Anklageres ensomme ilddåb skal være fortid

Tumult på Dansebar.

De tre ord bliver gentaget flere gange her i retslokalet i Roskilde denne oktober-formiddag. Dagens straffesag handler om vold mod en dørmand på natklubben Dansebar, der ligger en lille kilometer fra, hvor dørmanden og tiltalte lige nu sidder.

Tiltalte med den grå sweater og de krydsede arme havde tilbage i slutningen af januar været til ”en af de fedeste firmafester ever”, som fandt sin vej til diskoteket – men på Dansebars dansegulv opstod tumulten, og de to endte i karambolage. Det er her, at manden i den grå sweater er tiltalt for at have slået dørmanden i hovedet ”ikke under tre gange” samt at have bidt ham i armen.

Dét er årsagen til, at retten er samlet i dag. Men der er ikke derfor, Djøfbladet sidder på tilhørerpladserne.

Det skyldes derimod, at der sidder en erfaren anklager med en logbog foran sig bagerst i retslokalet og noterer, hvordan den noget mere uerfarne anklager klarer sig i dag.

Det lyder måske ikke særlig sensationelt. Men i en anklagemyndighed med stort arbejdspres, lange ventetider og voksende sagsbunker er det mere eller mindre uhørt at hive rutinerede anklagere væk fra deres egne sager for at følge de unge i retten – og give dem feedback.

Kutymen er langt hen ad vejen, at man som nyudklækket anklager må klare sig selv.

Men det har man valgt at forsøge at gøre anderledes hos Midt- og Vestsjællands Politi. Og det er ikke, fordi der ikke er travlt. Tværtimod.

En stejl læringskurve

Til højre i retslokalet sidder Tanja Sekara, som er dagens anklager. Hun blev færdiguddannet en fredag i januar 2022 – og startede sit job hos Midt- og Vestsjællands Politi tirsdagen efter.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at læringskurven er virkelig stejl i anklagemyndigheden. Når man starter, er man typisk i retten inden for en uge og har en kollega med. Men derefter kan der i princippet gå meget lang tid, før nogen forholder sig til det, man laver. Og i den periode har man jo sager med rigtige mennesker – et stort ansvar.”

Det betyder, at Tanja Sekara under normale omstændigheder ville gå fra retten uden nødvendigvis at vide, hvordan hun egentlig havde klaret det – og om det nu ’er sådan, man gør’. Hun ville måske kunne spørge, om dommeren ville bruge nogle minutter på at give sit besyv med, men den egentlige oplevelse ville hun have for sig selv.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man af den grund for to år siden introduceret et slags feedback-system, hvor en mere erfaren anklager følger en yngre i retten tre gange om året. Det vil være forskellige anklagere, som noterer i en ’logbog’, der følger den yngre. Her vælger man som ung nogle ’øvepunkter’, der fra gang til gang kan ændre sig.

Learning by fooling

Det er Frederik Larsen, som står bag feedback-modellen. Han er advokaturchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, og han mener, at der er brug for, at yngre jurister får noget respons på det arbejde, de laver.

”At føre en straffesag i retten er et håndværk, man skal lære. Det er ikke noget, man kan nøjes med at læse sig til i fem år på studiet. Man skal stå med fingrene i bolledejen og prøve, hvordan det er, og man skal vide, hvad man gør godt, og hvad der kan gøres bedre. Det er den eneste måde, man bliver dygtig til det på.”

Tidligere i sin karriere har han selv ført sager i retten, og dengang savnede han en mere rammesat måde at få feedback på. Da han selv skulle til sin første retssag, var praksis, at man blev spurgt, om man ville have én med, men dengang sagde han nej. Fordi han helst ville have det overstået alene. Plasteret skulle bare rives af.

”Det skal helst ikke være sådan, at man kommer fra universitetet, som jeg selv gjorde for 14 år siden, og så må man ellers sejle sin egen sø. Jeg har altid kaldt det learning by fooling, og det kan man lære meget af, men det er også en hård måde at dygtiggøre sig på.”

