Du skal ikke kalde Salah mønsterbryder

Den mandlige psykiater sidder på den anden side af skrivebordet og kigger på Salah, som omsider har fundet vej til en udredning.

Året er 2010, og han er to semestre inde i jurastudiet på Københavns Universitet. For nylig blev han nødt til at forlade et eksamenslokale, fordi det var, som om alle lydene af tastatur-klik fra de stationære computere overmandede ham fra alle sider og ikke tillod ham den mindste smule ro. De tillod ham kun fornemmelsen af en slags sindssyge.

Derefter blev han overbevist om, at folk ville ham det dårligt, så han trawlede systematisk sine Facebook-venner igennem og slettede dem.

Det endte med at være en veninde, som opfordrede Salah til at søge hjælp, og det er derfor, han nu sidder med psykiateren over for sig og fortæller om sine oplevelser.

Undervejs i sine forklaringer sammenligner Salah sig selv med den tyske filosof Friedrich Nietzsche og fysikeren Albert Einstein. Som et slags geni.

”Kan du fortælle mig lidt om dem?” spørger psykiateren.

Men det kan Salah ikke. Han ved egentlig ikke så meget om dem, han har bare en idé om, at han er på samme niveau.

”Kunne du overtage mit job?” spørger psykiateren.

”Sagtens,” svarer Salah.

Når han ser tilbage på samtalen, kan han tydeligt kan se det storhedsvanvid, der prægede ham på det tidspunkt. Han fik diagnosen paranoid skizofreni, og han så sit liv vende vrangen ud.

Tre liv på én gang

Da Salah Said Atris gik i gymnasiet i 00’ernes Aabenraa, så han op til flere borgerrettighedsaktivister. Nelson Mandela og Gandhi – som var jurister - fascinerede ham, og på hans væg hang Muhammed Ali og tronede. Salah kunne mærke sin idealisme blusse op. Han mærkede vigtigheden af at kæmpe for, at der skulle være plads til alle.

Adgangsbilletten blev senere hen jurastudiet.

Men da studietiden begyndte, var det med en vis grad af fremmedgørelse. For det var ikke idealismen, der fyldte mest på studiet.

”Jeg blev lige pludselig påvirket af, at alle gerne ville arbejde i store advokatfirmaer. Det kan godt være, at det er dér, alle pengene ligger – dér, man kan gøre stor karriere og blive en topshot advokat. Men det var ikke noget, der interesserede mig.”

I stedet ville Salah gerne arbejde med socialt udsatte. Han mærkede også, at han kom med en lidt anden baggrund end mange af de andre på studiet.

Tilbage i Aabenraa boede han med sine syv søskende og sine forældre, der var flygtet til Danmark fra Libanon og begge var arbejdsløse. I dag som 35-årig beskriver han sin barndom som barsk.

Han ser tilbage på teenageårene med skam. Det var en periode, hvor han sammen med en gruppe venner begyndte at træde ind i en verden af amfetamin, kokain og rohypnol. En verden præget af scooter-tyverier og en voldsdom, han fik i teenageårene.

”Jeg har tænkt over efterfølgende, at det nærmest var et trippel-liv, jeg levede. Der var den person, jeg var derhjemme, den person jeg var ude på gaden med drengene, og den person jeg var i skolen.”

Han var god i skolen. Han fik ros. Og det var den ros, som endte med at drive ham til gymnasiet og videre til jurauddannelsen. Fra den ene side af loven til den anden.

Nogle vælger at kalde den bevægelse et ’mønsterbrud’. Men det er et ord, Salah Said Atris har det meget svært med. Det vender vi tilbage til.

Tilbagefaldet

Der, to semestre inde i jurastudiet, i 2010, var han ikke helt på samme måde, som da han trådte ind ad universitetets døre for første gang. For nu var han – ifølge sin journal – paranoid skizofren.

Det bliver en afgørende ændring i Salah Said Atris’ liv. For det, som begyndte som en social studiestart med fredagsbar og introtur, var næsten væk fra den ene dag til den anden på grund af sygdommen.

”Studietiden blev ret ensom, fordi jeg kom bagud. Jeg mistede al kontakt til dem på mit studie, og resten af studietiden følte jeg, at jeg blev nødt til at klare mig selv.”

På det tidspunkt vælger han ikke at sige til særlig mange, hvorfor han pludselig var indlagt. Kun familien og nogle af de nærmeste venner ved det.

Den eneste kontakt, Salah Said Atris i denne periode har med sit universitet, er, når han afleverer lægeerklæringer for at kunne få dispensation fra sine eksaminer. Det gør han flere gange og igennem flere indlæggelser. Når han ser tilbage på den tid i dag, husker han ikke den præcise kronologi eller antallet af indlæggelser.

Men han husker, hvordan det var at stå alene med det hele, og hvordan han druknede i dispensationsansøgninger.

