Ønskejob

Her vil studerende helst arbejde

22.6.2023

af

Foto fra Legos hovedkvarter i Billund

PR-foto: Adam Mørk/Lego

Se listen over, hvilke arbejdsgivere der er Danmarks mest attraktive ifølge studerende på djøf-området.

Hvilke virksomheder drømmer studerende om at blive ansat hos? Det har Universum, der beskæftiger sig med branding af virksomheder, undersøgt i en årrække – og den årlige rapport er netop udkommet. Den afslører nogle helt særlige faktorer, som de studerende lægger vægt på.

Inden vi når så langt, skal vi se på, hvilke virksomheder der klarer sig godt, og hvilke der har taget sig en tur ned ad rangstigen. Poul Schmidt/Kammeradvokaten og Anklagemyndigheden har atter fundet vej til første- og andenpladsen blandt jurastuderende. Mens tredjepladsen går til Kromann Reumert, hvilket er en forbedring fra sidste års femteplads.

Universums danske direktør, Jesper Dansholm, fortæller, at mange advokathuse har gjort et godt stykke arbejde med at brande sig over for jurastuderende:

”I det, der måske tidligere var Danmarks mest konservative branche, har vi set tiltag som summer schools, 4,5 dages arbejdsuge, veludførte SoMe-kampagner og en række signatur-events for at tiltrække de rigtige medarbejdere. Men det har også været nødvendigt, for branchen som helhed er stærkt forbundet med lange arbejdsdage, hvilket alt andet lige trækker ned,” udtaler han i en kommentar til rapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Djøf
Job
Rigspolitiet, Politiskolen
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 26. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Finans Danmark
Job
Grønlands Selvstyre

Den offentlige sektor hitter

Intet er, som det plejer, hvis vi ser på listen for business-/økonomistuderende. Her indtager LEGO Group førstepladsen og Novo Nordisk andenpladsen. Sammenholdt med sidste år er det en opgradering med to placeringer for begge virksomheder. Modsat er A.P. Møller-Mærsk faldet to placeringer til tredjepladsen.

Den største ændring er dog, at en stribe offentlige arbejdspladser opfattes som markant mere attraktive end hidtil.

”Mange faktorer spiller ind, når de studerende skal udpege deres foretrukne arbejdsgivere. Det nye i år er, at de studerende vil have mere fritid og fleksibilitet og bedre balance mellem arbejde og fritid. Det forventer de at finde i den offentlige sektor,” forklarer Jesper Dansholm i rapporten.

Jurastuderende vil have balance

Lignende tendenser viser sig hos de jurastuderende, hvor den største forskel i forhold til sidste års undersøgelse er, at work-life-balance for alvor er blevet vigtigt, når de skal udpege deres drømmearbejdsgivere.

Det er ligeledes blevet vigtigere for de studerende at have en leder, der støtter deres udvikling i jobbet, og at virksomheder udviser respekt for sine ansatte.

De to vigtigste parametre er dog – ligesom sidste år – muligheden for høj løn og et godt arbejdsmiljø.

Bæredygtighed udgør også en væsentlig faktor. Modsat sidste år lægger de studerende dog mere vægt på finansiel bæredygtighed (fra 32% til 36%) og social ansvarlighed (fra 25% til 36%), mens klimamæssig bæredygtighed nævnes som vigtigst af 28% mod 43% sidste år.

”Det er lidt mere usikre tider lige nu, og derfor fokuserer de studerende lidt mere på, at virksomheden ikke risikerer at vælte omkuld, hvis der for alvor skulle komme en krise, eller det bliver dyrere at låne penge,” skriver Jesper Dansholm.

ANNONCE

Business og banker

En hovedtrend blandt de business-studerende er, at banker for andet år i træk bliver vurderet som en stadig mere attraktiv arbejdsgiver. På to år er Danske Bank rykket fra nr. 15 til nr. 10, og Nordea ligger på en 16.-plads. Dertil ses en markant fremgang hos både Nykredit, Jyske Bank og Sydbank.

Ifølge Jesper Dansholm er der en særlig årsag til, at bankerne er blevet mere populære blandt de studerende. Bankerne klarer sig nemlig godt, når man tager højde for, hvilke præferencer de studerende har, når det gælder, hvad der gør en arbejdsplads attraktiv.

Universum har også spurgt de business-/økonomistuderende om, hvilken form for bæredygtighed de vægter højest. 47% svarer, at finansiel bæredygtighed er vigtigst, 33% svarede klimamæssig bæredygtighed, mens 19% svarer social ansvarlighed. Ligesom hos juristerne har vigtigheden af klimamæssig bæredygtighed taget et stort dyk. Sidste år lå denne i top med 50%.

Jesper Dansholm peger på samme forklaring som hos de jurastuderende, men pointerer ligeledes, at stort set alle virksomheder i dag er klimabevidste, og at klimahensyn er blevet en selvfølge og derfor ikke længere er udslagsgivende, når studerende skal udpege deres favoritvirksomheder.

Distancearbejde bliver vigtigere

Fælles for alle de studerende, der har deltaget i Universums undersøgelse, er, at der er en voksende interesse i at kunne arbejde hjemmefra eller fra andre steder end kontoret. I år svarer 60%, at de ville sige ja tak til distancearbejde, hvilket er en signifikant stigning fra sidste års 52%.

”Den øgede præference for distancearbejde flugter jo fuldstændig med ønsket om work-life-balance og fleksibilitet,” pointerer Jesper Dansholm.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet