Hvis du græder foran computeren

En smuk maj-morgen i 2020 stod den dengang 27-årige Nicolai Westmark for første gang foran glasdøren til sin nye arbejdsplads på Holmens Kanal 22. Solen skinnede fra øst og oplyste Christiansborg mod vest. ’Jeg står midt i samfundets centralnervesystem’, tænkte den nyslåede cand.scient.pol. fra Aarhus – og opdagede, at han ikke kunne komme ind. Bag ham lød det venligt: ’Skal jeg lukke dig ind?’ Stemmen var Astrid Krags (S), social- og indenrigsministeren, hans nye øverste chef. Han fik sagt noget sjovt, og de grinede sammen.

14 måneder senere gik han ud ad glasdøren for sidste gang. Han havde sagt op uden et andet job på hånden. I dag er han lærer på Højskolen Mors, og for nogle måneder siden stillede han som en af meget få op med fuldt navn i netmediet Zetlands artikel-serie om den stressende hastekultur i departementerne.

Der er mange mellemregninger i Nicolais historie. De handler om eksistens, ensomhed, mening, en superfed kontorchef og om individuation i den Søren Kierkegaardske forstand – at blive dén, du er.

Drømmen om Slotsholmen

Nicolai Westmark havde med vilje ikke noget studiejob, mens han læste. Det var noget pjat at bruge den dyrebare tid på universitetet på trivielle opgaver på et eller andet kontor for at gøre sig attraktiv. I stedet begyndte han at tage rundt på sommerhøjskoler og undervise i Søren Kierkegaard. Han holdt et sabbatår mellem bacheloren og kandidaten og tog på højskole i Silkeborg. Det var skelsættende.

En dag så han en sengegavl, som en elev havde ridset en sætning ind i – den slags må man ellers ikke på Silkeborg Højskole. ’Jeg føler mig mere som mig selv, når jeg gør noget for nogle andre,’ stod der. ”Fuck, det er en stærk sætning,” tænkte han.

Så blev han kandidat. Men hvad skulle han være? Embedsmand ligesom studiekammeraterne?

”Der var en tvivl i mig. Hvorfor ville jeg ikke dét, de andre ville? Skyldtes det frygt for, at jeg ikke kunne blive det? Eller skyldes det noget andet? Jeg besluttede, at jeg ville prøve at være embedsmand.”

Så han sendte nogle ansøgninger af sted. Hvis han fik et job, ville han give det et år. Det job, han fik, var dét, han selv syntes, der var det mest meningsfulde af dem, han havde søgt.

Inde bag glasdøren i Social- og Indenrigsministeriet føltes alting meget vigtigt.

”Og det var det jo også. Det var politik og samfund, og det, vi lavede, skrev medierne om.”

Tillykke med, at du slap væk

”Jeg er meget forsigtig med at sige, at det er dårligt at have et job i et ministerium,” siger han.

Alligevel synes han det er vigtigt at stå frem med sine erfaringer, som i Zetland-historien. Først og fremmest fordi der er en sandhed i den.

”Mange tidligere studiekammerater og kolleger skrev til mig, at de var glade for, at jeg var stået frem. Det er tydeligt, at vores embedsværk er for presset, og at der må gøres noget.”

For ham selv var problemet ikke så meget dét med, at alting haster i et departement.

”Det var, at arbejdet åd én, fordi du altid har det i hovedet, også når du har fri. Men det var der også mange, som syntes var fedt, for så har du med vigtige sager at gøre. Du kan ikke undværes.”

Men Nicolai følte sig ikke vigtig og værdifuld. Han blev ked af det, fordi han var holdt op med at gøre de ting, han plejede at gøre i sin fritid.

Efter Zetland-artiklen i foråret ringede P1 Morgen.

Det indslag, der kom før ham, handlede om stressede folkeskolelærere. Indslaget efter ham handlede om stress blandt sundhedspersonalet.

”Da jeg kom igennem, blev jeg spurgt: ’Hvorfor sagde du aldrig selv nej?’ Underforstået, at det er embedsmændenes egen skyld, at alting haster.”

Da interviewet var slut, lykønskede studieværten ham med, at han var sluppet væk fra Slotsholmen og op på højskolen.

”Underforstået, at dér er der fred og ro. Jeg kom til at grine, mens jeg sad der. Studieværten havde ikke forstået pointen. Der er heller ikke ro på en højskole. Ligesom der ikke er det i embedsværket, i folkeskolen, i sundhedsvæsenet.”

