige. Ja blev et fyord. Og de ikke-forfremmende opgaverbegyndte de at kalde ’lorteopgaver’.

Men efterhånden begyndte deres eufori over at være blevet bedre til at sige nej at aftage. For de oplevede, at det så stort set altid var en anden kvinde, der fik opgaven, fortæller Lise Vesterlund.

”Det er ikke i virksomhedens interesse, at en masse medarbejdere går rundt og siger nej. Og det er jo heller ikke i virksomhedens interesse, at talentmassen ikke bliver udnyttet maksimalt.”

Der skal ledelse til

Nej-klubben blev til meget mere end en klub. Udvekslingen af kvindernes erfaringer førte som nævnt til forskning, der dokumenterede skævvridningen i fordelingen af opgaver. Og i år udgav de bogen ’Nej-klubben – et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde’ med anekdoter, data og råd om, hvordan ubalancen kan rettes op.

Et af budskaberne er, at der må regler, systemer og ikke mindst ledelse til. Ledelse, der gør det naturligt at sige ja til ikke-forfremmende opgaver, og som samtidig sørger for, at opgaverne bliver fordelt, så alle tager deres del, uden at nogen ender i en klemme karriere- og lønmæssigt.

”Selv om du bliver god til at koordinere, løse interne konflikter og tage referat, når det igen-igen er dig, der tager den slags opgaver, er det sjældent noget, der vil føre til, at du får et jobtilbud udefra. Og de fleste af os er – ligesom jeg – drevet af en faglig udvikling. Jeg har fået min ph.d., fordi jeg gerne vil forske. Det er det, jeg bliver anerkendt for, og som giver mig muligheder i min profession,” siger Lise Vesterlund.

Derfor er løsningen heller ikke, at vi bliver økonomisk belønnet for de ikke-forfremmende opgaver. For de kræver jo ikke specialkompetencer, som hun siger. Det kræver til gengæld, at vi løfter i flok. Og det kræver igen, at der skal organisatoriske ændringer til langt de fleste steder, pointerer hun.

Ups – et greb i egen barm

Lige nu er Lise Vesterlund i gang med et forskningsprojekt i Norge, hvor de følger nogle MBA-studerende. De er midtvejs i undersøgelsen, men data er allerede meget slående, siger hun.

”Allerede et år efter de har afsluttet deres MBA, sidder kvinderne med flere administrative og støttende opgaver, mens flere af mændene sidder i ledergrupper og har forfremmende opgaver.”

På trods af sine egne erfaringer og en lang række data har hun undervejs også selv måttet justere ind.

”Det er ikke et af mine fineste øjeblikke,” som hun siger om en af de gange, hvor hun selv trådte ved siden af.

Som institutbestyrer havde hun forfærdeligt travlt og blev bedt om at finde en række medarbejdere, der kunne sidde i forskellige udvalg.

”Så ringede jeg rundt til nogle personer, jeg tænkte ville gøre et godt stykke arbejde, og som jeg regnede med ville være villige til at påtage sig opgaven. Først da jeg sendte listen til dekanen, gik det op for mig, at alle på listen var kvinder.” 

Sådan gør de selv

I dag følger Lise Vesterlunds egen arbejdsplads nogle af de principper, hun og de andre fra Nej-klubben peger på i deres bog.

”Når vi fx får nye institutbestyrere på universitetet, får de at vide, at ved årets udgang, skal de ikke kun skrive en rapport om alle de gode forskningsresultater, men også om hvordan arbejdet er blevet fordelt – hvem der sidder med hvilke ikke-forfremmende opgaver.”

’Frivillige’ opgaver bliver heller ikke længere fordelt ved håndsoprækning, men ved lodtrækning.

Men der er stadig dem, der vægrer sig. Af mystiske årsager er der stadig nogle, der ikke formår at løfte de ikke-forfremmende opgaver, fortæller Lise Vesterlund.

”De kan simpelthen ikke finde ud af at skrive et ordentligt referat. Men det interessante er, at de er rigtig gode til at undervise og lave forskning. Der er åbenbart stadig et incitament til at udvise det, jeg vil kalde strategisk inkompetence. Altså helt bevidst være dårlig til at løse de ikke-forfremmende opgaver, for så kan det jo være, at man slipper.”

Vi skal alle bruge ordet

Lise Vesterlund siger stadig selv nej en gang imellem. Og hun arbejder da også lidt færre timer. Men hun bruger stadig ret meget tid på opgaver, der ikke umiddelbart er befordrende for hendes karriere.

”Det er dog langtfra så slemt, som det var. For mine ikke-forfremmende opgaver er i højere grad nogle, der betyder noget for mig. Der er fx ikke noget forfremmende i, at vi to taler sammen lige nu. Det er ikke noget, der tæller for mit institut overhovedet.”

Men det betyder noget for Lise Vesterlund. For det er hendes store håb og mission, at vi alle begynder at bruge begrebet ikke-forfremmende opgaver.

”For når man kan sætte ord på, er det meget nemmere at gøre noget ved det. Det er mit håb, at vi begynder at forstå, at de opgaver, vi får tildelt og påtager os, påvirker de muligheder, vi har på en arbejdsplads og vores karriere i det hele taget.”

Hun har også et stykke arbejde at gøre på hjemmefronten.

”Min mand påtager rigtig meget af arbejdet derhjemme. Og han er supergod til at lave mad. Men på hans arbejdsplads er det ikke ham, der tager de ikke-forfremmende opgaver. Der er altid nogle andre, der siger ja, og så må det jo være, fordi de rigtig gerne vil, som han siger.”