Anne Katrine vandt en Oscar.

En sen aften i 1996 indgik Anne Katrine Andersen et væddemål med en veninde. På Jazzhouse i København havde de fået øje på filmproducenten Peter Aalbæk oppe i baren. Turde Anne Katrine mon gå op til ham og spørge, om hun kunne få et job på Zentropa?

Det turde hun. Og Peter Aalbæk sagde ja – hvis hun altså ville arbejde gratis. En par måneder senere begyndte hun som runner på Zentropa, der red på en bølge efter Lars von Triers ’Breaking the Waves’.

Anne Katrine Andersen knoklede sig vej op gennem rækkerne – det første år uden løn. I 1999 forsøgte hun forgæves at komme ind på Filmskolen.

Uden en formel filmuddannelse endte hun som producer og post-producer. Hun producerede bl.a. kortfilmen ’Nu’, hvor Mads Mikkelsen og svenske Mikael Persbrandt giver hinanden et inderligt kys.

Det hold fra filmskolen, hun ikke blev en del af, overhalede hun indenom ved at være med at producere sin første ’rigtige’ film, før de var – ’Dag och Natt’ med samme Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Senere var Anne Katrine Andersen post-producer på Susanne Biers ’Hævnen’, der vandt en Oscar i 2011.

Det var sjovt i filmbranchen – skønne mennesker og altid gang i den, men det er også et tough sted at være.

”Der var op- og nedture med film, som jeg har arbejdet på. Men på den måde har jeg lært ikke at være bange for at fejle,” siger Anne Katrine Andersen.

’Hvor er dine våben?’

Anne Katrine Andersen var drevet af en brændende lidenskab for film. Men i 2010 fandt hun ud af, at hun faktisk havde endnu en lidenskab, som hun ikke havde været bevidst om, før et par bemærkninger gjorde det tydeligt for hende.

Den ene kom fra en kvindelig landsretsdommer.

Anne Katrine Andersen havde i mange år været domsmand ved Østre Landsret, og endnu en gang var der blevet fyret op for hendes ’uretfærdighedsfølelse’, som hun kalder den.

”Jeg var frustreret og indigneret over en ung mand, som skulle i fængsel, fordi han havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det registrerede dommeren, og hun opfordrede mig til at søge ind på jurastudiet.”

Instruktøren af ’Dag och Natt’ havde også sagt noget, hun pludselig hæftede sig ved.

”Når jeg hidsede mig op over en eller anden uretfærdighed, spurgte han mig altid: ’Hvor er dine våben?’”

Det tænkte hun over. For hun ville gerne kunne svare igen.

Anne Katrine Andersens våben skulle være jura. Tænk sig, hvis hun kunne blive dommer? Så mens hun stadig passede sit job i filmbranchen, begyndte hun som 38-årig at studere jura om aftenen. Fag for fag og ét semester ad gangen. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig at gennemføre et fuldt studie.

Men det gik jo, og med opmuntring fra sine undervisere meldte hun sig til kandidaten. Og så var hun pludselig ’almindelig’ studerende – mens hun arbejdede freelance i filmbranchen. Den nye lidenskab fik hendes primære fokus.

”Jeg kunne godt have lænet mig tilbage – for jeg havde jo nået det, jeg havde arbejdet så hårdt på at opnå i filmbranchen. Men jeg var bange for at gentage mig selv. Så jeg skiftede scene, selv om jeg vidste, at der var en enorm risiko for, at det ikke ville lykkes, eller at det ville være enormt hårdt mentalt – og også økonomisk.”

Det lykkedes – hele vejen igennem. Hun nød det, selv om det også var hårdt. Efter seks år kunne hun som 44-årig kalde sig cand.jur. Men én ting kom hun til at fortryde – at hun ikke fik et studierelevant job.

”Jeg er ikke på speed dial med Mads Mikkelsen”

Folk omkring hende – medstuderende og undervisere – var fascinerede af hendes job i filmbranchen. Det var arbejdsgiverne også, da hun siden gik til samtaler, fornemmede hun. Men som hun siger:

”Jeg er ikke på speed dial med Mads Mikkelsen. Og jeg kan jo ikke leve af at kende Coster-Waldau. For pludselig handlede det ikke om, hvilke film ’jeg havde været på’, men om mine karakterer og hvilke studiejob jeg havde haft.”

Det betød også, at det kom til at tage godt et halvt år at finde et job. Hun søgte bl.a. et job i Dansk Industri, hvor hun fik et ’klassisk’ afslag a la ’vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning…’

”Så blev jeg simpelthen så rasende og røg til tasterne og svarede: ’Tak skal du ellers have – hvad skal jeg bruge det til? Der er jo ingen job at søge og ingen, der vil have mig.’ Men så blev jeg ringet op af hende, der havde givet mig afslaget.”

Det var ikke, fordi Anne Katrine Andersen alligevel fik tilbudt jobbet, men hun fik en opmuntring.

”Hun sagde til mig, at jeg ikke passede til lige netop dét job, men at min profil var god – jeg skulle bare blive ved. Hun tilbød mig endda at sætte et kaffemøde op for mig. Det gav heller ikke noget job, men det lærte mig, at jeg skulle drikke en masse kaffe med forskellige folk.”

Så det gjorde hun inden for lejeret. I dag seks år senere arbejder hun hos Lejernes Landsorganisation Hovedstaden (LLO) – stadig med lejeret.

”Jeg nyder, at min sans for ’ret og forkert’ kan komme til udtryk. Min idealisme og retfærdighedssans kunne ikke få plads i filmverdenen, hvor det handler om timing og smag.”

At kunne gøre en forskel for det enkelte menneske baseret på jura giver rigtig god mening for hende.

”På en måde føles det også skabende og kreativt. For som jurist er man med til at skabe og ændre menneskers skæbne.”

Varm jura

Anne Katrine Andersen har et håb for hele juraverdenen: At der kommer en større åbenhed for jurister med en mere ukonventionel baggrund som hendes. Jurister, der har mødt og kan begå sig med mange forskellige personligheder og folk fra alle samfundslag.

”Det giver en større forståelse og indsigt. Det føler jeg i hvert fald, det gør. En forståelse for menneskers behov, når de møder den juridiske verden – uanset deres baggrund. Så de ikke bliver mødt af en kold, uforståelig og bureaukratisk verden.”

Hun ville ikke være jurist i filmbranchen. Hun taler om den varme jura. Om den ’uretfærdighedssans’, hun er drevet af.

”Jeg er ikke til kold jura – handel med virksomheder og skatteret. Min idealisme og det faktum, at jeg blev færdig i en sen alder med et ikke særligt imponerende gennemsnit, gør også, at jeg ikke kommer i nærheden af dyre biler og designertasker. Det er et valg, jeg gerne vil leve med, for jeg er ikke pengedrevet og er ligeglad med Audi-biler og Gucci-tasker.”

Det bedste, Anne Katrine Andersen ved, er, når retfærdigheden vinder. Som for nylig, da en lejer mødte personligt op for at takke hende. Hendes tidligere udlejer, en advokat, ville ikke tilbagebetale depositum – et klækkeligt beløb. Der var ikke en finger at sætte på noget, og alligevel fik lejeren ikke pengene retur, fortæller Anne Katrine Andersen. Men det lykkedes til sidst med LLO Hovedstaden og juraen i ryggen.

Anne Katrine Andersen kom for sent i gang med den juridiske karriere til at ende som dommer i Østre Landsret. Men der er boligretten, hvor der sidder boligdommere. Så måske?