Det rigtige spørgsmål er, hvorfor stressen er overalt i samfundet, siger han.

”Hvorfor er vi moderne mennesker i dag villige til at ofre vores nutid for vores arbejde i en sådan grad, at vi bliver syge af det?”

Han svarer selv: Det er, fordi vi henter vores menneskelige værdi i vores job. Det gjorde romerne ikke, det gjorde de kristne ikke, det gjorde rationalisterne ikke. Men vi gør.

”Enten fordi vi har denne her Max Weberske arbejdsmoral, hvor vi tror, vi kan arbejde os ind i himlen. Eller fordi vi føler os utilstrækkelige eller værdiløse uden arbejdet. Uagtet årsagen er det vel ret skrøbeligt.”

Fede chefer i ministeriet

Nicolai Westmark vil gerne fortælle, at han faktisk havde rigtig gode ledere i departementet. 

”Jeg havde på et tidspunkt en superfed kontorchef. På et kontormøde stillede hun sig op og forbød os at tage vores arbejdsmobil og pc med hjem om aftenen. Vi råbte: 'Jamen, jeg har dén og dén sag, så jeg er nødt til at… og dem og dem bliver sure.' 'Men så tager I fat i mig!' Det var en ordre, og hun gik rundt og kontrollerede os. De andre kontorer kom rendende: 'Hvorfor kan vi ikke få fat i jer?' Men efter to uger havde de vænnet sig til det. 'Okay, I er dem, der ikke svarer efter arbejdstid. Nå, så venter vi til i morgen.'”

Det hele varede vel et par måneder. Så gik det i opløsning. Kontorchefen fik nyt job, og snart havde alle arbejdsmobilen og pc'en med hjem igen.

”Det var sådan et konkret tiltag, som en chef bare besluttede at lave for at beskytte de ansatte. Den slags kunne man gøre meget mere af. Det ville hjælpe. I hvert fald til et vist punkt.”

Departementschefen – Sophus Garfiel – prøvede ifølge Nicolai også at kæmpe imod.

”Sophus var en rigtig god departementschef. Han vidste godt, at noget af dét, der stresser meget, er, hvis man aldrig ved, hvornår man har fri. Han prøvede sådan noget med selv at gå hjem kl. 17 for at vise, at det skal komme fra toppen. Han fik skrevet ind i chefernes resultatkontrakter, at flertallet af sagerne skulle klares inden for nogenlunde normal arbejdstid.”

Men Nicolai endte alligevel med at sige farvel til ministeriet. Kierkegaard ramte ham i nakken. At blive dén, han var – det blev han ikke her. For ham var ’haster’ lig med altid at skøjte på overfladen. Det modsatte af fordybelse.

”Og jeg bliver ensom ved en skærm. Det er et introvert liv at være embedsmand. Jeg ånder anderledes, når jeg kan stå og være ekstrovert i et klasselokale. I stedet for at føle mig vigtig og værdifuld mistede jeg meningen. Jeg begyndte at blive depressiv. Ikke i klinisk forstand, men eksistentielt.”

Han så på sine chefer.

”Så dygtige, så smukke alle sammen. Så travle. Hele tiden på vej. For hvert lag, de steg, fik de bare mere travlt. Ikke at de brokkede sig eller lagde arbejdet ned til andre. Men det gjorde mig trist at se. Jeg kunne slet ikke være i det, hvis dét at være embedsmand var at være på vej på den måde.”

Græd foran skærmen

En rigtig god kollega – de var startet cirka samtidig og var lige gamle – kom uforvarende til at holde et spejl op for ham.

Det var under regeringen Mette Frederiksen I, og i Statsministeriet var man vildt optaget af, at der ikke blev begået løftebrud. Der udgik et Excel-ark til hele Slotsholmen med samtlige S-løfter fra valgkampen, og så skulle hvert ministerium og hvert kontor melde ind, om de havde lavet noget, som kunne være et løftebrud.

”Min gode kollega syntes, det var vildt spændende. Han kunne få max ud af det Excel-ark, og jeg kunne intet få ud af det. Det beviste for mig, at jobbet var det rigtige for ham – ikke for mig.”

Det hele faldt sammen for ham en varm augustdag. Han havde kun været tilbage en uge efter en lang sommerferie.

