#årgang2025 er i gang med den allerstørste opgave

I vinteren 2022 havde Bodil Keller Skousen egentlig lagt Bruxelles-drømmen på hylden og tænkt, at hun skulle fokusere på livet i København.

Hun havde også mødt sin mand, og selv om hun i mange år havde rettet sin karriere mod EU-stoffet, var hun også nødt til at tage hensyn til ham, følte hun.

Der var bare lige det, at hendes ministerium havde slået en stilling op som specialattaché på repræsentationen i Bruxelles, hvor man tilmed skulle være der under det danske EU-formandskab i 2025.

”Det lyder meget nørdet, men for mig ville det være en teenagedrøm, der gik i opfyldelse. Og det vidste min mand godt,” siger Bodil.

Til hendes overraskelse var hendes mand med på den: 'Det gør du bare. Og så finder vi ud af det,' sagde han.

Men når noget virker ligetil, er det sjældent så ligetil alligevel, og der opstod pludselig en lille udfordring. Om end en positiv én af slagsen.

”Samme uge som jeg søger, finder vi så ud af, at vi venter vores søn. Og så var alt jo lidt up in the air igen,” smiler hun.

Stillingen var fra september 2022, men der skulle hun føde.

Da Clara Cilius Rødgaard så opslaget, satte det tanker i gang. Hun ville ganske vist kun være to år inde i sin første udsendelse, når stillingen begyndte. Men EU-samarbejdet var en af grundene til, at hun havde søgt ind i Udenrigsministeriet.

Og så kunne man ikke komme uden om, at det her var en mulighed for at være med i Bruxelles under et formandskab. Der er 27 EU-lande, der skiftes til at sidde for bordenden, så muligheden opstår kun cirka hvert 13. år. Det var en unik og lærerig mulighed, tænkte Clara.

Hun søgte derfor stillingen på EU-repræsentationen i det institutionelle team og som kommende formand for arbejdsgruppen for institutionelle spørgsmål.

Clara er i forvejen diplomat i udenrigstjenesten og havde set opslaget på et af ministeriets årlige ’udeopslag’.

Selv om opholdet i Wien blev to år kortere end de fire år, en udsendelse normalt varer, ville hun kunne trække på sine erfaringer i Bruxelles, hvis hun fik stillingen.

Udvekslingsopholdet i USA inden gymnasiet havde i første omgang tilfredsstillet André Christensens udlængsel, så han havde faktisk ikke behov for at tage nogle af sine statskundskabspoint på et universitet i udlandet.

Men han savnede at omsætte det teoretiske studie til praksis, så han endte med at søge en praktikstilling på den danske EU-repræsentation.

”Jeg havde egentlig ansøgt om at arbejde for Finansministeriet med budgetpolitik. Jeg blev så ringet op fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, som spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at være praktikant for dem.”

Så når vi rammer efteråret i 2025, og André skal være formand i en arbejdsgruppe under Konkurrenceevnerådet, er det ikke hans første EU-formandskab. Hans praktiktid strakte sig nemlig over et års tid før, under og efter EU-formandskabet i 2012.

”Vi havde en relativt stor rolle som praktikanter. Selvfølgelig følger man den attaché, man nu arbejder for, men der er simpelthen så meget at lave under et formandskab, at der er brug for alle mand på dæk. Jeg havde et rigtig godt år og udviklede mig både personligt og fagligt.”

Et par år senere sad André som fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen. Han havde været igennem et sygdomsforløb, der fik ham til at tænke over, hvad han ville bruge sin tilværelse på.

Samtidig havde han lige slået op med en kæreste, og der var ikke noget, der holdt ham i København.

”Man tænker over: ’Hvad skal mine prioriteter være?’ Og der endte jeg på: ’Ved du hvad? Bruxelles passer mig virkelig godt.’ Og så blev det planen at komme tilbage.”

Jobbet som specialattaché i Bruxelles ville for Bodil Keller Skousen være kulminationen på årelange bestræbelser.

Hun gik på en europæisk orienteret efterskole, da en række østeuropæiske lande blev optaget i EU i 2004. Hun læste europæiske studier og tysk på CBS. Hun var på Erasmus-udveksling i Köln. Her tog hun også sin kandidatuddannelse i kombination med europæiske studier på det EU-orienterede universitet i Maastricht.