”Universitetet vidste jo, at jeg havde en diagnose allerede første gang, jeg søgte dispensation og fortalte om diagnosen og min situation. Så jeg ville ønske, at det ikke krævede lige så meget papirarbejde at gøre det igen og igen og igen. Det var et ekstra arbejde, ud over at jeg skulle passe på mig selv.”

I en periode bliver det svært for Salah at fastholde en rytme, hvor han får taget sin medicin. Han begynder også at tvivle på medicinens egentlige virkning, eller om den overhovedet er nødvendig.

”På den ene side har jeg det rigtig dårligt og vil gerne have hjælp. Og på den anden side benægter jeg, at der er noget galt.”

Det bliver til et tilbagefald, hvor vrangforestillingerne begynder at møde op.

”Jeg begynder at blive paranoid over ting, jeg læser på nettet og hører i medierne. Når der var noget om mord eller voldtægt, følte jeg, at det var mig, der havde gjort de her ting. Eller når jeg læste grove kommentarer på Facebook, forestillede jeg mig, at det var mig, de snakkede om. Jeg troede, at jeg ville blive udskammet.”

I de perioder han var på studiet – og ikke var indlagt – brugte han sin tid alene med at læse op på det faglige, som han også var dygtig til. Det var muligt med den støtte, han fik fra psykiatrien. Det var også dem, der hjalp ham med lægeerklæringer.

Selv om man kunne tænke, at psykiatrien ville opfordre ham til at droppe studiet, skete det aldrig.

”Jeg har hørt om andre, der har fået sådan nogle ting at vide, men det har jeg ikke. De vidste jo godt, at jeg havde det svært, og de ville gerne hjælpe mig igennem det her. Jeg følte også, at de på en eller anden måde syntes, at det var godt for mig. At de syntes, det var ret sejt af mig, at jeg gjorde det.”

Dog havde han selv overvejelser om at stoppe gentagne gange igennem studieårene, hvor han sad fast i eksaminer og semestre. Bl.a. en enkelt gang, hvor en underviser mod slutningen af studiet spurgte ham, om jura nu også var det rette sted for ham, da han fik 02 i en mundtlig eksamen. Men Salah så ikke noget alternativ.

”Jeg følte ikke, at jeg havde noget andet sted. Det var det, jeg havde. Altså, hvad skulle jeg ellers med mit liv? Jeg kom ikke fra nogle gode vilkår, så der var ikke noget at falde tilbage på. Så hvis jeg gerne ville gøre noget i mit liv, blev jeg nødt til at kæmpe mig igennem det.”

Og 10 år efter sin studiestart – det dobbelte af normeret tid – stod han som færdiguddannet jurist.

”Det var, som om en tung byrde blev løftet fra mine skuldre. Det var en enorm lettelse, for nu kunne jeg komme videre med mit liv. Jeg var lykkelig, men også ked af det, fordi jeg tænkte over alle de ting, jeg havde været igennem for at nå dertil.”

Diagnose-hemmeligheden

”Hvad er dine svagheder?” lyder det fra den potentielle fremtidige arbejdsgiver.

Salah tænker sig om. Diagnosen er en oplagt kandidat at bringe på bordet her, men han lader være.

Han nævner, at det må være nogle af hans dårlige karakterer. For dem har han også fået nogle af, selv om det ikke lige er dem, der er synlige på LinkedIn.

”Og hvordan kan det være, at du har fået dårlige karakterer?” bliver der spurgt.

”Jeg bliver ret nervøs til eksamener,” svarer han.

Salah ender med at få jobbet på 37 timer i et stort revisionsfirma efter omtrent tre måneder i dagpengesystemet. Nu skal jurauddannelsen bruges i praksis, men der går ikke længe, før det begynder at smuldre. Og efter en periode begynder det at blive sværere at komme ud ad døren.

”Jeg var angst for at tage af sted hver morgen. Jeg havde nogle betablokkere derhjemme, som jeg egentlig havde fået af min læge i forbindelse med eksamener på universitetet. Så jeg begyndte at tage dem hver morgen, inden jeg tog på arbejde, fordi jeg var så nervøs for, hvad der skulle ske.”

På et tidspunkt bliver det til brystsmerter, og en pandemi gjorde, at det også blev til hjemmearbejdstid.

Han ender med at ringe grædende til sin chef.

”Jeg fortalte hende ikke om diagnosen. Jeg tror måske, jeg sagde til hende, at det var stress.”

Chefen snakkede også med ham om, at det jo var et job, hvor man skulle være meget udadvendt, og at det var Salah ikke, så derfor var det nok svært for ham.

Han fik ellers ros for at nå meget af sit arbejde. Og nå mere end det, der var forventet. Det fungerede sådan set også for Salah, men kun i en kort periode. Han endte med at være ansat i syv måneder.

”Da jeg var færdig med studiet, var jeg jo allerede nervøs for, om jeg ville kunne klare et fuldtidsarbejde. Jeg havde snakket med folk omkring mig om, hvorvidt det var noget, jeg ville kunne klare. Men jeg prøvede det, og det gik ikke.”

Hvad der dog kom ud af det, var accept.

