Stress handler ikke kun om tid

”Hvad er det for nogle symptomer, du mærker?” spørger lægen.

Karen Skriver Lauger er placeret i en hvid plastikstol i et allerede klinisk lokale. Det har taget hende noget tid at finde modet til at ringe til sin læge i første omgang. For hun har haft på fornemmelsen, at der kun var ét ord, der kunne beskrive hendes tilstand. Og at det nok var voldsomt.

Roligt svarer hun lægen. Hjertebanken. Svimmelhed. Søvnbesvær. Overfladisk vejrtrækning. Sitren i kroppen.

”Og hvor længe har det stået på?”

Det har det i længere tid. En slags opbygning af utilpashed, hvor Karen har prøvet at blive ved med at arbejde og opfylde sine opgaver. Blive ved med at jage, hvad hun selv kunne gøre for ikke at have det så dårligt. Men nu er det nok kommet for langt.

Lægen følger op.

”Hvad vil du gøre, hvis jeg nu siger, at jeg ikke sygemelder dig, men at du skal tilbage på arbejde i morgen?”

Karens verden bryder sammen. Hun græder. Alene tanken om at skulle tilbage. Lægen sygemelder hende med stress, og det er en lettelse. En lettelse over at have lægens ord for, at hun ikke har det godt.

Folk omkring hende ville ellers gerne hjælpe: Måske hun bare skulle ændre dét og dét for at få det bedre. At hun blot kunne ændre ting ved sig selv.

Men Karen Skriver Laugers fortælling om stress adskiller sig fra den historie, vi ofte hører. Hun synes nemlig ikke, at hun havde for meget at lave på sit arbejde. Hun løb ikke for hurtigt. Papirbunken på skrivebordet var ikke for høj. Hun trives derimod i krævende og komplekse opgaver. Og hun havde en forstående chef og gode kolleger.

Det var meningsløsheden, der var udslagsgivende. Men det vidste hun ikke på det tidspunkt.

Ikke kun én årsag

Stress bliver kaldt en folkesygdom. Godt hver tredje dansker scorer højt på stress-skalaen, viser 2021-tal fra Sundhedsstyrelsen.

Og den stress koster samfundet milliarder i sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsenet.

Men at betegne stress som en folkesygdom er misvisende. For stress er ifølge eksperter ikke en sygdom, men en belastningsreaktion. Det kan måske virke som ordkløveri, men det er en essentiel pointe: Stress er kroppens og sindets reaktion på at blive overbelastet. Og mens stressreaktionen ser nogenlunde ens ud hos de fleste, kan den have mange forskellige årsager.

Nogle af disse årsager har man hos Djøfs karriererådgivning valgt at udvide sin såkaldte ’stress-position’ med. Man er gået fra én forståelse til fire, så man i dag arbejder med at stress kan skyldes misforhold mellem krav og ressourcer, blive udløst af bekymringer eller have enten moralske eller eksistentielle grunde.

Ifølge Yun Ladegaard, som er stressforsker og direktør for Erhverv og Økonomi i Fonden Mental Sundhed, er alle fire perspektiver på stress ret kendte.

”En del af dem har der været forsket meget i, mens andre er mindre forsket i. Jeg tror, at det er nyt, at en fagforening vil gå ind på den her måde. Men det giver mening at klæde en karriererådgivning bedre på. For folk har ikke nødvendigvis en lang uddannelse i og forståelse for stress. Det giver nogle andre kasser at arbejde ud fra.”

Det handler egentlig blot om at forstå stress mere nuanceret, forklarer Yun Ladegaard.

”Man har prøvet at skabe årsagsforklaringer på en reaktion. Og man har fundet nogle forklaringer, som er rimelig velunderbyggede inden for forskningen – og i det her tilfælde i forhold til, hvad der kan være relevante kilder til stress i et arbejdsliv.”

Når Djøf har valgt at arbejde med de fire forskellige stressforståelser, bunder det ifølge chefkonsulent Jakob Sloth Petersen i et ønske at møde medlemmerne der, hvor de er.

”Vi har ladet os inspirere af nogle af de strømninger, der er kommet inden for stress. For vi har også været nødt til at udvide vores egen forståelse, da vi oplever, at der er nogle af vores medlemmer, som stresses af noget andet end en opgavemængde, der er for stor.”

Og det åbner den nye ’stressposition’ ifølge Jakob Sloth Petersen op for. Ikke fordi det med et snuptag fjerner stressen, men fordi den bringer andre forklaringer til bordet.

