”Man skal løbe dobbelt så hurtigt som kvinde”

Det lå slet ikke i kortene, at det var lederrekruttering og ledelsesudvikling, jeg skulle bruge min karriere på. I virkeligheden var jeg nok forvirret på et højere plan. Jeg var droppet ud af polit-studiet efter halvandet år og tog orlov til min fars store fortrydelse. Jeg overvejede endda at blive skuespiller – alt andet end at gå mere på universitetet.

Det var en ren fornuftsbeslutning at læse jura. Det handlede hverken om passion eller lidenskab, og det er nok også derfor, jeg ikke har beskæftiget mig så meget med det selv. Det er overvejende en national uddannelse i dansk gældende ret, og det har ærgret mig lidt. For jeg kunne da godt have tænkt mig at komme rundt ude i verden, som jeg kan se mine niecer gøre i praktik og på udveksling. 

Senere var det min mand, som selv er advokat, der spurgte mig, om jeg virkelig skulle være offentligt ansat hele mit liv. Han så et opslag fra Mercuri Urval, der søgte efter konsulenter, der selv havde en baggrund i centraladministrationen. Jeg troede bare, jeg skulle forbi for en kort bemærkning. Det skulle jo ikke hedde sig, at jeg ikke kunne tåle en udfordring. I dag kan jeg fejre 10-års-jubilæum som medstifter og medejer af konsulentvirksomheden Genitor. Det er jeg meget stolt af.

Jeg har undervist unge på universiteterne, lige inden de skulle ud på arbejdsmarkedet. Og der har jeg stået og sagt til dem: ’Husk nu, at uddannelse ikke er skæbnesvangert.’ Men jeg må bare erkende, at det altså er ret skæbnesvangert. For vi er så vanvittigt dårlige til at gå på tværs af sektorer i Danmark. I skåltaler kan vi godt stå og hylde mobilitet på tværs. Men når det kommer til stykket, vil de fleste have det, de kender.

Man rider videre ad den sti, man har valgt ret tidligt og på et ret uoplyst grundlag. Det synes jeg er ærgerligt.

Noget af det, der har lært mig allermest, er skiftet. Skiftet fra centraladministrationen til konsulentverdenen og senere skiftet fra at være lønmodtager til at være selvstændig. Og så kan jeg jo lige drille Djøf lidt. Vi søgte rådgivning, da vi tog tilløb til at starte Genitor. Vi var fuldstændig askegrå i ansigterne, da vi kom ud fra at have været til rådgivning. De råd, vi fik, bar alle sammen præg af alt det, der kunne gå galt.

Det kom jo til skamme. At lave sin egen virksomhed og rent faktisk lykkes med det er bare en kæmpe, kæmpe tilfredsstillelse.

At jeg var embedsmand i 10 år, betyder virkelig meget i min selvforståelse, og jeg betragter nærmest stadig mig selv som embedsmand nogle gange.

Jeg arbejdede som ministersekretær for Jytte Hilden, da hun var kulturminister. Jeg kan sjældent komme i tanke om nogen så visionær og modig som hende.

Jytte har temperament. Indimellem fik alt i nærheden et ordentligt møgfald. Efter sådan et sad jeg en anelse betuttet ved siden af hende i en ministerbil på vej et eller andet sted hen. Der sagde hun til mig: ’Tina, du må aldrig nogensinde holde op med at sige mig imod. For det modspil, du giver, er sindssygt vigtigt for mig.’ Hendes anerkendelse fik mig til at føle, at mine råd og meninger havde en berettigelse.

Vi lavede en rapport om måltidets betydning og skrev en frygtelig pressemeddelelse sammen, som hed ’Kokke på Finansloven’. Det var en af byggestenene til det, vi kan være stolte af i dag med nordisk mad. Men det fik jeg altså ikke ros for af min departementschef på daværende tidspunkt, for det gav en masse ballade. Men det gjorde meget af det, Jytte lavede.

Når der så kom en anden minister, så jeg, hvad de kunne slippe af sted med uden at få kritik af pressen. Det handlede altså om, at Jytte er kvinde. Og jeg skal hilse og sige, at jeg er ikke blevet mindre feminist med alderen.

Vi er langt fra ligestilling, og på mange måder går det den forkerte vej. Man skal virkelig løbe dobbelt så hurtigt som kvinde. Der er meget ubevidst bias i spil. Det ser jeg hver eneste dag i rekrutteringssammenhænge. Ubevidst vurderer man mænd og kvinder forskelligt.

Jeg gør mig umage med at kalde det, hver gang jeg ser det. Også på tidspunkter, hvor det ikke er sindssygt populært. Det kan virkelig provokere mig, når egenskaber, nogle kan finde på at kalde maskuline – som dominans, udadvendthed og alt sådan noget – bliver vurderet meget positivt, når mænd har dem. Men når det er en kvinde, har jeg ikke ord for, hvor mange gange jeg har hørt, at man kan slå sig på hende, eller hun er lidt for meget.

Selvfølgelig betyder det noget, om man kan lide den person, man ansætter. Man skal gide drikke rødvin med vedkommende. Men det skal helst være det sidste, man overvejer. Vi skal gøre os umage med ikke bare at forlade os på fornemmelser.

Jeg har virkelig en aversion mod dem, der siger: ’Jeg kan ikke mærke ham’. Du skulle vide, hvor mange gange jeg har hørt det i et ansættelsesudvalg. Det er et legitimt fravælgelseskriterium. Men kan vi lige sætte nogle andre ord på det, så vi rent faktisk ved, hvad det er, vi vurderer? For det er dér, éns egne bias kommer i spil.

Jeg er ikke længere imod kvoter. Jeg tror, der skal noget radikalt til, for at vi kommer længere ned ad den sti. Der er nogle spæde håb i forhold til den nye generation: De vil simpelthen ikke finde sig i det.

De yngre generationer stiller andre krav til deres arbejdsliv. Jeg synes, det er fuldt ud rimeligt – og rigtig sundt – at have et liv i balance. Samtidig kommer de unge til at kunne stille krav, fordi de er demografisk færre. Måske det kan give momentum til noget nyt.