Luften er kold mellem journalister og embedsfolk. Nu prøver de terapi

En slags begyndelse. Sådan bliver denne regndryppende tirsdag eftermiddag i flere omgange omtalt fra scenekanten. En ny måde for de to parter at blive klogere på hinanden, må man forstå.  

Vi befinder os i det indre København, hvor 60-70 tilhørere er mødt op i baggården hos mediet Altinget, der bor et insisterende stenkast fra Christiansborg. Men modsat gængs psykologisk praksis skal de fremmødte overvære en terapi-session. 

Arrangementet ’Parterapi for embedsværk og journalister’ er et samarbejde mellem Djøf og Dansk Journalistforbund (DJ) og kommer i kølvandet på den såkaldte Dybvad-rapport, som tilbage i marts bl.a. afdækkede, at der er betydelig mistillid mellem journalister og embedsværk. 

Det er dén tilsyneladende ’dårlige stemning’ – og de gensidige frustrationer over status quo – som eftermiddagens session vil undersøge.

En ensidig fortælling

På næstforreste række foran scenen sidder Signe Skovgaard Mortensen. Hun er økonomikonsulent hos Sundhedsdatastyrelsen og er mødt op som menig djøfer med en interesse for det, der af flere er blevet døbt ’tillidskrisen’ mellem medier og embedsværk.

Hun kalder mistilliden ”samfundsskadelig”, og hun har på sin egen måde forsøgt at sætte ord på, hvorfor hun mener, at debatten om embedsmænd og djøfere er unuanceret.  

Tilbage i 2018 startede hun bloggen 'Embedsmand til eftertanke', hvor hun blandt meget andet fortæller om sine forbehold over for den type journalistik, som bejler til person- og konfliktdyrkelse frem for at være nysgerrig på faglighed.

”Jeg synes, at formidlingen af det, vi laver, bliver meget mistillidsfuld, hvor det er nemt bare at skyde skylden på bureaukrater, og det synes jeg er en meget ensidig fortælling, der er kommet de sidste mange år.”

Det er mange år siden, at Signe Skovgaard Mortensen selv har haft direkte kontakt til journalister i sit arbejde, men hun oplever stadig, hvordan hun kan blive frustreret over mediehåndteringen af hendes felt.

”Jeg er interesseret i den side af mit arbejde, jeg nogle gange synes bliver udstillet, som om vi prøver at skjule ting – fordi det ved jeg, vi ikke gør, og det kender jeg ikke nogen, der gør. Det kan godt være, at man kan finde nogle eksempler, men jeg har en idé om, at vi alle går på arbejde for at gøre vores bedste, og det er irriterende, at det bliver fremstillet anderledes.”

Men samtidig vil hun ikke skære alle medier over en kam, for hun har en forståelse for, at journalister arbejder på en anden måde, som ofte indbefatter en noget kortere tidsramme – at medierne har andre behov.

Hvis vi skal blive i parterapi-billedet, kræver det vel, at man mødes på midten. Hvad mener du, at embedsværket kan gøre bedre?

”Dengang jeg læste statskundskab, hed det, at vi ikke skulle skrive i det, der hedder kancellisprog, men at man skal prøve at få borgerne med. Og jeg tror, at der er en tendens i de fleste faggrupper til, at man prøver at gøre det, man sidder med, til noget meget svært og vigtigt. At det bliver gjort for indviklet,” siger hun og peger på åbenhed som en mulig vej mod midten.

”Vi kunne godt blive bedre til at være åbne om, hvad vi gør, og hvilke hensyn vi har, så vi ikke gemmer os. Det er klart, at der er nogle ting, der er hemmelige, og som man ikke bare kan splatte ud på en forside. Men derfor kan man godt snakke åbent om det, så det ikke lyder konspiratorisk eller fordækt, men at det handler om, at verden er kompleks.”

De to sider

Oppe på scenen punkterer ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet Knud Brix ret hurtigt idéen om parterapi. 

”Selvfølgelig er det et påtaget billede, men parterapi forudsætter, at der bør være et ægteskab mellem embedsværk og journalister med den fortrolighed, som det indebærer,” siger han. Og det mener han ikke bør være i mediernes interesse.

Ved siden af ham står Katrine Nissen, vicedirektør i Miljøministeriet, og hun erklærer sig delvist enig, for ”formålet er ikke at ende som par, men der er brug for dialog.”

