Hvorfor bruger P+ vores penge på at udvande sundhedssystemet?

Efter et tropisk regnskyl i starten af august, hvor kælderens toilet lignede en tivolifontæne, gik jeg iført gummihandsker i gang med at håndtere ødelagt indbo.

En mikrodråbe havde imidlertid fundet vej til en lille åbning i huden, og halvandet døgn senere – en lørdag morgen – vågnede jeg med en mørkeblå og bullen tommelfinger. Jeg ringede ufortrødent til 1813, og da der var 29 minutters ventetid, slog det mig, at jeg burde benytte mig af det almenmedicinske online-tilbud, som vores pensionskasse, P+, længe har slået på tromme for.

Fire forgæves hints

Jeg downloadede appen og burde nok have lugtet lunten, da jeg kom til det trin i processen, hvor udbyderen spurgte om lov til at spore på tværs af mine øvrige apps. Jeg var ivrig efter at spare tid, så jeg slog det hen, at det tilsyneladende var en del af en businessmodel, at udbyderen ud over penge fra min pensionskasse også skulle tjene penge på at få snablen ned i mine øvrige data.  

Efter jeg havde installeret appen, blev det oplyst, at ventetiden var syv minutter. Det kan sagtens være, men det var ikke syv Jord-minutter, men syv minutter på en anden planet i galaksen. Efter den dobbelte tid kom jeg igennem til en læge, og ventetiden var set i bakspejlet min anden chance for at fornemme ugler i mosen.

Lægen lyttede høfligt, da jeg forklarede situationen. Efter bedste evne forsøgte jeg at vende og dreje min tommelfinger, så hun kunne tage den i øjesyn, men det førte ingen steder hen, da online-kvaliteten tilsyneladende ikke var særlig god til video. Det var den tredje chance, jeg fik for at lugte, at der var noget fishy ved situationen.

Fjerde chance var ikke så meget en chance for at springe fra, men mere for at konkludere, at jeg havde spildt min tid, eftersom lægen sagde, at jeg sikkert havde ret i, at det var en infektion pga. kontakt med kloakvand, men at det jo ikke betød så meget, eftersom hun alligevel ikke kunne udskrive antibiotika. Jeg skulle med andre ord ringe til 1813!

Derefter måtte jeg naturligvis igennem ventetid igen, men da den lille halve time var gået, blev jeg så til gengæld mødt af en særdeles professionel sygeplejerske, som straks fangede problemstillingen. Hun sendte mig en sms med link, hvor jeg kunne uploade et foto i høj opløsning. Herefter bad hun mig om at hænge på, mens hun konsulterede med en læge. Lægen sagde, det var vigtigt, at det ikke ventede til mandag morgen, og om jeg kunne være på Gentofte Hospital en halv time senere, klokken 12.40.

Klokken 12.43 blev jeg kaldt ind, og en umådelig dygtig og empatisk læge rensede fingeren op for betændelse, tog prøver og gav mig de første piller mod det, han var sikker på var en stafylokokinfektion. Det viste prøven da også dagen efter.

Samfundsnyttigt?

I en verden med et uendeligt antal speciallæger i almen medicin var der jo ikke noget problem i, at en privat udbyder lokker en pensionskasse til at købe en Lada, selv om der findes en offentlig Mercedes. Men når læger ikke er en ubegrænset ressource, kan man spørge, om ikke netop pensionskasser, der bryster sig af at være samfundsnyttige institutioner, kunne have en forpligtelse til ikke at udvande den medicinske arbejdskraft ved at opbygge et parallelt sundhedsvæsen for medlemmernes penge.

Som medlem mindes jeg ikke nogensinde at være blevet spurgt, om jeg syntes, det var en god idé at anvende mine pensionsmidler på denne måde. Men når et tilbud af denne art først er etableret, forekommer det at være en organisatorisk lovmæssighed, at det pinedød skal være en succes. Deraf de mange nyheder om, hvor stor en del af medlemmerne der har downloadet appen. Men det siger jo intet om den kliniske kvalitet af tilbuddet.

Virker en online-læge bedre end en museumsbillet?

Jeg havde ikke mistet alle mine illusioner, da jeg kontaktede P+ for at få nærmere oplysninger om medlemstilbuddet. Desværre rakte demokratiet ikke til, at jeg kunne se den sag, som bestyrelsen i pensionskassen havde behandlet om sundhedstilbuddet; jeg kunne ikke få oplyst, hvorvidt bestyrelsen havde taget stilling til, om det er i overensstemmelse med vedtægterne og lovgivningen at udbyde et sådant sundhedstilbud; og jeg har heller ikke kunnet få oplyst, hvad det koster. Til gengæld har jeg fået allehånde forsikringer om de gode intentioner, nemlig at tilbuddet er etableret for at forebygge stress og langtidssygemeldinger. Sic!

For et menneske med en rimelig del af fornuften i behold er det oplagt at spørge, hvordan en online-læge uden videre kompetencer til at udskrive relevant medicin og uden mulighed for fysiske konsultationer kan modvirke stress og langtidssygemeldinger. Jeg har sat mig ned og forsøgt at granske min hjerne for, om jeg kunne komme i tanke om et eneste eksempel, men jeg er ikke kommet op med et realistisk scenario endnu.

Heldigvis findes der myndigheder, der forholder sig til, om pensionskasserne opfører sig, som de skal. Finanstilsynet har således valgt at behandle sagen, men de har en tavshedspligt, som gør, at jeg som borger ikke kan få at vide, hvad de falder over. Det er op til P+ selv, om de vil oplyse mig om en eventuel kritik, men hvem tror på, at jeg nogensinde hører om det?

Måske er det bare gammeldags at mene, at pensionsindbetalinger skal gå til pension og ikke et konkurrerende sundhedssystem. Men hvis målet er at gøre noget for min helbredstilstand, kan pensionskassen jo også bare sende mig et partoutkort til Louisiana eller nogle måltidskasser fra SkagenFood.

Med dette indlæg når jeg jo ikke ingeniørerne, men alene den del, der svarer til det gamle JØP. Der er tænksomme medlemmer af bestyrelsen. Er de mon til at få i tale?

Michael Berner er databeskyttelsesrådgiver (DPO) og advokat.

Djøfbladet har forelagt kritikken for P+ og Djøf. De har ikke ønsket at svare.