Anne-Sofie bygger demokrati på 83 øer i Stillehavet

Vanuatu. Landet er præcis så eksotisk og fremmed, som det lyder. 83 små øer af vulkansk oprindelse, som ligger omgivet af turkisblåt vand midt i Stillehavet i Oceanien. Det er her – 15.074 km fra Danmark – vi finder Anne-Sofie Holm Gerhard, der er på en helt særlig mission.

Selv om de billedskønne omgivelser og det tropiske klima mest indbyder til afslapning, er virkeligheden en anden for hende.

“Her har været skrækkeligt travlt med snap elections, motion of no confidence, reshuffles i parlamentet, cykloner og cyber-attacks,” skriver hun i en af sine første beskeder til Djøfbladet. Sammen med sine kolleger arbejder hun på at registrere ørigets stammefolk, så de kan styrke deres demokrati.

Demokrati og udbredelsen heraf har været en grundpille gennem hele Anne-Sofies karriere, og det har bragt hende til fjerne lande, hvor kaos, konflikter og krig har raseret. Men hvor det kan slå flugtinstinktet til hos de fleste, har hun sat kursen direkte mod urolighederne.

Smukt og korrupt

Klokken er ca. 17.30, og Anne-Sofie sidder i sin bil på vej hjem.

“Jeg har dig lige med i mine høretelefoner, for jeg sidder i en bil, og der er fyldt på bagsædet. Det giver et meget godt billede af det her halvkaotiske, fantastiske liv,” griner hun.

I sin grå Nissan Navarro-pickup bevæger hun sig hjemmevant gennem Vanuatus gader. Her er ingen lyskurve, der dikterer, hvornår du må køre. Det eneste, der kan sænke hastigheden, er et skarpt sving eller hullerne i vejen, som kan tage pusten fra én.

Ligesom vejene har arbejdet også budt på uendelige bump.

“Det her utroligt smukke, lille ørige er jo i virkeligheden utroligt korrupt og kompliceret. Der er alle de demokratisk valgte repræsentanter i samfundet, og så er der hele høvdingekulturen – de formelle og de uformelle strukturer, og virkelig stærkt drevet customs and cultures, som varierer øerne imellem,” forklarer hun.

Det hænder, at der sniger sig et par engelske ord ind, når Anne-Sofie fortæller. Hun har rejst og arbejdet det meste af sit liv i udlandet.

Den oprindelige opgave på Vanuatu var at få ryddet op i valgregistret, der efterhånden var vokset ud af proportioner. Der var mange flere personer, der kunne stemme, end der var befolkning i landet.

“Vi skulle finde en måde at få linket én person til én identitet – og kun én identitet. Vi begyndte at udstede nationale ID-numre til indbyggerne, der skal følge dem fra fødsel til grav – helt ligesom vores CPR-numre,” siger hun. Nu har projektet forgrenet sig i alverdens uventede retninger.

Blodige hænder

Anne-Sofie Holm Gerhard har ikke nøjagtigt tal på, hvor mange lande hun har arbejdet i. Det er blevet til mere end 20 lande i Afrika, og i Asien har det været Myanmar, Bhutan, Nepal, Laos og Pakistan. Derudover har hun været i både Irak, Iran, Afghanistan og Palæstina – nogle af de 'hyggelige brændpunkter', som hun ironisk kalder det. Siden har Anne-Sofie stiftet familie, hvilket har ført hende væk fra brændpunkterne og ledt hende mod nye eventyr, hun kan dele med familien.

Når det er sagt, trives Anne-Sofie bedst der, hvor der er lidt 'ild i gardinerne'. Enten fordi et land står uden regering, er midt i en civilkonflikt og skal have en ny form for regering eller en overgangsregering – og så er der dét med skurkene.

“Der er nogle gange ødelæggende kræfter for udviklingen af landet, som man ikke helt kan undgå, så de er nødt til at være en del af løsningen, hvis man skal finde en fredelig løsning. Det kan være ligesom med Taliban. Da vi startede tilbage i 2004, der var det meget enten...”

