"Jeg har prøvet at lege Rasmus Modsat mange gange"

Mit værdimæssige udgangspunkt kommer helt klart hjemmefra. Min far voksede op i en fattig familie i Nakskov, så det stod aldrig nogensinde skrevet, at han skulle blive teolog og præst. 

På det tidspunkt lavede kommunen en slags SU-ordning, for at arbejdsklassens børn også skulle kunne få en uddannelse, og det gjorde, at min far fik en studentereksamen og hjælp til en videregående uddannelse. 

Det har givet mig en oplevelse af, at vores samfundsmæssige fællesskab er afgørende for, hvad jeg er blevet i dag. Jeg bygger jo bare oven på det, min far havde lavet. På den måde er jeg født med en sølvske i munden, for når man er af akademiske forældre, er man allerede godt skolet i den verden.

Vi var fandme meget politiske, dengang jeg læste. Vi besatte universitetet og sådan noget. Jeg kan huske, jeg boede i kollektiv på det her tidspunkt, og at vi var to, der havde læst op til eksamen. Men kollektivet var klart i mælet: Vi skulle gå op og deponere vores eksamenstilmeldinger. Det gjorde jeg så.

Det er jo let at lave eksamensboykot for dem, som ikke havde forberedt sig. Men vi andre, der havde knoklet 3.000 sider igennem, havde det måske lidt hårdere. Der lå en skoling i at se de kampe, der var mellem forskellige fraktioner. Det var meget lærerigt.

Jeg kan godt blive ked af det på de nye generationers vegne, fordi de er så stramt styrede, som de er. De er drevet af nogle disciplinerende mekanismer, som gør, at de skal levere det og det og det, mere end de er drevet af lysten til at få mere viden.

Der havde vi bedre tid til at lære at lade os styre af lysten, og det var jo et privilegium at få lov til. Vi havde jo heller ikke nogen gennemførelsesreform. Altså, jeg læste i syv år. Jeg var sgu da aldrig blevet til noget, hvis jeg skulle have læst på fem år.

Den større frihed og flere år på SU gjorde også, at der var nogen, der aldrig blev færdige. Flere, der faldt igennem og fik langtidsskader af al den sjove tobak, de røg, så man skal heller ikke glorificere den tid.

Da jeg skulle ud på arbejdsmarkedet, kom det der med karriereplaner frem, og jeg tænkte, at det var noget forfærdeligt lort.

Jeg vidste, at man skulle have et godt svar. Jeg sagde altid, at ’jeg betragter min karriereplan mere som et oliemaleri, hvor nogle gange maler man i det højre hjørne, nogle gange midt på, og andre gange maler man nede. Det vigtige er, at det ikke skal være færdigt, før det er færdigt.’ Det lød jo pissegodt, men realiteten var også, at jeg simpelthen ikke kunne se mig selv i sådan en lige bane.

Da jeg blev ansat i Indenrigsministeriet i ’82, introducerede min kontorchef mig for alle de andre på kontoret. Jeg var den første scient.pol., der skulle ansættes i et kommunekontor. Han sagde: ’Det her er jo så Knud, han har det udvidede brevkursus fra jungle-universitetet.' Han var selv jurist, og ovre i det kommunale økonomiske kontor sad polit’er, men ingen scient.pol.’er.

Vi var sådan en mærkelig blandingsvare dengang. Vi havde offentlig ret, grundlæggende nationaløkonomi og en helvedes masse statistik. En underlig hybrid uden at have vores egen faglighed.

Tidligt i min karriere var jeg ikke særlig opmærksom på det værdimæssige, der sidder dybt i mig. Altså at være noget for andre er vigtigere end at være noget for dig selv. 

Jeg var led og ked af at være en dygtig sælger i Kommunedata. Det sagde mig ikke en skid, at vi fik nogle store ordrer hjem. Simpelthen hverken glæde eller tilfredsstillelse. Og der har jeg oplevet, at fra jeg blev forvaltningschef, har det været afgørende for mig at kunne trykke bare en lille smule mere i en bestemt retning.

Hvis man skal være på det sociale område og forstå kompleksiteten, kræver det, at man har beskæftiget sig med det i nogle år. Og fordi der er hurtig rotation, er der rigtig mange, der ikke når at få den viden.

Det gjorde det svært at trænge igennem med solide, socialfaglige argumenter fra styrelsens side. Det var det, jeg sagde, da jeg gik fra Socialstyrelsen: Slotsholmen – og nu generaliserer jeg – har simpelthen ikke faglighed nok til at styre det, de gør.

Ingen af dem, der sidder i Socialministeriet, har prøvet at være på en institution. Besøg en institution for infantilautister, og så vil man helt pr. automatik have en respekt for kompleksiteten i de ting, man skal gøre. Men man vil også have den viden, der skal til, for at kompleksiteten ikke løber af med én.

I dag skal vi jo bare sige, at noget er komplekst, så kan vi ikke finde ud af det. Det er den konkrete viden, der gør, at man kan se igennem noget komplekst og finde løsninger. Nogle gange er løsningerne enklere, end vi tror.

Jeg har været god til at se den forenklede vej uden at overforenkle tingene. Det kræver, at man lytter til dem, som arbejder med det til daglig.

Jeg har prøvet at lege Rasmus Modsat mange gange, men jeg har også været en del af systemet. Jeg har også gennemført besparelser, som jeg dybest set syntes var trælse. 