Anklagemyndigheden har i hele landet en mentorordning for de nye anklagere. Men Midt- og Vestsjællands Politi har bygget et ekstra lag på i form af den systematiske feedback på retsarbejdet.

Tanken bag selve feedbacken er, at der er fokus på den faglige substans, når man fører en retssag. For hvis man bliver dygtig til det, mener Frederik Larsen, at man bedre kan klare alt det andet.

”Der er meget andet end selve sagen, man skal håndtere i en retssag: Tiltalte, pårørende, vidner, dommer og forsvarer. Det er sindssygt svært, når man har et, to eller tre år på bagen – selv med 10 års erfaring. Men hvis man har styr på sin proces og sin substans, har man måske mere overskud til nogle af de andre ting.”

Og én ting er, at der er mange personer i retslokalet, man som anklager skal tage stilling til, men noget andet er ifølge Frederik Larsen mængden af følelser, der er på spil. Det kan være et sårbart vidne, en konfrontatorisk forsvarer eller en dommer, der afbryder.

Selv om det måske ikke lyder af meget med tre feedback-runder på et år, mener Frederik Larsen, at alternativet er langt værre. Naturligvis koster det nogle ressourcer, men dem har man valgt at prioritere, selvom retssystemet er mere end bare lidt presset.

Travlt, travlt, travlt

“De har hjertebanken og koncentrationsbesvær. De vågner om natten med tankemylder. De er grådlabile, og nogle er brudt grædende sammen på kontoret.”

Sådan begyndte en artikel, Djøfbladet bragte i 2021, efter at forskning havde vist, at offentlige anklagere er i fare for at brænde ud pga. deres arbejdsvilkår. Herunder voldsomme sager og en hård tone i retssalen, men ikke mindst på grund af arbejdspres.

Året efter viste rapporten ’Domstole i knæ’ fra Advokatrådet, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 20,6 måneder for almindelige civile sager. Det er et problem, som i august fik justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at afsætte 1,8 milliarder kroner på finansloven til domstolene over de næste fire år med det formål at få ventetiderne ned.

Og det her samlede billede er noget, Maja Blomquist Laurberg genkender. Hun er senioranklager hos Midt- og Vestsjællands Politi, og det er hende, som har siddet bagerst i retslokalet og ageret ’den erfarne’, imens Tanja Sekara førte sagen mod den tiltalte fra Dansebar.

”Der er helt klart et stort arbejdspres og en stor arbejdsbyrde, og vi har nogle meget specifikke måltal. Så oppefra er vi underlagt ret høje krav til vores produktivitet.”

Men hun betragter selve feedback-ordningen som en slags ”investering på trods”.

”I virkeligheden ville vi være mere effektive på papiret, hvis jeg blev hjemme og fik ekspederet en masse sager sammen med mine andre erfarne kollegaer. Men på den lange bane tænker jeg, at vi bliver mere effektive ved at sørge for at lære de yngre kollegaer op.”

Hun oplever det ikke selv som et irritationsmoment at blive hevet væk fra sine andre opgaver, selvom de jo stadig ligger der.

”Det er ikke kun de yngre, der bliver dygtigere. Jeg kan hvert fald sige for mig selv, at jeg også lærer noget af at gå med og se andre måder at gøre tingene på.”

For Frederik Larsen har tanken været, at man fra starten har systematiseret feedbacken så meget, at man på forhånd kan se i sin vagtplan, hvilke dage man skal i retten med henholdsvis en yngre eller ældre kollega. På den måde mener han, at det er nemmere for alle at forholde sig til, uden at det netop bliver et irritationsmoment.

”Der er virkelig travlt alle steder i anklagemyndigheden, og der er sindssygt mange sager. Så det der med at folk spørger fra den ene dag til den anden: ’Vil du ikke gå med i retten?’ – det er der bare ikke nogen, der har tid til. Men hvis vi får sat det i et system, er det faktisk ikke lige så svært,” siger han og tilføjer:

”Og vi har ikke råd til at lade være.”