Hun afbryder sig selv.

“Nu er der lige nogle, der hopper ud af min bil med en masse kartofler fra markedet,” siger hun grinende, inden hun vender tilbage til historien om Taliban, og hvad der driver hende ud i alverdens afkroge af kloden.

“Altså, du vil gerne starte på at demokratisere landet og starte en ny overgangsregering, men det kan du ikke. Der er stadig en masse ødelæggende kræfter i samfundet, som du er nødt til at have med indover. Og mange af dem har blodige hænder. Fx tidligere krigsherrer, der bare tager noget andet tøj på, og så er de politikere. Så hvordan omgås du det faktum?”

Hun har ikke et endegyldigt svar, men hun har efterhånden metoder til at navigere i kaosset. Ellers kan det ende galt.

Fra speciale til Islamabad

Der dumper ofte beskeder ind i Anne-Sofies indbakke fra studerende, der gerne vil gøre hende kunsten efter. Så hvordan kommer man fra Søllerød i Nordsjælland, hvor Anne-Sofie er vokset op, til Vanuatu?

Allerede i gymnasiet var hun draget af eventyr i mere ukendte dele af verden. Sammen med sin bror drømte hun om at krydse Sibirien og nå til Ulan Bator i Mongoliet med den transsibiriske jernbane, hvorfra de ville fortsætte på hesteryg gennem Kina.

“Dengang i 3.g. troede jeg, at jeg skulle læse antropologi. Jeg ville lave et projekt på Salomonøerne om de her små, meget blåsorte Kakamora-folk, som siges at bo i grotter på øen Makira.”

Af en eller anden grund blev det ikke til antropologi efter gymnasiet, men udviklingsstudier i England. Hendes interesse blev fanget af demokratiseringsprocesser og opbygning af unge stater – og specielt brugen af valg som et konfliktløsningsredskab, og hvad der skulle til for at komme ud af den strid, som konfliktlande ofte blindt cirkulerer om.

“Et valg fører måske til nogle nye valg, som når nogle kandidater ikke vil anerkende, at de har tabt, og så er der en ny konflikt, der spirer ud af det. Jeg endte med at skrive hovedopgave om politiske partier, timing af valg, og hvad der skal til for at skabe et fredeligt valg,” fortæller hun.

Under opgaveskrivningen var hun i kontakt med både FN i Afrika og den amerikanske valgorganisation IFES. Og da hovedopgaven blev indleveret, blev hun spurgt, om hun ikke ville til Pakistan og arbejde på et projekt.

Cirka en uge efter opkaldet sad hun på et fly mod Islamabad, og lige siden er hun rykket fra land til land. I dag er hun en del af et fast hold i UNDP, FN’s udviklingsprogram, med speciale i regering, demokratisering og den tekniske del af valgprocesser.

Et nyt digitalt hjerte

Da Anne-Sofie fortæller om sit arbejde, får hun på et tidspunkt sagt: ”Der, hvor jeg er nu, er overhovedet ikke et brændpunkt, men et rigtig spændende udviklingsprojekt. På den lille skala, ikke?” Husk den beskrivelse.

Anne-Sofie og hendes team har arbejdet på at implementere ID-numre, som skal følge befolkningen fra fødsel til grav. Med identificeringen af folk er der opstået et gigantisk datasæt, som myndighederne ikke har haft adgang til tidligere.

”Da vi fandt ud af, at Vanuatu overhovedet ikke havde lovgivning om databeskyttelse eller skadeligt indhold, røg vi ind i dét. Samtidig var der nogle meget gamle valglovgivninger fra før uafhængigheden af Vanuatu, så vi skulle også have valgreformer i gang,” fortæller hun.