Accept og fleksjob

Salah var sygemeldt i et år, inden han begyndte at søge arbejde igen – og han besluttede sig for at gøre det på en anderledes måde.

Han ville stå ved sin diagnose og acceptere, at 37 timer ikke var foreneligt med ham. Det, der derimod fungerede for ham, var en fleksjobordning.

”Det har helt klart været en del af løsningen at være åben om diagnosen. Det, at jeg ikke skal skamme mig og føle, at jeg er alene. Og hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg sige det. Det har gjort det nemmere for mig.”

Efter yderligere et år pegede fleksordningen ham hen imod et arbejde på otte timer om ugen i et lille advokatfirma med fokus på asyl- og udlændingeret. Et drømmejob, som han betegner det, hvor han kunne arbejde med den følelse af social retfærdighed, der opstod engang på et drengeværelse i Aabenraa.

Åbenheden gør, at spændingerne forsvinder.

”Jeg snakkede med min chef om, at han også lige skulle finde ud af, hvor meget arbejde han kunne lægge på mine skuldre. Men bare det, at han overvejede det, gjorde jo en kæmpe forskel.”

I sin tid ved advokatfirmaet havde han kun tre sygedage på et år. En "kæmpe bedrift" kalder han det.

Men overgangen til at acceptere både sin diagnose og den medfølgende fleksordning var også brolagt med mange overvejelser om det at have et arbejde.

”Det anderledes med fleksjob er, at man ikke rigtig kan avancere på den måde. Det er en rimelig fastlåst situation, hvor der ikke er mulighed for at gøre karriere, som man gør andre steder. Og uanset hvor godt jeg klarer mig, så er det aldrig noget, som bliver meget mere, end det er nu.”

Men det er også okay, mener Salah, som håber i fremtiden at kunne få flere timer inden for sin fleksordning, som har et maksimum på 15 timer om ugen.

”Jeg tror, at jeg har fundet mig til rette i det. Det med hele tiden at jagte karriere er også en stressfaktor.”

Han føler stadig, at han kan være med til at gøre en forskel. Igennem studiet har han været båret af andet end penge og karriere. Mindre kan også gøre det.

”Det er altså også okay ikke at have så store drømme.”

For Salah er det en succes, at han i lang tid ikke har haft nogen tilbagefald som det, han havde på studiet, hvor han hørte medierne tale om ham.

På trods af at Salah Said Atris landede i sit drømmejob, blev han nødt til at forlade det igen kort efter sommerferien i år. Hans kontrakt blev ikke forlænget på grund af manglende arbejdsopgaver. Så nu er han tilbage i fleksjob-systemet, og han håber at finde et arbejde, der minder om det, han netop har haft – inden for asyl- og udlændingeret.

Dog oplever han, at det er svært at finde virksomheder, som aktivt søger fleksjobbere.

”Det er bagsiden af det her. Jeg synes måske, at flere virksomheder, institutioner og arbejdspladser skal være mere proaktive i forhold til at gøre en indsats.”

Mønsterbryderen

Når Salah Said Atris i dag fortæller sin historie, er der en pointe om mønsterbrydere, som han vender tilbage til.

Han fortæller om sin gymnasietid. Ved sin dimission fik han et legat på 2.000 kr. – som et slags bevis på, at han havde gjort noget ekstraordinært. Underforstået at han var kommet fra en baggrund, som ikke pegede frem mod gymnasiet, men endte der alligevel.

Han er overbevist om, at det var ment som en kærlig gestus. Men han havde det dårligt med det. Han følte ubehag og følte sig ikke fortjent til at blive udpeget som ’mønsterbryderen’. Sådan har han det stadig i dag. Også når nogen får det til at lyde som en filmisk fortælling, at han gennemførte jurastudiet stik imod alle odds.

”Det, jeg gerne vil have frem med den her historie, er, at det ikke er nemt. At det ikke handler om at være et supermenneske eller komme fra ingenting og blive til alt. Jeg vil gerne kunne fortælle dem, som har samme drøm om et studie – og måske har en sygdom – at der ikke er noget galt med dem, hvis det er svært. For det er svært.”

Og det svære forsvinder ikke bare på den anden side. For der er ikke nogen anden side.

Salah mærker også tvivlen i dag. Nogle gange er det lige før, han fortryder, at han brød mønsteret til at starte med.

”Hvis jeg kunne gøre det om i dag, havde jeg nok ikke startet på jurastudiet. Men nu sidder jeg trods alt og føler, at det er noget, jeg kan bruge til noget.”

”Jeg har nogle traumer fra min opvækst og nogle ting, som gør det svært for mig. Og det går ikke bare væk fra den ene dag til den anden, fordi jeg har taget en uddannelse eller fået et andet arbejde. Det sidder der stadigvæk.”

Det er den pointe, han vender tilbage til med sit eget minde fra gymnasiet – eller fra studietiden for den sags skyld.

”Man skal passe på med ikke kun at hylde såkaldte mønsterbrydere. Vi skal være bedre til at passe på dem.”