Du kan ikke gennemgå et ledelsesliv i mange år uden at lave fejl. Altså, det kan man ikke. Og så vil jeg hellere sige: ‘Det er fandeme irriterende,’ end jeg vil sidde og pakke forklaringerne ind.

På et tidspunkt i Randers skulle vi ligesom mange andre steder spare ved at lave udbud på vores kørsler. Frem for at have en pedel, der også var chauffør på institutionerne, blev resultatet, at man lavede samkørsel.

Så satte man en ung indadvendt sammen med en udadreagerende i samme bil. Når de kom frem til deres respektive institutioner, var de fuldstændig ødelagte. Det resulterede så i, at man satte én, som var infantilautist, forrest i bussen, hvor han en dag skabte en stor skandale ved at rive i chaufførens rat.

Det er sådan noget, man gør i besparelsens navn uden at have den faglighed, som skal sikre, at det hænger sammen og er rettet mod konkrete individuelle personer.

Den type fejl har vi lavet rigtig mange af i de sidste år af min karriere. Derfor har jeg fra starten været meget modstander af New Public Management. Man kan ikke skære ned, uden at det har konsekvenser. Man kan ikke det samme med færre ressourcer. Det er noget sludder, vi har sagt i den offentlige sektor i mange år. At skulle ’køre længere på literen’, eller hvad det er for nogle udtryk, der bliver brugt. 

Jeg er selv blevet kaldt en kompetent barbar engang. Jeg skulle aflevere et regnskabsnotat til socialudvalget, og jeg havde ikke skrevet det selv eller læst det ordentligt igennem.

Det handlede om, at man var blevet bedre til at hjerteoperere folk med Downs de sidste 30 år, så de nu kunne blive meget ældre.

I et budgetopfølgende notat stod der, at mortalitetsraten ikke havde været som forudsat på budgetteringstidspunktet. Altså på jævnt dansk: Der er ikke så mange døde, som vi havde regnet med, da vi lavede budget. Og alle, der lægger budget på handicapområdet eller på ældreområdet, regner i moralitetsgrader. Man må bare ikke skrive det.

Det røg jo ud i avisen, at det grænsede til at være kompetent barbar, når man begynder at bruge sådan nogle formuleringer. Det tog jeg ansvaret for og sagde undskyld.

Alle systemer har brug for, at der står nogen ude i siden og spørger: ’Er det nu rigtigt?’ Vi har simpelthen brug for Rasmus Modsat’er, for hvis man strømliner apparaterne på den samme måde, får man en masse kloner. 

Der er for meget Rip, Rap og Rup i centraladministrationen og efterhånden i de store kommuner. Og hvis man omgiver sig med Rip, Rap og Rup’er, kommer der aldrig den modsigelse, som får lederen til at tænke: ’Okay, det kan også gøres anderledes.’

En af de bedste ledelsesbøger, jeg har læst, faldt jeg lidt tilfældigt over. Bogen hedder ’Følg mig’ og er skrevet af Kim Kristensen, der i dag er hofmarskal og har været oberst og udstationeret i krig, En af hans pointer er, at du ikke kan være leder uden også at lede. Uden at det er dig, der går forrest og tager ansvaret.

Jeg følte, at endelig var der én, der sagde det højt.

Hvis du interviewer mine børn, vil de sige, at jeg har arbejdet for meget. De ting, man ikke har gjort i forhold til sine børn, har omkostninger. Så kan man prøve at hente det efterfølgende, når man får børnebørn, men jeg har da været en af de mænd, der har arbejdet meget.

Når man arbejder meget, er det også noget med, at man som person har tilsidesat den evne til at sidde helt stille og roligt og kigge på naturen. Det kan jeg da godt mærke i dag, at det kunne jeg måske have fået mere ud af.

Jeg havde en depression i 2021 for første gang i mit liv, og der måtte jeg jo lære at koble af. Det, jeg fik mest ud af, var at gå. Bare gå uden at have noget i ørerne. På den måde kan man sige, at man skal passe på, hvis alt altid har et formål.

I vores gamle sommerhus på Mols er der, hvor vi begyndte at lære det. Hvor vi har kunnet sidde og se, når der var flyvetræning for svaleungerne. Vi så, de fløj mellem stammerne op og ned. Det kunne vi godt sidde og kigge på i en time. Det var fascinerende og en god ting. 

Jeg kan godt blive nostalgisk, når jeg pludselig hører et gammelt Rolling Stones-nummer. “Let’s drink to the hardworking people!”

Jeg er nok ikke så cool, som jeg gerne vil være. Jeg kan ikke tåle at se film eller andet, der handler om at se tilbage. Men samtidig prøver jeg at lade være med at blive hængende i det fortidige og leve efter salmen: 

”Har hånden du lagt på herrens plov,
da se dig ej tilbage.
Tilbage vender livet ej,
tilbagegang er dødens vej,
om hastværk fald dig bragt,
så lær kun at gå sagte”

Stolt er et forkert ord, men jeg er dybt taknemmelig for, at vi har formået at skabe en ny familie, efter at jeg mistede min første kone og Dorte sin mand. Det er en af de ting, jeg tænker meget på, at vi har gjort nogenlunde godt. Vores børn hænger sammen, selvom de ikke er biologiske søskende, og vi er deres bedsteforældre, uanset om det er biologi eller ej. Det er jeg glad for.