Ud over at sikre befolkningen både sociale og politiske rettigheder vil de nye data også få betydning for eksempelvis befolkningens sundhed. Sundhedsministeriet har lige vedtaget at bruge de nationale ID-numre som unik patient-identifikation. Det betyder, at der for første gang kan opbygges patienthistorik, hvilket vil forbedre muligheden for at stille den rette diagnose og få den optimale behandling. Samtidig kan ministeriet fx føre målrettede kampagner om, hvad der er godt eller skidt at spise, hvis man er diabetiker, som er et kæmpe problem i øriget.

”Vanuatu har fået et nyt digitalt hjerte, og så længe de selv forstår omfanget af alle de data, de har, er jeg virkelig glad for det fodaftryk, jeg efterlader.”

En hårfin balance

Når Anne-Sofie skal begynde i et nyt job, er det altid spændende, hvordan der bliver taget imod det faktum, at hun er en kvinde. For mens vi bl.a. kæmper for ligeløn i Danmark, kæmper Anne-Sofie for at blive anerkendt.

I Afghanistan sad hun med håret bundet ind i tørklæde, mens tolken oversatte valgkommissærernes ord.

”Jeg vidste udmærket godt, at de talte engelsk – faktisk var én af dem tidligere engelsklærer – men jeg spillede med på komedien, indtil de var klar. Det var først den dag, hvor de virkelig havde brug for mig, og der ikke var en tolk til stede, at de talte til mig.”

Det gælder om ikke at sætte tingene på spidsen og kræve, at folk anerkender hende. I danske ører kan det lyde absurd, men Anne-Sofie har det sådan, at så længe hun ikke bliver forhindret i sit arbejde, vil hun ikke skubbe på med en skarp agenda.

Når det er sagt, er hendes mål at skabe forandring. Vanuatu har en stærk høvdingekultur, hvor de vidende i samfundet har været ældre mænd. Hverken kvinder eller ungdommen har haft meget at sige, men det vil Anne-Sofie gerne være med til at lave om på.

”Vi har specielt arbejdet meget med ungdommen. Vi vil gerne give den nye generation en kritisk tankegang, lære dem om menneskerettigheder og demokrati, hvad det betyder for dem, hvorfor deres stemme er vigtig, og hvordan man er en stemme i parlamentet.”

Det gælder dog om ikke at presse for meget på. Der er altid nogle kulturelle og politiske barrierer, og nogle gange forstår hun og kollegerne ikke det fulde spil. Derfor er det særligt vigtigt, at de hele tiden læser landskabet, for ellers kan de pludselig blive smidt ud som persona non grata.

”Man kan hurtigt blive en del af nogens agenda, enten regeringens eller oppositionens, og man er hele tiden nødt til at være enormt klar på, at man forholder sig upolitisk og upartisk for at blive accepteret af alle.”

Det kan være svært at træde tilbage og sige stop, når man har brugt mange dage, uger, måneder og år på specifikke reformer eller aktiviteter, og nogen så pludselig stiller sig i vejen. Alt inde i Anne-Sofie har lyst til at se, om hun kan flytte vedkommende. Bare én centimeter. Men hun lægger bånd på sig selv.

”Det kan få konsekvenser. Det kan gøre, at der bliver sat spørgsmålstegn ved éns hensigter, og det bliver skadeligt for éns eget og organisationens omdømme.”

Et jordskælv om ugen

Der er noget mere fredsommeligt på Vanuatu end i de andre lande, Anne-Sofie har arbejdet i. Man skal dog ikke kimse ad de kræfter, der er på spil i øriget.

En følelse af, at huset ruller af sted. Husets fundament udsender knirkende og knagende toner, der ledsages af lyden af, at alt står og klaprer i skabene. Bare et øjeblik.

”Jeg har min mor på besøg. Hun er kommet fra Danmark i sidste uge. Hun har allerede oplevet to små jordskælv denne uge."

Vanuatu ligger nemlig på The Ring of Fire, der er en geologisk formation i Stillehavet, hvor størstedelen af jordens vulkanudbrud og jordskælv finder sted.

