På studiet opdagede Rikke, at hendes diagnose kan være en gave

Rikke Skødts sind var fyldt med hestehuller. Kraftige strømme rev og flåede i hendes tanker. Hun forsøgte at kæmpe imod ved nærmest at messe ’følg nu med, følg nu med’ til sig selv. Lige lidt hjalp det, og oftest var der ikke andet at gøre end at lade sig rive med og forsvinde ind i tankerne.

Der var rift om hendes opmærksomhed, når hun sad til forelæsningerne. For oven i den forstyrrende tankestrøm var der alle de andre distraktioner. Alt fra klikkende tastaturer til planlægning af de kommende dage kunne aflede opmærksomheden, mens underviseren fortsatte forelæsningen.

Rikke Skødt har altid haft en tendens til at zone ud, hvis der var noget, hun ikke syntes var virkelig spændende. Og hun havde sværere end de fleste ved at abstrahere fra tankestrømmene.

”Jeg kunne næsten lige så godt gå hjem fra forelæsningerne,” fortæller Rikke Skødt.

Men lige så svært det kunne være at slippe tankemylderet, lige så let var det også for hende at blive fuldkommen opslugt og fokuseret, når det drejede sig om noget interessant. Hun klarede det også godt på jurastudiet – både fagligt og socialt. Det samme gjorde sig gældende i folkeskolen og gymnasiet, og netop derfor var der ingen, der tænkte, at der skulle være noget anderledes ved hende.

Diagnosen

Rikke Skødt havde hørt og læst flere historier om kvinder med ADHD, som havde skabt en mistanke hos hende, for hun kunne genkende sig selv i mange af fortællingerne. Hun gik til lægen, der sendte hende videre til en psykiater.

Der gik ikke længe, før hun sad og udfyldte en række spørgeskemaer med sine forældre. Sammen sad de derhjemme og krydsede af ved symptomer og scenarier.

”Der gik det op for mig, at ’shit, der er virkelig noget, der passer på mig her,’” forklarer Rikke Skødt.

Hun husker særligt én test hos psykiateren. Det var nærmest et spil, hvor hun skulle klikke, når et bestemt bogstav eller tal dukkede op.

”Der kunne jeg mærke trangen til at handle impulsivt og hurtigt. Helt uden at se, hvad der egentlig kom på skærmen. Jeg blev mindre og mindre i tvivl under udredningen om, at der nok var noget om det.”

I juni sidste år overleverede psykiateren resultaterne. Diagnosen var ADHD.

Rikke Skødt havde det på fornemmelsen, men alligevel kom hendes reaktion bag på hende. Da hun kom hjem, græd hun.

”Jeg var lettet over at finde ud af, at der ikke er noget galt med mig, men min hjerne bare fungerer anderledes. Samtidig var det også befriende at få en forklaring på nogle ting, men det var også en sorg. Hvis jeg var blevet udredt som 10-årig, var der nok nogle ting, der havde været nemmere,” siger hun.

En del af statistikken

Med sin ADHD-diagnose tilslutter Rikke Skødt sig den voksende gruppe af kvinder, der først får diagnosen i deres voksenliv. En svensk undersøgelse viste for et par år siden, at kvinder som regel får diagnosen langt senere end mænd. Mens gennemsnitsalderen er 30 år for kvinder, er den 18,5 år for mænd.

Der findes ikke nøjagtige tal på, hvor mange kvinder der har ADHD i Danmark. Men man kan få en indikation ud fra salget af medicin til ADHD-patienter, som bliver opgjort af Danmarks Statistik. For selv om ikke alle modtager medicin for deres ADHD, er det bemærkelsesværdigt, at kvinder i disse år haler kraftigt ind på mænd i forbrug af ADHD-medicin – det gælder især kvinder i 20’erne.

I mange år har der ellers været en markant overvægt af drenge og mænd, men i dag udgør piger og kvinder en større andel af de personer, der får ADHD-medicin. Faktisk er antallet mere end fordoblet på 10 år.

ADHD er en drengeting, ikke?

Rikke Skødt oplever selv, at der generelt er en meget stereotyp forestilling om, hvad ADHD er, og hvad diagnosen indebærer:

”Det er drenge, der forstyrrer undervisningen, og de kravler på væggene,” siger hun.

Og hun er ikke helt gal på den. Ifølge læge og psykiater Lotta Borg Skoglunds bog ’ADHD hos piger og kvinder’ har mange piger og kvinder med ADHD ikke fået stillet den rigtige diagnose, fordi diagnosekriterierne på lidelsen er baseret på drenge og mænds symptomer, som ofte adskiller sig fra kvinders.

