Tarek prøvede at blive en snorlige jurist. Det gik ikke

Der er ikke ret meget ’typisk’ jurist over Tarek Ziad Hussein. Fra han var helt ung, har han taget ordet. Han har været fast debattør på Politiken og har skrevet bogen ’Det sorte skæg’ om at være dansk muslim.

1. juni, lige inden han fyldte 31 år, startede han som direktør for Dansk Flygtningehjælps Ungdom.

Det giver rigtig god mening i dag. Men ligesom mange andre på studiet overvejede han i starten at blive advokat. Det kom ikke til at ske og kommer formentlig heller ikke til det. Men han tog et andet snorlige valg som nyuddannet og blev fuldmægtig i Justitsministeriet.

Også selv om Tarek Ziad Hussein undervejs i studiet fandt ud af, at han nok ikke er helt som de fleste.

”Groft sagt er jurister det mest gennemsigtige folkefærd, du kan opleve. Jo mere de kan gå i ét med tapetet, jo bedre.”

Det er det ikke noget galt i, understreger han. Slet ikke. Han har bare selv svært ved det. Han har prøvet.

”Jeg ville afsøge, om det kunne lade sig gøre for mig. Og i Justitsministeriet fik jeg nok en af de bedste grunduddannelser som jurist og samtidig et indblik i, hvordan det foregår, når jura møder politik. Men jeg fandt også ud af, at jeg ikke skulle være traditionel embedsmand resten af livet.”

Hvorfor?

”Jeg har en kæmpestor respekt for, at vi i Danmark har et neutralt embedsværk – det har vi virkelig. Men det betyder også, at man tager den private kasket af og den professionelle på, når man cykler på arbejdet. Og skifter hatten ud igen, når man cykler hjem.”

”Der er rigtig mange dygtige mennesker i centraladministrationen, der kan finde ud af det. Men jeg fandt ud af, at jeg i det lange løb ikke kunne holde til det.”

Tarek Ziad Hussein har arbejdet frivilligt i mange år og haft en række bestyrelsesposter. Og som studerende havde han bl.a. job hos Institut for Menneskerettigheder. Det var der, han vendte tilbage til som specialkonsulent efter Justitsministeriet.

”Så kom jeg igen til at arbejde med ting, jeg også personligt interesserer mig for og synes er meget vigtige.”

Flade hierarkier

Han blev dog ikke hos Institut for Menneskerettigheder mere end halvandet år. Så dukkede jobbet i Dansk Flygtningehjælps Ungdom op, og Tarek Ziad Hussein søgte på sædvanlig vis – test og samtaler. Han fik jobbet og blev dermed chef for 20 medarbejdere og en hulens masse frivillige.

Det har på mange måder været noget af et skift – i hvert fald i forhold til tiden i Justitsministeriet.

”Når du starter som yngste fuldmægtig, skal den sag, du arbejder på, nok gennem 10 forskellige led. Alle 10 gange får du den tilbage med 70 røde streger, før den til sidst lander på ministerens bord – det er en del af uddannelsen.”

Nu er han i en verden med flade hierarkier – på godt og ondt, som han siger.

”Ikke et ondt ord om NGO-verdenen generelt. Men den professionelle tilgang til arbejdet og de hierarkier, der fx er i centraladministrationen, er der jo af en grund. Det er en måde at sikre, at kvaliteten af det, der bliver leveret, er god.”

Så noget har han taget med sig.

”Jeg går ind for, at der altid skal være en meget klar rollefordeling i enhver organisation og virksomhed, så man altid ved, hvem der har ansvaret for de enkelte opgaver. Vi kan sagtens drøfte, hvad vi hver især synes er løsningen på et givet problem, men at the end of the day skal det være helt tydeligt, hvem der har den. Det er man måske ikke helt vant til i NGO-verdenen.”

Han siger, det er ”skidesjovt – undskyld mit fransk”, og at det også falder ham naturligt at have personaleansvar, selv om han aldrig rigtig har haft det før.

”Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om min egen lederrolle. Bl.a. at den hele tiden vil være i proces. Men jeg har allerede klare tanker om, hvilke værdier jeg vil have som leder og direktør – nemlig gennemsigtighed og åbenhed om både ledelsen og økonomien. Om alle de ting, som ellers normalt kan skabe utryghed for medarbejderne generelt – og især i en organisation som vores.”

Generation Z stiller nye krav

Der er også noget andet, der er kommet lidt bag på Tarek Ziad Hussein.

”Jeg har for alvor mødt generation Z. Her er et langt større fokus på trivsel, psykisk velvære og arbejdsmiljø. Det er et kæmpe paradoks, for som 31-årig er de jo unge af min generation. Men jeg kommer fra nogle arbejdspladser og en kultur, som nok af historiske årsager har været meget konservativ.”

Det er lidt af en aha-oplevelse for Tarek Ziad Hussein.

”Det er på ingen måde negativt. Det er en konstatering af, at her er altså noget, vi som ledere – og jeg personligt – bliver nødt til at tage alvorligt. Ellers får vi pludselig nogle kampe, som vi ikke havde forudset.”

Han har aldrig selv arbejdet så meget, som han gør nu, siger han.

”Men den fleksibilitet og frihed til at prioritere sit arbejde, der følger med et direktørjob, er hver en time værd. Jeg har nogle faste dage, hvor det er mig, der henter børnene klokken tre. Og jeg forsøger også at være meget mentalt til stede i de timer, hvor de er vågne.”

Så indhenter han det forsømte om aftenen.

”Det fungerer fint for både mig og min bedre halvdel. Men min nye rolle har krævet noget tilvænning og en grad af logistisk planlægning, der nærmer sig militærpræcision. Vi planlægger fire, fem, seks måneder frem. Det lyder lidt kedeligt, men det giver også en stor tryghed at vide, hvornår vi kan arbejde, og hvornår vi ikke kan.”

Medarbejderne har registreret, at Tarek Ziad Hussein går tidligt flere gange om ugen, fortæller han.

”De har tilkendegivet, at de synes, det er megafedt, fordi det sender et godt signal. For selv om jeg sjovt nok er den eneste på kontoret, der har børn, er det et signal om, at det er okay at prioritere familie og andre ting.”

Han er flyvende i sit nye job og føler, at han allerede har været der længere end de knap fire måneder i skrivende stund. Og kort før interviewet har han fået en erkendelse.

”Jeg brugte lidt over seks år på at læse jura, og jeg har arbejdet med det i næsten fem år. Nu er det gået op for mig, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer til at arbejde med jura på samme måde igen.”