Efter uddannelsen blev Bodil praktikant i Europa-Kommissionens generaldirektorat for klima, mens der var COP15 i Paris. Det var der, klimadagsordenen virkelig fik fat i korridorerne i Bruxelles, husker hun.

Hun blev i Bruxelles og fik et job i en konsulentvirksomhed, der arbejdede for Europa-Kommissionen.

”Jeg kunne fornemme, hvor høj konkurrencen var om de her job i Bruxelles, og hvor kvalificerede alle folk var. Dernede tager man jo praktik i halve og hele år med dårlig løn og håber så på en fastansættelse.”

I 2018 blev en gruppe danske embedsfolk tilbudt, at de kunne få fri to dage om ugen til at studere til optagelsesprøven til EU’s institutioner og samtidig være ansat på almindelige fuldmægtigvilkår. Klima- og Energiministeriet slog to sådanne stillinger op, og Bodil fik den ene.

Forberedelsestid udsteder dog ingen garantier, og Bodil kom ikke igennem nåleøjet. Men hun fik byttet den midlertidige kontrakt ud med en fast.

”Jeg var så heldig, at jeg fik stillingen – til trods for at det betød, at jeg og min familie skulle rejse fra Wien før tid,” fortæller Clara Cilius Rødgaard.

I virkeligheden er der nok lige så mange grunde til at vælge et liv som diplomat i den danske udenrigstjeneste, som der er diplomater i den danske udenrigstjeneste, reflekterer Clara.

”Der, hvor det adskiller sig fra mange andre job, er især, at din ansættelse også har ret stor betydning for din familie. Hver gang jeg skal ud i verden eller skal flytte fra et sted i verden til et andet, kræver det, at min mand og mine børn har lyst til at pakke tingene og følge med. Jeg er så heldig, at det vil de gerne.”

I Claras første tid under Udenrigsministeriets diplomatprogram på Asiatisk Plads i København var hun fuldmægtig i Juridisk Tjeneste og senere i Europapolitisk Kontor. Efterfølgende kunne hun søge stillinger på de danske repræsentationer rundt omkring i verden.

Hendes første udsendelse skulle vise sig også at have et europæisk fokus. I 2021 blev Clara udsendt til den danske ambassade i Wien, der også fungerer som fast repræsentation til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.

”I OSCE er vi 57 lande, bl.a. både Rusland og Ukraine. Så det er klart, at stort set alt, jeg lavede, handlede om at støtte Ukraine og at holde Rusland til ansvar for Ruslands krig mod Ukraine,” fortæller hun.

André Christensens kontorchef vidste godt, at André ville tilbage til Bruxelles. De havde kendt hinanden siden formandskabet i 2012, hvor kontorchefen også havde været i Bruxelles.

I 2017 kunne André derfor igen træde ind på repræsentationen i Bruxelles, nu som erhvervsattaché, hvor han blev i tre et halvt år. Herefter rykkede han til Europa-Kommissionen som national ekspert i generaldirektoratet for konkurrence under den danske kommissær, Margrethe Vestager. En stilling, hvor man også er udsendt af Erhvervsministeriet, og som André har haft indtil nu.

Da André kom tilbage til Reppen som attaché i 2017, var noget imidlertid anderledes. Danmark var ikke længere 'first among equals' i arbejdsgrupperne. Kollegerne fra andre lande ringede ikke længere for at høre, hvornår møderne ville ligge, hvad de ville handle om, og hvornår der lå en ny kompromistekst klar. Rollen var ganske enkelt ikke som under formandskabet.

”Det er en supertanker, hvor du får lov til at holde roret. Du kommer ikke til at ændre retningen fuldstændigt. Det er politiske strømninger og ubekendte faktorer, der kommer til at afgøre meget. Vi skal vise os fra vores bedste side, og vi skal være en 'honest broker', der sætter alt snorlige op og når i mål med de sager, der er på bordet til den tid. Og så være åbensindede for, hvad der dukker op.”

”Først brugte medlemslandene over 900 milliarder euro på at afbøde konsekvenserne af pandemien. Nu er der blevet givet 100 milliarder bare til, at europæiske borgere og virksomheder kan komme gennem Ukraine-krisen, ud over hvad vi har givet militært og civilt til Ukraine. Det bliver spændende at følge, hvad langtidseffekterne bliver,” fortæller han entusiastisk.