Med andres liv i hænderne

Frederik Larsen er ikke i tvivl om, at anklagerne såmænd nok skulle finde deres vej, selv uden tiltag som en feedback-ordning hos Midt- og Vestsjællands Politi. Men han mener også, at det er med til at skabe en attraktiv arbejdsplads, når der bliver investeret i de nye anklagere og deres udvikling.

For Frederik Larsen er der noget paradoksalt over, at anklagemyndighedens kerneydelse er at føre straffesager i retten, men at det omvendt også er der, man ingen feedback får.

”Der er selvfølgelig grunduddannelseskurser og mulighed for efteruddannelse, men ikke hvor man dygtiggør sig ved at gå i retten med nogle andre og få feedback på det.”

”Det er så stor en opgave at stå som nyuddannet og dybest set have et andet menneskes liv i hænderne.”

Han oplever også, at netop feedback på retsarbejdet er vigtigt uden for anklagemyndigheden.

”Vi ved, at domstolene efterspørger, at vi investerer tid i vores medarbejdere i forhold til retsarbejdet. Og det er jo klart, at hvis man har en god og velforberedt anklager – og tilsvarende forsvarer og dommer – som ved, hvordan processen skal håndteres, bliver det en smidigere proces for alle,” siger han og fortsætter:

”Uanset om der sker en frifindelse eller domsfældelse, bliver borgernes oplevelse af at møde retssystemet bedre – og det mener jeg er med til at øge tilliden til systemet.”

Kendelsen

”Thi kendes for ret…”

Godt tre timer efter at retssagen startede her i Roskilde, har dommerne på baggrund af vidneudsagn, billeder og videooptagelser fra nattelivet kendt den tiltalte i den grå sweater skyldig i at have begået vold mod dørmanden – og straffet ham med 60 dages ubetinget fængsel og et midlertidigt forbud mod at opholde sig i nattelivet. En straf, der blev udmålt, på baggrund af at tiltalte har tidligere straffe i bagagen.

Ifølge Tanja Sekara, der førte sagen, er det naturligvis en positiv oplevelse, men for hende er der altid noget, der kan gøres bedre. I dag var hun fx lidt frustreret over, at dommeren blandede sig lidt hurtigt i vidneafhøringen.

”Jeg føler nærmest aldrig, at det er helt perfekt. Der er altid plads til at gøre noget lidt andet. Men når jeg går derfra og føler, at retten har fanget mine pointer og argumenter, og de har forstået, hvad vores version af sagen er – og det er blevet behandlet fagligt og rigtigt – så har jeg haft en god dag i retten.”

Hun beskriver, at der ikke er noget mere irriterende ”end at gå fra retten og tænke: ’Jeg skulle have gjort sådan her eller sådan her.’”

Men den frustration skal hun netop i dag ikke bære alene.

Dagens feedback-fokus har bl.a. været på det, Tanja Sekara kalder ”metakommunikationen” i retten. Det kan være at tydeliggøre overgangen fra det ene til det andet ved at forklare ”nu har vi talt om det her, nu gør vi det her, og nu tænker jeg, at vi gør det her.”

Dét er ifølge Tanja Sekara væsentligt. Dels fordi man nemt kan tage for givet, at de andre i salen forstår den plan, man på forhånd har udarbejdet, men også fordi man på en måde skylder de andre i salen, at det ikke bliver for indforstået.

”Vi har et kæmpestort fokus på det i forhold til lægdommerne, fordi de jo ikke er juridiske dommere. Og så synes jeg også, man skylder den tiltalte at være tydelig, når de kan sidde der og være overvældede. Jeg synes, de har krav på at forstå, at ’okay, det er det, der skal ske nu’, så de ikke føler, at det hele foregår over hovedet på dem.”

Og det er bl.a. dét, Tanja Sekara og Maja Blomquist Laurberg nu skal tilbage og evaluere på politistationen i Roskilde.

16.11. er artiklen blevet opdateret med oplysningen om, at Anklagemyndigheden har en mentorordning.