Der har været en tilbøjelighed til, at kvinder er blevet overset, fordi læger og psykiatere ganske enkelt har været dårlige til at se det.

Selv om drenge og pigers ADHD-symptomer egentlig er de samme, er der nemlig en tilbøjelighed til, at drengene er mere urolige og udadreagerende, mens pigerne oftere vender symptomerne indad. Derudover følges ADHD ofte med angst, depression og stress hos kvinder, og det kan gøre det sværere at få øje på diagnosen.

”Der har været en tendens til at mistænke mig for at have angst eller være depressiv, men i virkeligheden har det været ubehandlet ADHD,” konstaterer Rikke Skødt.

Klaver, ukulele og fingerklaver

Symptomerne på ADHD kan opdeles i tre kategorier: Opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, og de viser sig alle sammen hos Rikke Skødt på forskellige måder. Hyperaktiviteten gør, at der sker meget i hendes hoved og krop.

”Jeg har altid dyrket meget motion, men jeg har fundet af, at det kan gøre en afgørende forskel i forhold til min ADHD og min hyperaktivitet. Hvis jeg har været oppe at træne før undervisning, er min koncentration betydeligt bedre,” fortæller hun.

ADHD’ens impulsivitet kan gøre, at det naturlige er at tale, før man tænker. For ikke at handle på sine impulsive tanker har Rikke Skødt – uden at være bevidst om det – igennem hele sit liv øvet sig på altid at overveje sine ord nøje, inden hun taler. Derfor er hun ofte endt som den stille pige, fordi hun har været nervøs for at sige noget forkert.

Opmærksomhedsforstyrrelserne kan vise sig på mange måder. Nogle gange kan hun være sensitiv over for fx lyde og lugte – andre dage slet ikke. På den måde kan det være svært for hende at finde ro, men når det lykkes, er ADHD’en en gave uden lige.

”Hvis jeg så får ro ved fx at tage mine noise-cancelling høretelefoner på og hører noget meditationsmusik eller sidder i et hjørne, hvor der ikke sker så meget omkring mig, kan jeg komme ind i et hyperfokus, hvor jeg på tre-fire timer får klaret en hel dags arbejde. Jeg opdagede det meget under min specialeskrivning.”

På den måde er de mange tanker ikke altid et minus. I eksamenssituationer gør tankerne, at hun når at vende alle scenarier, og de giver hende en masse idéer, løsninger og kreativitet. Af samme grund, og fordi ting let bliver kedelige, har hun virkelig mange hobbyer – og jo sværere, des bedre.

”Under corona lærte jeg at spille på tre instrumenter, så nu kan jeg spille på klaver, ukulele og kalimba, der er et slags fingerklaver,” siger hun med et grin.

”En diagnose passer ikke rigtig ind”

Rikke Skødt ser på mange måder det positive i sin ADHD-diagnose, og derfor er det også en vigtig øvelse for hende både at tale om den og ikke skamme sig over den. Derfor valgte hun også at fortælle om sin diagnose, da hun tidligere i år medvirkede i DR-programmet ’Anna Lin har det fint’.

Siden da har hun fået henvendelser fra flere jurastuderende, der også har ADHD.

”Det kunne være dejligt, hvis vi alle kunne være mere åbne om det og måske have dannet et fællesskab, have udvekslet studieteknikker og haft hinanden at spejle os i. Det handler måske om den perfekthedskultur, der er på studiet og blandt arbejdsgiverne – en diagnose passer ikke rigtig ind.”

Selv om Rikke Skødt sagtens kan indgå i et normalt 8-17-job, er velfungerende, har sociale relationer og har klaret sig godt på studiet, er hun nervøs for, hvordan en arbejdsgiver vil reagere på hendes diagnose.

”Det kan godt bekymre mig lidt, hvad en potentiel arbejdsgiver tænker om ADHD, for det har en lidt negativ konnotation, og jeg er bange for, hvad andres begrænsede viden om ADHD kan give af hindringer.”

Hun blev færdiguddannet i sommer og har sat jagten ind på et job. Hvorvidt hun vil fortælle om sin diagnose til jobsamtaler, har hun endnu ikke afgjort, for hun vil ikke puttes ned i en kasse med forestillingen om, at hun ikke kan sidde stille.

”Jeg vil have lov til at vise, hvem jeg er, og hvad ADHD er hos mig. Samfundsmæssigt har vi en alt for begrænset forestilling om ADHD og dem, der har det.”