Masser af succes

En hjernerystelse fik Sebastian Lynggaard på andre tanker

Portrætfoto af Sebastian Lynggaard

14.9.2023

af

Et overfald i en baggård ændrede Sebastian Lynggaards retning i livet. Han lagde jakkesættene og chefkonsulent-livet på hylden for i stedet at hoppe hovedkulds ned i en af verden af humoristiske Instagram-opslag i pastelfarver.

Da Sebastian Lynggaard gik i 2.G på Aurehøj gymnasium, lavede han en liste. Det var mere end en femårsplan. Snarere en slags livsplan.

Mange år senere var han i gang med en flytning, og her stødte han igen på listen, han i mellemtiden havde glemt alt om. Det skulle vise sig at være et foruroligende møde.

På papiret havde hans gymnasie-jeg skrevet, hvilken uddannelse han skulle tage, hvilke tilvalgsfag, hvilken kandidatuddannelse, hvilket studiejob og hvad hans første voksenjob skulle være. Sågar stod der, hvilken stil han skulle have, og – måske vigtigst af alt – at han skulle sidde i en stor stilling som pressechef i en NGO, før han blev 30.

Når det var ubehageligt at læse de ellers harmløse ord på listen, var det, fordi han stort set havde levet op til dem alle sammen.

Han havde levet hurtigt. Meget hurtigt. Med karrieren som sigtekorn. Men det var måske aldrig virkelig ham at gøre det sådan, og den erkendelse kom på en trist baggrund.

For fire år siden blev han nemlig slået ned. Og det satte gang i et forløb, der endte med, at han faktisk skiftede livsbane. Det fortæller han i Djøfs podcast ’Masser af succes’.

Sebastian Lynggaard vil for de Instagram-kyndige måske være et household name med sin meme-profil, Herlige Svend, der har over 95.000 følgere. Hvad der startede som humoristiske indslag på det sociale medie, har siden udviklet sig til et springbræt til den offentlige debat, hvor Sebastian Lynggaard som debattør og forfatter til bogen ’Mandsforræder’ i særdeleshed har deltaget i samtalen om maskulinitet og manderoller – og senest i klimadebatten.

Men sådan har det ikke altid været. Slet ikke. For efter sin kandidat på Copenhagen Business School (CBS) blev han vant til at binde slipseknuder og arbejde som chefrådgiver og chefkonsulent.

Langt væk fra muntre kulørte Instagram-opslag med dyretema.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

En uventet hånd

Tilbage i 2019 blev Sebastian Lynggaard slået ned ude i sin baggård. Han fik slæbt sig selv op i sin lejlighed og ringede til politiet med en pose frosne edamame-bønner på tindingen.

”Jeg tænker, at det er pisseirriterende, for jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle bruge aftenen på at arbejde.”

På det her tidspunkt i Sebastian Lynggaards liv var en hjemmeaften nemt synonym med en arbejdsaften. Når han beskriver den tid i dag, er det ord som hurtigt og kortsigtet, men også sjovt, der glider over tungen. Han dyrkede de lange, skæve og ”latterlige” arbejdstimer på en måde, hvor der ikke rigtigt var plads til andet – eller andre.

”Jeg tænkte, at det var det, jeg ville. Det var jo det, jeg havde drømt om. Det var det, jeg havde skrevet ned, for fanden.”

Men det var, som om brikkerne ikke helt ville falde på plads. 

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, jeg leder efter. Jeg tror, at i den periode, hvor jeg begynder at arbejde så meget, leder jeg efter netop den her voksne hånd, der skal fortælle mig, at ’det er godt nok nu’, eller ’du skal herhen, så er du en succes’. Det sker så ikke.”

Sebastian Lynggaard fik smidt de frosne bønner fra sig og begyndte at arbejde videre, som om intet var hændt. Men en lille uges tid efter kollapsede han på sit arbejde – med følelsen af, at gulvet forsvandt, og at skrivebordet bevægede sig, når han forsøgte at støtte sig op ad det.

Han havde en hjernerystelse, viste det sig. Men for ham var det mest af alt et irritationsmoment, der holdt ham fra arbejdet.

Lægens prognose lød på 14 dage, før han kunne være tilbage igen. Sådan gik det ikke.

”Det blev næsten et år, hvor jeg ikke rigtig kunne noget – og det, jeg så kunne i de gode øjeblikke, jeg havde, blev dedikeret til arbejde.”