I løbet af eftermiddagen tegner der sig to fløje af beretninger fra henholdsvis journalister og embedsværk.

På den ene side fortæller journalist hos Jyllands-Posten Helene Kristine Holst om rækkevis af afviste aktindsigtsanmodninger. Om anmodninger, der bliver besvaret op til et år senere. Og om at få aktindsigter, som er markeret med så mange sorte udstregninger, at de intet er værd.

På den anden side fortæller embedsfolk om frygten for at blive hængt ud, hvis man går i dialog med journalister. Om frygten for skarpvinklede historier og for, at det interview, som var til baggrund, pludselig bliver citeret i avisspalterne. Alt sammen blandet med at skulle behandle skudsalver af netop aktindsigter.

Til gavn for borgerne

Ordet ’konstruktiv’ bliver nævnt nogle gange i løbet af terapi-sessionen. Og det er måske ikke helt tilfældigt.

Nogle måneder inden Dybvad-rapporten kom der nemlig også dokumentation for mistilliden mellem journalister og embedsværk i en undersøgelse foretaget af Constructive Institute – i samarbejde med Djøf og Dansk Journalistforbund.

Constructive Institute arbejder for at fremme det, de kalder ’konstruktiv journalistik’, og ifølge direktør Ulrik Haagerup er det positivt, at der er begyndt at være et rum for at kunne snakke om netop forholdet mellem embedsværk og journalister i en forhåbning om at kunne blive klogere på hinandens måde at arbejde på.

”Vi skal jo ikke påstå, at embedsfolk og journalister altid har samme interesse, men der er nogle rammer om samarbejdet, som kan forbedres væsentligt. I virkeligheden til gavn for borgerne, og det er jo derfor, begge parter går på arbejde.”

Men ifølge ham er der brug for nogen til at facilitere den samtale.

”Hos Constructive Institute påstår vi, at medier i højere grad kan spille en rolle som mediatorer i den offentlige samtale, men det gør medierne sjældent, fordi vores kultur mere er til at invitere dem, der er mest sure og tydeliggøre slagsmålet med ord som krig, krydsild og duel.”

Ifølge Ulrik Haagerup kræver det forandring at nå en stærkere tillid.

”Hvis man ser det fra et samfundsperspektiv, er der noget, vi bliver nødt til at ændre hos medierne, men samtidig med at vi også kan være med til at fortælle samfundet – og i det her tilfælde embedsfolkene – at det også er vigtigt, at offentligheden har nogle uafhængige repræsentanter, der kan stille nogle spørgsmål til forvaltningen og i øvrigt har lovmæssigt krav på svar,” siger han.

Hvad så nu?

Som afslutning på dagens terapi-session samler Sara Vergo, formand for Djøf, og Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, op. Her præsenterer de nogle idéer, de har i forhold til et videre samarbejde herfra.

Og der er punkter, hvor de er enige.

Om end de ikke er enige om hvordan, peger begge på en revidering af offentlighedsloven fra 2013. Samme pointe optræder i Dybvad-rapporten, og ligeledes fremgår det af regeringsgrundlaget fra 2022, at regeringen vil nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en ny offentlighedslov. Dette udvalg er endnu ikke nedsat.

Derudover ønsker Djøf og Dansk Journalistforbund at ”fortsætte terapien” ved at lave et såkaldt advisory board. Derudover lufter de en idé om at bringe deres studerende sammen, så man tidligt i sin uddannelse har mulighed for at få en forståelse for den anden part.

Det er på den note, at eftermiddagens arrangement finder sin afslutning i den lille baggård. Med en kommentar fra de to formænd om, at dette er begyndelsen på et samarbejde.

Signe Skovgaard Mortensen tager især én af eftermiddagens pointer med sig.

”Jeg blev lidt optaget af, at sorte udstregninger i aktindsigter kan blive opfattet, som om vi vil skjule noget. I virkeligheden var det Tine (Johansen, red.), der sagde det meget præcist – at de ’sorte huller bliver fyldt ud af den menneskelige hjerne.’”

”Det tror jeg, at jeg vil tænke over. At der er meget mere, man skal sige både den ene og den anden vej. Hvis jeg siger noget, skal jeg i virkeligheden forklare, hvorfor jeg har det perspektiv, jeg har. Der er mange steder, man måske kommer til at tage for givet, at den anden part forstår set-uppet, og hvorfor man svarer, som man svarer.”