Efter mange år som direktør har Anne Mette fået de fede opgaver tilbage

Anne Mette Møller har lige været til møde med sit NGO-netværk, da vi mødes. De har talt om GDPR, it-sikkerhed og ChatGPT.

”Jeg tror ikke, der var én forening i det lokale, der ikke kunne styrkes at ansætte en djøfer. Det var alle meget bevidste om,” siger hun som det første.

Efter både at have været CEO og afdelingsleder for 100 mennesker i TDC har hun selv for nylig fået job i Læseforeningen. Før det var hun ansat tre år i Osteoporoseforeningen. Hendes adgangsbillet til NGO-verdenen var bogføring.

De kompetencer havde hun tilegnet sig på sidelinjen i sine forskellige job – primært i tech-verdenen og både i store og små virksomheder. Hun har en baggrund som matematikøkonom.

Så det lå ikke ligefor, at hun skulle ende med at arbejde i en NGO.

Men for fire år siden, efter en hård periode med retssager og en masse polemik, var det den dengang 55-årige Anne Mette Møller, der lukkede og slukkede, da den virksomhed, hun var CEO i, gik konkurs. 

Hun tænkte, at det var en svær alder at stå uden job i. Hun kunne i princippet godt pensionere sig selv, for hun har pengene til det. Men hun har altid være glad for at arbejde og har lagt en stor energi i det.

I første omgang gik hun efter de oplagte jobopslag. Noget med at arbejde strategisk med data. Ikke nødvendigvis som leder.

”Det kan godt være, at man som CEO er den, der bliver lyttet til, men man sidder ikke med de fede opgaver. Jeg kan godt lide de faglige opgaver – et ærligt stykke arbejde,” siger Anne Mette Møller.

Pensionist som 56-årig?

Hun kom til et par samtaler, men hun fik ikke ingen af de job, hun søgte. Hun har selv på fornemmelsen, at det havde noget med hendes alder at gøre.

Derfor meldte pensionisttankerne sig igen. Så måtte hun jo engagere sig i frivilligt arbejde, for hun havde stadig en masse at give af, som hun siger.

Men så fik hun øje på jobopslaget fra Osteoporoseforeningen. ‘Hvorfor ikke gå ind i frivilligt arbejde og få løn for det?’ tænkte hun.

Hun studsede godt nok over de kompetencer, de søgte: En regnskabskyndig, der også skulle arbejde med medlemsadministration og give ledelsessparring.

”Men jeg kunne jo sætte flueben ved det meste. Og de hæftede sig ikke ved, at jeg ingen erfaring havde fra deres branche. De sagde i stedet: ’Hold da op, du kommer med meget erfaring – lige hvad vi har behov for.’ 

En sult efter djøfere

Anne Mette Møller har ganske vist været økonomiansvarlig på flere planer, men hun havde ikke som sådan lavet regnskaber. Det lærte hun sig.

Og så havde hun en hel masse ekstra, foreningen kunne bruge.

”Deres administration var groft sagt, som jeg oplevede det i 80’erne med papirbilag og kontering i hånden.”

Anne Mette Møller satte skub i en digitalisering – også med indkøb af nyt medlemssystem. Og hun kunne byde ind med viden om GDPR.

”Der var en sult efter de kompetencer, jeg kommer med. I NGO’erne er i det hele taget en sult efter det, djøferne kan. Her kan man virkelig gøre en forskel. Og det er intellektuelt stimulerende og meningsfyldt. Man skal bare indstille sig på, at lønnen ikke er prangende.”

Store opgaver, små ressourcer

Gennem sit arbejdsliv har Anne Mette Møller typisk været syv år i samme job. Det er der en helt særlig forklaring på.

”Jeg har aldrig forladt et job, når jeg var gladest. Jeg har forladt det, når jeg følte, at jeg ikke kunne give mere og havde arbejdet mig træt. Det er et mønster, jeg efterhånden kan genkende.”

Anne Mette Møller har det med at kaste sig over for meget. Fordi hun er drevet af udvikling. Hun er en igangsætter, siger hun.

Det blev også årsagen til, at hun forlod Osteoporoseforeningen allerede efter tre år og ikke efter de sædvanlige syv.

”Det blev ganske enkelt for stressende. Jeg havde simpelthen ikke indset, hvor stor opgaven var i en lille organisation med få ressourcer. Det er bagsiden ved NGO’erne. Der er så meget at tage fat på og så mange at tage sig af, at jeg ikke fik taget mig nok af mig selv.”

Dundertale

Forhåbentlig er Anne Mette Møller blevet klogere, siger hun. Hun er i hvert fald ikke færdig – hverken med at arbejde eller med NGO’erne. Nu arbejder hun også frivilligt i Mødrehjælpen. Til gengæld er jobbet i Læseforeningen kun på 25 timer om ugen. Ved siden af arbejder hun også en gang om ugen som konsulent hos OnlineFundraising – også med regnskab.

Men det ene med det andet – det kan hurtigt gribe om sig, det er Anne Mette Møller klar over. Hendes datter har haft fat i hende.

”Hun har talt dunder til mig. Hun kommer fra en generation, der siger: ’Vi vil ikke arbejde os selv ihjel. Vi vil gerne have et job, vi er glad for, men det skal ikke fylde alt.’ Så jeg har da tænkt: Har jeg været et fjols? Jeg er altid gået den ekstra mil.”

Hun er bare glad for at arbejde.

”Så må vi se, om jeg har det på samme måde efter tre år i Læseforeningen, som jeg havde i sommer – altså at jeg er et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Eller om det simpelthen er lykkedes for mig at få et arbejde i balance. Jeg håber selvfølgelig på det sidste.”

Hun vil stadig varmt anbefale andre djøfere at kigge i retning af NGO-verdenen. Og måske tage noget efteruddannelse i regnskabsføring.

”Med det lille greb kan der åbne sig en verden af muligheder.”