"Jeg har altid studset over begrebet karriere"

I 70'erne var tidsånden, at man ligesom ville gøre noget. Når man var født på den grønne gren, brugte man sine ressourcer i en god sags tjeneste i stedet for bare at tænke på penge og ussel mammon.

Jeg tænkte, at med en god uddannelse og ved at være arbejdsom skal jeg nok klare mig økonomisk. Så det er ikke det, jeg skal gå efter. Jeg skal gå efter, hvad jeg synes er vigtigt og interessant.

Jeg har altid studset over begrebet karriere. Jeg synes, at karriere er meget individuelt fokuseret, noget fint og stort og også noget med at tjene mange penge. For mig handlede det mere om, hvordan man kunne arbejde med noget, som giver mening, som er relevant, og som man selv synes er interessant.

En af mine ledestjerner, da jeg læste i Aarhus, var den norske kriminologiprofessor Nils Christie. Han sagde, at et samfund kan bedømmes på, hvordan det behandler sine afvigere. Det har jeg holdt mig for øje gennem årene. Det har været en hjørnesten og en firmafilosofi på det advokatkontor, min bror og jeg oprettede midt i 80’erne, at vi ville hjælpe svage grupper.

I slutningen af 80'erne var jeg i nogle år formand for Retspolitisk Forening. Noget af det spændende ved at arbejde som advokat med konkrete sager og samtidig med retspolitik er kombinationen: At du møder mennesker i konkrete sager og ser, hvilke problemer der er – og så tager dem op på et højere niveau og prøver retspolitisk at gøre noget ved det.

I ’87 kom der én op på kontoret. Han underviste udlændinge i dansk og havde lavet en rådgivning for udlændinge. Han sagde: ’Helle, vi har brug for en advokat, var det ikke noget for dig?’ Udlændingeområdet var helt nyt på det tidspunkt, så jeg har været med helt fra starten. Her mødte jeg som advokat for udlændinge i Flygtningenævnet. Det gjorde, at jeg blev synlig i udlændingemiljøet i Aarhus. I starten var det folk, der kom til landet og søgte asyl. De fik så børn, der voksede op. Nogle af dem blev kriminelle, så det blev også en fødekæde til mig med straffesager.

Jeg har siddet i Flygtningenævnet i 25 år. De sidste fem år som medlem af Koordinationsudvalget, hvor de principielle linjer lægges. Jeg sluttede i efteråret 2017.

De kriminalpolitiske vinde vendte cirka ved årtusindskiftet, så det herefter har handlet om at overgå hinanden i at være restriktive. Når man igennem mange år har arbejdet inden for det strafferetlige område, er det beskæmmende at se, hvordan politikerne går imod al viden på området og ignorerer, at straf har en negativ virkning, at man bør holde folk ude fra fængslerne, at man bør finde på noget andet, at man bør satse på forebyggelse osv.

Hvis du spørger mine børn, kan det godt være, at de vil sige, at jeg har arbejdet for meget. Det har jeg jo nok også, hvis du spørger mig selv. Og jeg har aldrig opereret med faste arbejdstider.

Man kommer nemt til at arbejde for meget. Ja, også om søndagen og om aftenen. Men altså, på den anden side har jeg jo også kunnet tillade mig at sætte nogle streger i kalenderen, når jeg syntes, der var grund til det.

Jeg har altid haft en frihed. Jeg har altid været så privilegeret, at når andre siger, at de er på arbejde, har jeg tænkt, at jeg kun var bundet af min egen kalender. Når jeg påtager mig et eller andet, skal jeg jo gøre det – og gøre det inden for den tid, der er aftalt. Det er en meget stor frihed i forhold til mange lønmodtagere.

Jeg har været selvstændig siden 1985. De første år var det som iværksætter. I mange år har jeg været i firma sammen med andre, men fra 2010 har jeg arbejdet alene.

En af de sager, jeg husker, er en dom fra landsretten i Viborg, der er kommet med i lærebøgerne. Det handlede om en lille bitte sag i slutningen af 80’erne, hvor en far ringede til mig og sagde, at hans søn uretmæssigt var blevet dømt i byretten for at have stjålet to fadøl til en gymnasiefest.

Han syntes ikke, at sønnen skulle have en plet på sin straffeattest, for den var da helt gal, den her sag. Og jeg tænkte, at det da for så vidt var rigtigt nok, så jeg tog den. Selvom det måske ikke var verden, der gik under på grund af to fadøl. Men det, sagen handlede om, var, at han var blevet dømt på grundlag af en politirapport. Dommeren i byretten i Aarhus havde syntes, at når der stod i politirapporten, at han havde stjålet to glas fadøl, var det tilstrækkeligt til at dømme ham.