Barslen kom heldigvis ikke til at stå i vejen for, at Bodil Keller Skousen kunne få opfyldt drømmen om Bruxelles. Hun kunne vente et år og afløse en anden end oprindeligt tiltænkt.

Bodil brugte juni i år på lidt ministeriel genoptræning; ”at komme ind i rytmen og læse op på sagerne,” inden familien kunne holde sommerferie og rejse til Bruxelles i september.

”Som jeg ser rollen som attaché, er der mange ligheder med jobbet i København, men til forskel er den nok mere udadvendt, end jeg har været vant til tidligere. Det er mig, der skal repræsentere Danmark i arbejdsgruppen.”

Og når vi når 2025, og hun bliver en del af det danske formandskabshold, ved hun, at det kræver et godt forhandlingsgen og autoritet at styre forhandlingerne med de 26 andre landes udsendte, der er blandt de bedste på deres område i hvert deres land.

Men det skræmmer ikke.

”Jeg har været til arbejdsgruppemøder mange gange i Bruxelles. Og jeg har siddet som baglandet derhjemme og forberedt vores attaché. Og så ved jeg, at der bliver gjort meget for at forberede os på opgaven, når vi kommer til Bruxelles. Det glæder jeg mig utrolig meget til.”

Da André Christensen for nogle år siden sagde farvel til EU-repræsentationen og rådsarbejdsgruppen, fik han et navneskilt til skrivebordet af sin ungarske arbejdsgruppekollega. Men i stedet for hans navn rummede skiltet indgraveringen 'Ask me about my dog'.

André havde altid gerne villet have hund, og da han nærmede sig de 30 og var på vej til den tre et halvt år lange stilling som erhvervsattaché i Bruxelles, var der ikke længere nogen undskyldning.

Hunden Fuji har han haft siden, og selv om man skal lede lidt efter den helt rigtige lejlighed, hvor man også må have hund, har han efterhånden fundet sig godt til rette i den europæiske hovedstad.

”Nogle flyver ofte på weekend i Danmark, men jeg er der ikke så tit. Jeg synes, at det går fint med at holde kontakten til Danmark og til familie og de venner, hvor det gav sig selv, at man holder kontakten.” 

”Jeg plejer at sige, at jeg flyttede til Bruxelles. Ikke til Belgien. Jeg drømmer ikke nødvendigvis om at leve resten af mit liv i Belgien. Men jeg synes, at det jobmæssige er enormt spændende.”

Clara Cilius Rødgaard kender kulturen i Udenrigsministeriet. Og hun ser med spænding frem til at være del af den holdånd, hun har hørt karakteriserer Reppen under et formandskab.

”Jeg ved jo, hvilke forventninger vi selv har til andre formandskaber, og de forventninger skal vi selv kunne leve op til. Det er en fælles opgave, og der skal være lidt korpsånd, for at man kommer igennem det.”

Clara har talt med familien om, at der op til formandskabet og under formandskabet bliver mere travlt end almindeligt. Ud over forberedelserne til formandskabet er der næste år valg til Europa-Parlamentet, og der skal sammensættes en ny Kommission.

”Jeg får helt sikkert nogle unikke erfaringer, som jeg vil kunne bruge fremadrettet. Og en indsigt i, hvad det rent faktisk vil sige at være i EU’s maskinrum, når der ikke er formandskab, men i høj grad også under formandskabet.”

Clara frygter ikke ansvaret. Der er snarere tale om ærefrygt. Et formandskab kræver, ”at man gør sit allerbedste.”

”Det handler om at skulle finde de rigtige løsninger, og man har ansvaret for at balancere de forskellige hensyn og interesser. Det er jo det, der gør det spændende, men jeg er også opmærksom på, at det er et stort ansvar.”

André Christensen, der kommer med erfaringen og ved, hvordan stemningen er på Reppen under et formandskab, glæder sig. Men han ved også, at det kræver en ekstraordinær indsats, når 26 lande kigger på Danmark på én gang.

”Man føler sig enormt central, men der bliver også lidt for få timer i døgnet, ikke?” griner han. 

En af grundene til, at det kræver tid at være en god arbejdsgruppeformand – under formandskabet såvel som efter – er relationer. André griber til statskundskabslitteraturen:

”Det er teorien om det gentagne spil. Hvis du ser hinanden hver uge i årevis, får du en tættere relation. Du forstår, at selvom du ikke får alle dine pointer igennem, så gør du måske næste gang. Det er enormt spændende.”