Arbejdsmiljø

Tre ting sender stadig flere på invalidepension

27.9.2023

af

Antallet af akademikere, der må gå på invalidepension, fortsætter med at stige. Udviklingen er bekymrende, mener pensionsselskabet P+, der nu vil forsøge at gribe ind tidligere end før.

I 2020 beskrev Djøfbladet, hvordan stress, angst og depression fik et stigende antal medlemmer af pensionsselskabet P+ til at søge om invalidepension.

Det er ikke en kurve, der er knækket i mellemtiden. Tværtimod.

En nylig analyse af årrækken 2020-2023 fra netop P+ viser en generel stigning i antallet af akademikere, hvis langtidssygemeldinger er så alvorlige, at de får tilkendt invalidepension.

Det er fortsat angst, depression og stress, som er hovedårsagerne til invalidepensionen hos medlemmerne. Det er diagnoser, som er i spil i 43% af alle tilfældene, fremgår det af analysen.

”Vi kan se, at andelen af invalidetilkendte er steget over de sidste år. Én ting er, at antallet stiger, fordi vi bliver flere medlemmer, men vi kan også se, at andelen bliver større. Det er selvfølgelig bekymrende, og derfor følger vi det endnu tættere, fordi vi ser den forkerte udvikling,” siger Lene Mortensen, medlems- og udviklingsdirektør i P+.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Djøf
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 26. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Finans Danmark

Langstrakte forløb

En af de store udfordringer for P+ er, at et typisk forløb – fra de første symptomer viser sig, til medlemmet ender hos pensionsselskabet – kan strække sig over flere år.

Denne periode kan være lang og martret af sygemeldinger og afklaringsforløb hos fx jobcentret. I praksis betyder det, at P+ oftest ikke har mulighed for at være i kontakt med medlemmerne, inden de lander hos pensionsselskabet.

”Når medlemmerne kommer ind til os og har været igennem et forløb, der måske har varet et til to år, er vi i en situation, hvor de er så dårlige, at de bliver nødt til at fratræde deres arbejde – og derfor er det rigtig svært at få dem hjulpet på det tidspunkt.”

Det problem har fået P+ til at lancere et nyt medlemstilbud under navnet ’Tidlig indsats’. Det gør det muligt for medlemmer at få tilknyttet en sygeplejerske eller sundhedsfaglig person, som kan hjælpe dem på rette vej.

”Ambitionen er at komme meget tidligere i dialog med medlemmerne. Det er ikke os, der har opfundet den dybe tallerken her. Det er veldokumenteret, at hvis man kommer tidligere ind, er sandsynligheden for, at man kan hjælpe medlemmerne, ret stor.”

Hos P+ fornemmer man, at nogle vil have gavn af netop at blive støttet af en professionel.

”Når vi læser de lange sagsforløb, kan vi jo godt se, at der er nogle, der bliver tabt undervejs. Og der kan vi se, at det kunne have været godt med noget støtte. Vi er ikke det første selskab i branchen, der gør det her. Andre har haft rigtig pæne resultater og fået vendt den her kurve.”

ANNONCE

En kompleks størrelse

At man hos P+ i høj grad ser specifikke diagnoser, der leder til invalidepension, er ikke som sådan unikt, understreger Lene Mortensen.

”Det er stress, angst og depression, der fylder mest, og det er det, der er med til at drive udviklingen. Og det er jo ikke kun i P+, det er jo samfundet generelt. Når vi snakker med vores kollegaer i branchen, er det fuldstændig ligesådan.”

Trivsel hos medlemmer er en kompleks størrelse, som man hos P+ forsøger at angribe fra mange indgangsvinkler. Tilbuddet om tidlig indsats er ét blandt flere, herunder også online psykolog- og lægehjælp. Den type tiltag vil blive en naturlig del af servicetilbuddet til medlemmerne, vurderer Lene Mortensen.

”Det har ganske voldsomme omkostninger på det personlige plan, når man bliver ramt af alvorlig sygdom. Samtidig har det store økonomiske konsekvenser for fællesskabet, hvis stadig flere bliver så syge, at de ikke skal have invalidepension. Derfor mener vi ikke, at vi kan sidde udviklingen overhørig ud fra hverken et menneskeligt eller et økonomisk hensyn.”

Kommentarer

Henrik Johannesen
sidste år
Det er desværre en kedelig tendens i alle faggrupper - Ikke bare for DJØF'ere. Og det er der mange årsager til: - De (a)sociale medier og usunde skærmvaner - At vi aldrig har fri længere - mailen, SMS'erne, intranettet er hele tiden i bevidstheden - Stigende specialisering - Politiske sager der skaber kedelige overskrifter, udskamninger og automatreaktioner i (især politiske) lederkredse. - Stort fokus på de 20% minoritetsgrupper, mens de resterende 80% forventes at klare sig selv og yde mere og mere. - Og så politikere der himler op om dovenskab og en "deltidskultur", mens de skærer i psykiatri og velfærdsydelser og alle brager ned med stress og traumer. Lord Nilsson's "sætten kikkerten for det blinde øje" er jo gået over i historien. Vil Mettes også?
Marietta Jeppe
sidste år
Det er i dag omkostningsfrit for arbejdsgiverne at have et arbejdsmiljø, der giver deres medarbejdere stress, angst og depression, mens det er meget dyrt for medarbejderne (og samfundet) at få stress, angst og depression, da det ødelægger deres muligheder for at opretholde et livsgrundlag. Arbejdsgiverne skal pålægges en straf, både økonomisk og strafferetligt, når de nedbryder medarbejdere i en sådan grad, at medarbejderne får ødelagt deres livsgrundlag. Dette er en udfordrende opgave, da det er videnskabeligt vanskeligt at bevise stress, angst og depression empirisk fra et positivistisk perspektiv. Mens vi kan observere i et mikroskop, når blodet koagulerer efter, at en person har modtaget en vaccine, kan vi ikke iagttage i et mikroskop, når et menneskes nervesystem bryder sammen. Dette betyder, at vi er nødt til at udvikle fænomenologiske metoder til at dokumentere disse tilstande på samme måde, som vi anvender til at vurdere, om en person er neurodivergent. Derudover skal vi finde en metode til at gøre arbejdsgiverne ansvarlige på samme måde, som vi gør det for at vurdere, om en person har været udsat for psykosocialt pres i et personlig forhold. Derudover er der behov for at udbrede viden om, hvordan psykosociale påvirkninger nedbryder kroppens nervesystem. Det er også vigtigt at forstå, at bedring kan tage mange år. Symptombilledet ligner ofte det, man ser hos mennesker, der har fået piskesmæld eller hjernerystelse. Det kan tage 5, 10 eller endda 20 år at opnå en vis grad af funktionsevne igen, når nervesystemet først er blevet ødelagt. Og i nogle tilfælde bliver man aldrig fuldstændig rask. At vores samfund ikke formår at håndtere, at flere og flere mennesker bliver syge af at gå på arbejde, har ødelæggende konsekvenser for alt for mange familier, kvinder og mænd samt deres børn. Vi må og skal blive bedre til at skabe arbejdspladser, der ikke nedbryder mennesker. Det er ikke acceptabelt, at vi i verdens mest lige og lykkelige land, Danmark, forårsager skade på mennesker. Jeg kan ikke se, hvordan dette er foreneligt med vores menneskesyn i Danmark. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.