Så kom vi i landsretten med den, og det var så Peter Rørdam, der var landsdommer. Han interesserede sig for principielle spørgsmål, så han tog det meget alvorligt og syntes, det var en meget vigtig sag. Og den her unge gymnasieelev blev frifundet. For selvfølgelig er det ikke nok. Den er brugt i lærebøgerne til, at man ikke kan dømme folk alene på en politirapport.

Jeg har brugt mit fag og mit arbejde på at behandle konkrete sager, og det giver en viden om nogle ting, der burde kunne gøres bedre. Så bringer man det op, enten via Retspolitisk Forening, Tænketanken Forsete eller gennem pressen.

Det er faktisk mig, der har været med til at få indført, at alle betjente har fået et nummer på deres uniform.

Der var en del demonstrationer på det tidspunkt, hvor jeg var formand for Politiklagenævnet (i en tidligere klagestruktur, red.), og der var stor opmærksomhed på, at man ikke kunne identificere politifolkene, der måske var lidt for hårde over for demonstranterne. Der var jeg i pressen og sige, at det var fuldstændig uacceptabelt, at man ikke kunne identificere betjentene.

Og nu har de det alle sammen, så jeg tænker over det, hver gang jeg ser en betjent i fjernsynet med det der lille nummer på.

Du beder mig fortælle om min største dumhed. Engang i 90’erne var jeg blevet forsvarer for den sidste molbo på Djursland. Han boede på et lille husmandssted, som han havde arvet fra sine forældre. Han var tiltalt for dyremishandling af sine køer. De var magre og havde lange klove. Derfor mente myndighederne, at det var dyremishandling. De fik for lidt mad og for lidt vand. For det første syntes jeg, det var synd for ham. Det var jo hele hans liv, og om vinteren sov han ude ved dyrene for at holde varmen.

Jeg syntes, det var mærkeligt at mene, at han mishandlede køerne. Almindeligvis bliver køer højst 12 år. Hvis de får lov at leve rigtig længe, bliver de måske 17 år. Molboens køer var blevet 22 år! Så hvordan kunne man sige, at han misrøgtede dem? Men dyremishandlingsloven er meget restriktiv, så der er ikke meget plads til skøn, fortolkning og hensyn af forskellig art. Vi tabte sagen både i Byretten og i Landsretten.

Min dumhed var, at under sagens behandling i landsretten var der et procedurespørgsmål, som jeg ville indbringe for Højesteret. Det var på dette tidspunkt nyt for mig at kære til Højesteret, så jeg begik den fejl at sende kæreskriftet direkte til Højesteret og ikke via landsretten. Der gik en uge, før Højesteret svarede, at det var forkert adresseret. Jeg skulle have sendt det via landsretten! Og nu var fristen sprunget (overskredet, red.)!

Der var mega-meget presse på sagen. Både i Ekstra Bladet og Berlingske var der fokus på den her lille mand og hans køer. Jeg ringede derfor til journalisterne og lagde mig fladt ned og fortalte om fejlen. Det endte med, at pressen i stedet for at hænge mig ud kritiserede Højesteret, fordi de ikke havde returneret mit kæreskrift i tide, men først efter fristen var sprunget.

Jeg var meget ked af det. Heldigvis var der nogle kyndige kollegaer, der trøstede mig og sagde, at jeg ikke ville have fået medhold alligevel.

Da arbejdet i Flygtningenævnet skulle slutte, tænkte jeg, at nu vil jeg ikke bare lade tiden opsluge af andre sager. Jeg ville tænke mig om, hvad jeg nu ville i stedet for. Så i november 2017 tog jeg til en tropeø i Filippinerne. Der satte jeg mig i en lille palmehytte og kiggede ud over vandet og tænkte mig om. Helt alene i en måned.

Jeg kom frem til, at hvis min mand, Morten, ville være med på det, syntes jeg, det var nu, vi skulle rykke på landet. Jeg har altid helst villet bo på landet, men det har ikke kunnet nytte i forhold til arbejde, børn og den slags.

I 2018 skete der så store omvæltninger. Jeg trappede rigtig meget ned arbejdsmæssigt, og vi købte et landsted på Samsø. Så vi er faktisk blevet landmænd på Samsø. Ikke stort, kun 20 hektar. Men det er da også noget. 

Jeg er gået ind i bestyrelsen for det, der hedder Stop Motorvej Over Samsø. En Kattegatforbindelse til mindst 200 milliarder kroner handler jo ikke bare om Samsø. Det er i den grad vigtigt for hele den grønne omstilling, bæredygtighed, ressourcer, energi, klima, natur og meget mere. Det bruger jeg meget tid på i øjeblikket.

For et års tid siden kom der en ny strisser på Samsø. Jeg ringede til hende og sagde, at hvis hun havde brug for en forsvarer, kunne hun jo bare ringe. Jeg har stadig min advokatbestalling. Og der har jeg så været med i syv-otte sager. Det er jo heldigvis ikke de store og alvorlige ting, der sker på Samsø. Men det har været en udmærket måde at se nogle andre sider af det samske samfund på.