Masser af succes

Jesper begyndte sin millionforretning i et festivaltelt

Foto af Jesper Theil Thomsen siddende på en Soundboks foran en farverig baggrund

12.10.2023

af

Jesper Theil Thomsen var gymnasieelev, da hans højtaler-byggerier gik fra at være en højlydt hobby til at blive fundamentet for virksomheden Soundboks. Men succesen er ikke kommet uden en pris, og han mener, at vi generelt har en tendens til at hylde både ledere og iværksættervejen alt for meget.

Du har formodentlig taget stilling til den. Den sorte buldrende kasse, som i de varme måneder så let som ingenting bliver slæbt rundt i byparker og festivaldanmark.

Vi taler om Soundboksen. Højtaleren, der med sit ’Danglish’-klingende navn har skabt et før og et efter i forhold til, hvordan man tænker musik og fest – nogle vil sige støj – på gader og stræder.

Men denne lydbombe i bybilledet blev langt hen ad vejen skabt ved en tilfældighed, da Jesper Theil Thomsen trådte gymnasiegangene i 3.G. Den tilfældighed gjorde, at han gik en klodset gang direkte fra gymnasiet til at have lederansvar – uden meget anden erhvervserfaring end det, han havde samlet sammen i SuperBest, fortæller han til Djøfs podcast ’Masser af succes’.

Jesper Theil Thomsen er i dag 28 år. Han er CEO og medstifter af højtalervirksomheden Soundboks, der er til stede i flere lande verden over og sidste år omsatte for 344 millioner kroner. Derudover er han medstifter af organisationen SAGA, der arbejder for at engagere og gøre plads til ungdommen i den demokratiske debat.

Men denne autodidakte iværksættervej, som Jesper Theil Thomsen har valgt, mener han ikke bør romantiseres, selv om han oplever, at det somme tider sker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Skat i et festivaltelt

Det startede med en fyr, der hedder Johnny.

Han lavede YouTube-videoer, hvor han viste, hvordan man på simpel vis kunne samle en højtaler af forskellige dele, og de videoer sad Jesper Theil Thomsen og så på i 9. klasse.

Han var 16 år gammel på det her tidspunkt, og årets 2011-udgave af Roskilde Festival lå og lurede lige om hjørnet, og i den anledning ville han gerne samle noget rumlende isenkram. Det var den første højtaler, der blev skabt imellem hænderne på Jesper Theil Thomsen. Johnny fra videoerne er for øvrigt i dag ansat i Soundboks.

I gymnasieårene intensiverede Jesper Theil Thomsen højttaler-byggerierne. Omdrejningspunktet skulle vise sig altid at være netop festivalen i Roskilde, og da nogle veninder havde spurgt ham, om han havde lyst til at bygge en højtaler til dem, tænkte han, at han lige så vel kunne smide annoncer op på DBA i samme anledning i håbet om at supplere en SU med lidt ekstra, hvis der skulle være interesse for hans højttalere.

Og det var der. På trods af produktet grundlæggende var nogle træplader, elektronik og et bilbatteri.

Rygtet spredte sig, at Jesper Theil Thomsen – sammen med sine to venner – ville sælge nogle af højtalerne på selve Roskilde Festival. Og da de møder op en søndag morgen kl. 10, viser det sig, at der ligger 70 mennesker i kø for at købe, hvad der nu lader til at være blevet deres produkt.

”Det var nok dér, det virkelig gik op for os, at der var mere end sommerhobby-virksomhed i det her.”

Det næste bliver produktion på et lager i Hørsholm, hvor de tre venner får hevet andre ind for at hjælpe med at bygge. Alt fra Facebook-venner, perifere bekendtskaber fra gymnasiet og folk fra jobcentre. Og uden at have særlig meget hånd om, hvordan man egentlig driver en forretning. Ansætter. Laver kontrakter. Indberetter til SKAT.