Men det blev også et år, hvor brikkerne begyndte at finde deres plads.

Foto: Mads Teglers

Kvalme og 24syv

Hjernerystelser kommer i forskelligt omfang. Fra de helt store til de kortvarige små. Hovedpinen er karakteristisk, men det var ikke det, der plagede Sebastian Lynggaard i den periode, hvor han ikke var i stand til andet end at ligge derhjemme. Det var kvalmen. Følelsen af, at hans tunge var for stor til hans mund. Han havde ikke lyst til at tale.

Men som han lå der og gradvist kunne overskue blot en smule mere, begyndte han at høre radio. Radio 24syv-programmet ’Det lille mememageri’ beskæftigede sig med fænomenet memes, som firkantet sagt er en oftest underholdende kombination af billede og tekst.

”Jeg hører det og tænker: 'Det er jo det der, jeg har savnet. Jeg har dedikeret mig så meget til mit professionelle liv, at jeg nærmest har skåret alle sociale relationer ud af mit liv og ikke har haft tid til andet end at piske mig selv i et jakkesæt.' For det, de lavede, var kreativ energi i overflod, samtidig med at de havde det skidesjovt.”

Det var der, Sebastian Lynggaard besluttede sig for at gøre noget anderledes, og han begyndte at lave memes til Instagram – noget, han aldrig havde gjort før. Det blev den spæde start til den profil, der i dag hedder Herlige Svend.

Ud over at selve meme-vejen så småt begyndte at folde sig ud, var der også andre refleksioner, som dukkede op i den periode, hvor han var nødsaget til at ligge på langs. Han beskriver det som to opdagelser.

Den ene gik på, at hans kollegaer savnede ham – ikke på grund af det arbejde, han lavede, men de savnede ham som person. Og det arbejde, han lagde alting i, fortsatte ganske fint uden ham ved roret.

”Er det så det, jeg har lyst til at lave?”

Den anden opdagelse var, at han også selv fandtes uden for sit arbejde.

”Min forståelse af mig selv som en succesfuld person, var betinget af, at jeg producerede noget på mit arbejde. Jeg var min LinkedIn-profil; hvis den ikke var der, var jeg intet. Men pludselig var jeg tvunget til at tænke over det, fordi jeg ikke kunne tage på arbejde. Jeg var der stadig, men hvad var der så tilbage?”

Og det var der i den hjernerystelses-periode, at Sebastian Lynggaard fandt ud af, at han i virkeligheden ikke var vildt glad for at lave det, han lavede. At han havde savnet at have det lidt sjovere.

ANNONCE

'Love Actually' og en subjektiv succes

Det står i dag krystalklart for Sebastian Lynggaard, at hans idé om en succesfuld karriere dengang på ingen måder matchede den måde, han havde lyst at leve på. Han mener, at han har siddet på tværs i en alt for snæver forståelse af, hvad det er, man skal opnå – og at det også er et større samfundsproblem, at vi tænker succes ensidigt.

”Det er så subjektivt et begreb, som vi er kommet ud i en forståelse af, at vi kan definere objektivt. Det betyder jo, at vi kommer til at få nogle unge mennesker, som higer efter en masse ting, som de måske ikke har lyst til, fordi det ikke gør dem glade, men de har bare lært, at det er noget, andre ser som en succes, så derfor må de gå efter det.”

Foto: Mads Teglers

Selv har han taget et karrieremæssigt tigerspring, som også bekymrer ham på en anden måde. Hans løn er blevet mindre, han er selvstændig og er nødsaget til at økonomi-gruble mere fra lønseddel til lønseddel, end han har gjort før – og han er ”heller ikke færdig med at være lønmodtager.” Men han er taknemmelig for at have ro på.

Og når han dagdrømmer om en fjern fremtid, handler den i dag ikke længere om at nå ting på samme måde, som hans 2.G-liste dikterede.

Den ligner mere den scene fra den romantiske komedie ’Love Actually’, hvor karakteren Jamie sidder på en veranda og skriver bøger på en gammel skrivemaskine et udefinerbart – men roligt og solrigt – sted i Portugal.

”Hvis jeg selv kunne vælge, så ville jeg sidde i dét hus, jeg ville skrive, jeg ville have min kæreste med – og så ville jeg måske have en lille familie.”

Du kan lytte til hele samtalen med Sebastian Lynggaard i podcasten 'Masser af succes' her.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet