Sådan passer du på dig selv, når headhunteren ringer

Morten Munk følte sig særligt udvalgt, da han som ung økonom første gang blev ringet op af en headhunter. Han var nærmest ikke til at skyde igennem. Siden fulgte en følelsesmæssig rutsjebanetur. For han så nærmest allerede sig selv i jobbet. Så hvorfor ringede de ikke tilbage, og hvorfor kommunikerede de i det hele taget ikke bedre om, hvad der videre skulle ske?

”Jeg var allerede fuldt ud investeret i og fokuseret på, at det kunne være et spændende job. Jeg brugte meget energi på det både i hovedet og i maven.”

Det samme skete flere gange siden: Han blev kontaktet af headhuntere og følte sig først benovet, men endte med at få en mavepuster.

”På et tidspunkt aftalte jeg nogle ting om processen med en headhunter. Noget tid efter skrev headhunteren til mig på LinkedIn med det modsatte af, hvad vi har aftalt. Siden fandt jeg ud af, at det var en assistent, der havde taget over – én, jeg aldrig havde talt med.”

En dyb vejrtrækning

Efter næsten hver proces med en headhunter fik Morten Munk oplevelsen af først at føle sig udvalgt og siden at føle sig overset. Han lærte at trække vejret dybt, som han fortæller – forsøgte at ryste det af sig og ikke at investere alt for meget i det.

Men han begyndte også at reflektere over, om det måske kunne handle om misforståelser – om der var noget, han skulle lære om headhunterbranchen, så han ikke behøvede at blive sendt lidt til tælling efter hvert forløb.

Et standardopkald

Morten Munk kontaktede én af de headhuntere, Bodil Haumann, som han tidligere var blevet kontaktet af. For her havde han oplevet en god kommunikation, og han ville gerne blive klogere på, hvordan headhunterne tænker – hvordan de ser på potentielle jobkandidater.

”Jeg tror, nogle af headhunterne ikke er helt klar over, hvad de sætter i gang af følelser og tanker, når de ringer. For dem er det jo bare et standardopkald, og du er én ud af mange, de ringer til for at høre, om du eventuelt vil være med i en første runde til et job. Deres loyalitet ligger jo primært hos virksomheden,” siger Morten Munk.

Bodil Haumann gør selv meget ud af at behandle potentielle kandidater med respekt, for hun  ved, at det er en stor beslutning at skifte job, som hun siger.

Hun understreger, at hun udelukkende taler på egne vegne og ikke på hele branchens vegne. For der er rigtig mange headhuntere, knap 2.000 er hendes bud, og de gør det hver især på deres måde. De har ikke nogen brancheforening, så der findes ikke nogen endelig opgørelse, men tallet har hun fra LinkedIn.

Derfor sørger Bodil Haumann altid for at forventningsafstemme med dem, der kommer i spil til et job. Og hun forklarer, at kandidaten ikke er den eneste, der er i spil – at der udelukkende er tale om muligheden for at komme til en første samtale.

”Det er ikke en personlig kærlighedserklæring, når headhunteren ringer til dig.”

Gode råd

Det er ikke kun Morten Munk, der er blevet klogere på, hvad der foregår i en headhunters ’butik’, ved at tale med Bodil Haumann. Hun er også blevet klogere på kandidaternes oplevelser.

”Jeg har fået en lille ekstra reminder om netop forventningsafstemning. For i min optik er en tilbagemelding efter halvanden uge om det videre forløb fuldstændig normalt. Der kommer jo hele tiden opgaver ind fra højre eller venstre. Og kunden kan også selv have travlt og vender derfor ikke tilbage til mig. Men jeg kan godt se, at det kan føles som en evighed for kandidaten.”

For at blive endnu klogere på headhunternes måde at arbejde på nedsatte Morten Munk et advisory board med flere andre rekrutteringsfolk, direktører og ledere. Han fik også input fra folk i hans netværk, som også har prøvet at blive kontaktet af en headhunter – eller selv har taget kontakt. Det er der kommet nogle råd ud af, som han gerne vil dele – det gør han på happyhunting.nu.

Du kan også få nogle af rådene her:

• Headhunteren ringer til mange kandidater

Når headhunteren ringer til dig, er der ikke en personlig ’kærlighedserklæring’. Du er én af mange, som måske skal med i første runde til et givent job.

• Headhunterens kunde er virksomheden

Headhunteren bliver betalt af virksomheden for at løse en specifik opgave. Headhunteren har en naturlig interesse i, at alle parter får en positiv oplevelse, men første prioritet er, at virksomheden får lige præcis det, de har betalt for – nemlig en ny medarbejder.

• Du er et produkt

Du er ikke ’den eneste ene’ i headhunterens forretning. Du kan lige så godt se dig selv som en vare på en hylde. Du har selv et ansvar for at gøre det meget klart for headhunteren, hvad de allerbedste argumenter er for at få dig ’solgt’.

• Spørg ind til proces og tid

To dage for dig kan være lang tid for dig at vente, mens fem arbejdsdage måske er kort tid for headhunteren. Så sørg for at få afklaret processen og svartiderne.

• Brug headhunteren til sparring

Det er også i headhunterens interesse, at du klarer det godt til alle samtaler. Brug gerne headhunteren mere aktivt i forbindelse med rådgivning forud for jobinterview. Brug i det hele taget headhunteren til sparring – mange benytter ikke den mulighed.

En 'vennetjeneste'

Morten Munk er i dag leder af forretningsudvikling hos Mint Copenhagen – et job, han fik via en ven fra netværket. Men gennem sin karriere er han som nævnt jævnligt blevet kontaktet af headhuntere.

Det er ren altruisme, når han gerne vil dele sine erfaringer med headhuntere, og hvordan man griber det an som jobkandidat, siger han.

”Det er ikke noget, jeg skal tjene på. Jeg er nået frem til rådene drevet af min egen nysgerrighed og nok også lidt frustration. Og så vil jeg bare gerne give noget tilbage til netværket.”

Morten Munk understreger, at han og de andre, der er kommet med input, ikke er ude på at pege fingre ad rekrutteringsbranchen. Missionen er at gøre oplevelsen bedre for alle parter.

”Vi gør det for at udrydde misforståelser og for at forbedre dialogen mellem headhuntere og jobkandidater. Lige nu klæder vi jobkandidaterne på. Så jeg håber, at debatten rejser sig så meget på LinkedIn og fx også her i Djøfbladet og andre medier, at headhunterne også tager noget af det til sig.”