”Når man laver finanslov i et departement, arbejder man helt vildt, måske 50 timer om ugen. Men det er okay, for vi ved det på forhånd. Og så afspadserer man en masse, når det bliver sommerferie. Eller det gjorde jeg i hvert fald. Så jeg havde haft to måneders sommerferie. Det var fedt.”

Da han åbnede sin pc efter ferien, var der ingen rutineopgaver på joblisten. Det første år havde han haft en blandet portefølje af spændende opgaver som fx midler til udsatte grønlandske børn og så nogle mere trivielle opgaver. Skodopgaver, som nogle kaldte dem. Nu var der kun lutter gode, krævende opgaver. En stor satspulje til hjemløse og mere af samme slags.

”På et tidspunkt sad jeg og så ind i min skærm og begyndte at græde.”

At sige nej eller pyt ville ikke fungere for ham. Han er ingen quiet quitter.

”For mig hænger ansvar og mening sammen. At tage mindre ansvar som en overlevelsesstrategi lyder nærmest depressivt. Som en accept af en syg kultur og som at opgive sine karrieredrømme.”

Hvis du græder, mens du arbejder, så få fat i en god ven, som han siger. Vennen sagde, at han kunne beslutte sig for at sige op nu, men vente to måneder med at gøre det. Hvis han kravlede igennem de to måneder, var det den rigtige beslutning. Hvis han fik ondt i maven, skulle han tænke sig godt om, før han sagde op.

Næste dag sagde han alligevel op.

”Jeg vidste, det var rigtigt.”

”Mange af mine kolleger kom og sagde: 'Hvor er det flot, du gør det.' Det troede jeg ikke en skid på. Jeg troede, at de tænkte: 'Hvor er det dumt gjort.' Jeg havde et alternativ, jeg ville være højskolelærer. Men altså, hvis jeg ikke havde haft det – så havde det været svært at sige op.”

Syg af angst

Den første dag, efter han havde sagt op, var én stor lettelse. Så lå han syg de næste to uger.

”Det var angst,” siger han.

”Ikke angst i en diagnostisk, psykiatrisk forstand. Men eksistentiel angst. Den rammer alle, som bevidst vælger at afvige. Kierkegaard skrev, at man bevæger sig af at føle angst. Så angst er en pris, man må betale. Men det er ikke nogen helt lille pris.”

Hans krop skreg til ham: 'Hvad har du gjort, hvad gør du nu?'

Så tak til vores a-kassesystem for, at han fik en nødvendig tænkepause, siger han.

På Højskolen Mors underviser han tre intensive dage om ugen – mandag, tirsdag, onsdag. Torsdag og fredag kommer han slet ikke på skolen. Han bliver for sig selv fordybet i forberedelse, bøger og naturen.

På en højskole er der plads til store tanker og dybe samtaler. Her er man altid nogens omsorgsperson. Eleverne ser op til ham på en måde, han knap kan rumme.

”Jeg tror, det kommer af, hvis de aldrig før har haft sådan nogle samtaler med nogen. Her skal jeg passe på mig selv. Jeg vil så gerne løse alles problemer, og det kan man ikke.”

Han hader, når folk tror, at højskolerne er perfekte.

”I dén verden brænder man også lærere ud i ét væk. Det er det samme som alle mulige andre steder. Når man leder unge mennesker, som sygt gerne vil gøre det godt, er éns job at få dem til at stoppe. Ikke at få dem til at arbejde mere, for de er i forvejen i stand til at arbejde sig ind i en psykisk lidelse.”

Hans fag på højskolen handler om samfund og eksistens. Hvor ’samfund’ er forventninger, rammer og bånd, og ’eksistens’ er at finde mening i det.

”Og hvad det betyder for dig, hvis du går imod strømmen,” tilføjer han. ”Så ja, lad os bare sige, at jeg underviser i mig selv.”

Og nej, han savner ikke ministeriet og alle de dejlige djøfere derinde. Slet ikke, siger han, smiler og mindes sine travle, dygtige chefer, der hele tiden var på vej.

Så er embedsvejen helt slut? Han tøver alligevel.

”Hvis jeg virkelig ville, tror jeg godt, jeg kunne komme tilbage, hvis jeg begyndte at søge nogle jobs. Også selvom jeg ikke havde noget studiejob.”