”Det vidste jeg ikke. Jeg sad og udbetalte løn til de her folk på Roskilde Festival, og jeg havde regnet skatten forkert, så jeg kom til at udbetale for mange penge til dem. Der var ingen af dem, der var på kontrakt – jeg skal ikke påstå, at jeg vidste, hvordan man ansatte mennesker. Det var meget sådan noget, ’du får 120 kr. for at arbejde om dagen og 140 kr. om natten ’.”

”Da jeg skulle udbetale løn til dem, havde jeg ikke fundet ud af, hvordan man indberettede det til SKAT, så der var det noget med, at jeg regnede med cirka 40% i skat, så sad jeg i teltet og udbetalte 60% til deres private konto og tænkte, at så fikser jeg det med skatten senere.”

Det var ifølge Jesper Theil Thomsen en tid med fejl, sjusk og bump på vejen. Men det var også start-up-år, som ikke havde plads til andet.

Foto: Mads Teglers

Fravær og ledelse

”Det gør ikke noget godt ved dit mentale helbred, ikke noget godt ved de andre relationer i dit liv og i virkeligheden ikke noget godt for forretningen.”

Det, Jesper Theil Thomsen snakker om, er tempoet, som han og de andre i Soundboks forsøgte at opretholde i starten af deres ’virksomhedseventyr’. Dér, hvor det vigtigste er at levere den type kundeservice, hvis en kunde havde problemer med deres højtaler på Vig-festival, så kørte de til Vig uden at blinke.

”Der var jo nærmest ikke noget andet liv end Soundboks de første fire år. Jeg havde nogle venner fra gymnasiet, som var mine bedste venner dengang og i dag, men som jeg ikke så i tre år. Jeg var ikke supermeget til stede i min familie og heller ikke den bedste kæreste dengang.”

For netop dengang var det nødvendigt for Jesper Theil Thomsen at bruge sin tid på at for så den rolle, han pludselig havde fået over for de mennesker, han havde under sig. For han var blevet leder. Han havde 40 ansatte under sig, da han var 23 år gammel og boede i sine forældres kælder.

Forældrenes hjem var også rammen om, hvad Jesper Theil Thomsen beskriver som en venstreorienteret og social bevidst opvækst. Så han havde også tanker om, at man som leder skal være bevidst om sit ansvar over for sine ansatte før forretningen i sig selv.

”Jeg er i virkeligheden ret meget imod den ’fetichering’ af ledere og iværksættere, vi har i Danmark. Der er kraftedeme mere brug for nogle virkelig gode ingeniører, hvis vi skal ændre verden, end dygtige ledere og iværksættere. Der er ikke særlig meget værdi, der er blevet skabt til et ledelsesmøde eller et bestyrelsesmøde. Det er der derimod ’ude på gulvet’ for at bruge et generisk udtryk.”

ANNONCE

Lykken er pizza i Netto

Når Jesper Theil Thomsen kigger mod sit håndled, hænger der et armbånd, hans fireårige niece har lavet til ham. Sådan et med forskellige pangfarvede perler på en elastik.

For ham er det en påmindelse om, at der er noget, der er vigtigere end forretningen. Hvis han kigger på armbåndet og tænker, at det er for længe siden, han sidst har set sin niece, ved han, at der er en slags ubalance i måden, han lever på. Så er han i gang med at prioritere forkert.

Og han ønsker ikke at være den type iværksætter, som aldrig finder tid til sin familie – eller dén, han selv ønsker at stifte en dag.

”I sidste ende kan der nemlig være nok så meget kaos på arbejde og nok så mange vigtige ting at tage fat i, men det bedste minde, jeg har fra den seneste uge, er at gå i Netto med min niece, fordi vi skulle lave pizza, så hvor vigtigt er alt det andet lige i forhold til det?”

Og modsat iværksættere og ledere er dét i virkeligheden nok noget, man godt må romantisere.

Du kan lytte til hele samtalen med Jesper Theil Thomsen i podcasten 'Masser af succes' her.

Kommentarer

Marrin
6 mdr. siden
Det hed SKAT (ikke Skat) og har ikke eksisteret i fem år.