”I gennemsnit er der et jordskælv om ugen, og der er cykloner med jævne mellemrum,” forklarer hun. Jordens pludselige rystelser er derfor ikke noget, der skræmmer Anne-Sofie og hendes familie på samme måde længere.

”Det er jo ikke, fordi børnene kan lide hverken jordskælv eller cykloner, men de kan navigere i det. De ved, hvordan de skal forberede sig, hvordan de skal håndtere angst og afkode de forskellige faresignaler.”

Anne-Sofies mand og deres to børn har rejst med hende de seneste år. Børnene går på en international skole, og de har taget ø-livet til sig og render barfodet rundt overalt. Hendes mand har haft to kortvarige job, og nu forsøger han sig med et mikrobryggeri med lokale råvarer.

20 laptops på havbunden

Der har været både kaos og krig i Anne-Sofies liv, og det er fristende at skrue ned for dem begge. Sidde i Danmark og være tættere på familie og venner og give børnene mulighed for en tur i Legoland og en uddannelse på lidt højere niveau. Men Anne-Sofies job fungerer ikke fra distancen.

”Det har en stor betydning, at man er her til at rådgive og støtte dem i nogle hurtige beslutninger, når det hele brænder lidt på. At man sidder med ved bordet og ser folk i øjnene, når de diskuterer, og giver tryghed,” siger hun.

Én ting er tilliden, en anden er lokalkendskabet, som kan sikre de løsninger, som hun og teamet forsøger at implementere. Sidder man på den anden side af kloden, er det let at glemme, at luftfugtigheden nogle gange er så høj, at papiret med vælgerlister smuldrer, før de skal bruges. Eller at blækket, som befolkningen dypper fingeren i til en valgdag, skal indeholde mere sølvnitrat og farve for at holde, indtil optællingen er færdiggjort.

”Sådan nogle ting kan man umuligt forberede, medmindre du er der og har set det udspille sig. Altså, det er jo det mest absurde, ikke," siger hun og fortæller om et problem med transport: Vanuatu har nogle få færger, der oftest er pakket med for mange mennesker og for meget last. Når færgerne går ned – det gør de indimellem – drukner stort set alle. Lokalbefolkningen er ikke gode svømmere, havstrømmene er stærke, og redningsvestene er få. Så sejladsen mellem øerne foregår oftest i små motordrevne ’bananbåde’.

”Sidst vi skulle have sendt materialer ud, havde vi et team, der skulle ud at registrere folk på en af øerne. Stillehavet er uforudsigeligt, og pludselig kom der store bølger, og båden kæntrede. 20 af vores laptops røg i havet, og så var de og valgboksen væk.”

Der skete ikke noget med teamet. Til gengæld lærte de, at det hele skulle have været i vandtætte kasser med flydeelementer, så tingene blev holdt oven vande.

Plante frø

”Hej mor! Jeg er lige på telefonen. Jeg kommer ind lige om et øjeblik,” siger Anne-Sofie, der er steget ud af sin pickup. Kollegerne er blevet sat af, og nu er hun nået ind ad sin egen gate til det hus, der har været familiens hjem de seneste år.

Hjem er efterhånden mange steder. Huset i Danmark er solgt for længst – dog har det lille, flade land en særlig plads.

”Det her projekt slutter i juni 2024, men de har allerede bedt om, at vi forlænger det med fire år mere. Men nu må vi se, hvor meget jeg holder til. Jeg vil gerne hjem og synes, børnene trænger til en tid i Danmark.”

For det er hårdt og kontinuerligt arbejde at opbygge et demokrati.  I Anne-Sofies tid er det lykkedes Vanuatu at få en kvinde ind i parlamentet for første gang i 14 år. Én ud af de 52 medlemmer af parlamentet. I to år har Anne-Sofie også arbejdet på, at der skal reserveres sæder til kvinder i parlamentet – men sådan blev det ikke.

”Det er mega-skuffende, men det må jeg lade dem bestemme. Tiden er nok ikke moden endnu, og så er det bare op på hesten igen. Nu er der plantet nogle frø og nogle kritiske stemmer.”