”Nogle oplever at føle sig misforstået. Det slider på dem, og så kommer de ind til os. Hvis vi så fx kan sige, ’der er noget, der hedder moralsk stress, hvad tænker du om det?’, kan man mærke deres skuldre falde ned. Det kan være ufatteligt lutrende endelig at føle sig forstået. Dermed kan man også mere præcist tale om nogle løsninger, der passer til deres situation.”

Skyldfølelse

Som sygemeldt kunne Karen Skriver Lauger gå ture og nyde skovene og søerne omkring sig. Tage den med ro, som alle havde rådet hende til. Men hun bar også på en følelse af skyld.

”Jeg havde dårlig samvittighed over at være blevet syg med stress, fordi jeg ikke havde for meget at lave. Hvordan kunne det så være, at jeg var blevet syg? Jeg var oppe imod nogle vilkår, som jeg personligt ikke kunne fungere optimalt i.”

Vilkårene var hendes job som specialkonsulent i Landbrugsstyrelsen. Styrelsen var i gang med en omfattende udflytning af medarbejdere, og perioden var en slags undtagelsestilstand. Her oplevede Karen, at hendes egentlige opgaver blev nedprioriteret.

Ingen vidste helt, hvor lang tid denne undtagelsestilstand ville stå på. Og uden at være i stand til at udføre sin kerneopgave ordentligt begyndte hun at spørge sig selv: 'Hvorfor sidder jeg egentlig her?'

For Karen Skriver Lauger er det vigtigt at sige, at hun ikke ønsker at hænge sin tidligere arbejdsplads ud. Det var blot arbejdspladsens vilkår, der var ændret, og det var der ikke meget at gøre ved. Og det er heller ikke, fordi hun nødvendigvis har brug for at opleve sin plads som unik.

”Jeg er meget bevidst om, at jeg er et tandhjul i en produktionsmaskine af en eller anden slags. Men mit arbejde skal helst spille op imod den overordnede værdiskabelse, som er på arbejdspladsen. Så kan andre synes, at mine opgaver er tåbelige, men hvis jeg kan se, at mit job giver mening, og at jeg bringer værdi, så kan jeg holde til ret meget.”

Folk omkring hende forsøgte også at hjælpe. 'Har du for meget at lave?' spurgte hendes chef og kolleger.

Men det var ikke det. Hun kunne godt lide det komplekse og det svære.

”Vi gjorde alle, hvad vi troede var det bedste,” fortæller Karen. Erkendelsen af, at det var meningsløshed, der var årsag til hendes stress, kom først senere i samspil med den psykolog, som arbejdspladsens sundhedsforsikring tildelte hende.

Tilbage til meningen

Den dårlige samvittighed fulgte hende, når hun hentede sine børn fra skole, bagte boller, besøgte sine venner og drak kaffe på caféer. For hvis hun kunne det, kunne hun så ikke også arbejde? Kulminationen på den følelse var, at hun i perioden omkring sygemeldingen var i gang med at skrive en bog med strikkeopskrifter, som hun endte med at arbejde videre med under sin sygemelding.

”Jeg tænkte: ’Hvad er det lige, jeg har gang i?’ Men det gjorde mig jo glad. Jeg kunne holde koncentrationen uden at blive træt. Men hvis jeg tænkte på arbejdet, meldte symptomerne sig med det samme.”

Det blev til en anderledes erfaring. En oplevelse af, at hun faktisk godt kunne arbejde med noget. At det ikke handlede om, at hun ikke kunne arbejde overhovedet, men at lyst og mening stadig kunne drive værket.

At løbe på et brækket ben

Karen Skriver Laugers sygemelding handlede om at komme ned i gear. For når først stressen er der, er det en overbelastning, lige meget hvad den kommer af. Men hendes erfaringer om fortsat at være aktiv gav hende også en indsigt. Kulminationen blev, at Karen valgte at skifte job.

”Man kan ikke løbe på et brækket ben, lige meget hvordan man brækkede det. Men for ikke at brække det igen er det jo interessant at finde ud af, hvad årsagen var. Der var det jo rart nok at vide, at jeg godt kan løbe normalt. Bare ikke i det terræn, som jeg ikke kunne ændre, så jeg blev nødt til at flytte mig. Den erkendelse er der også en sorg i.”

Hendes eget stressforløb var præget af de forventninger, den ’klassiske’ form for stressårsag bragte med sig. Hun opsummerer det selv: ”Det er legitimt at blive stresset af for meget arbejde, men er det legitimt at blive stresset af et forkert arbejde?”

Det mener hun selv, det er. Det gjorde jo ikke hendes stress mindre reel. Det var stadigvæk en tilstand, som gjorde hende syg. Hun mener dog også, at hun havde ressourcerne til at gøre noget ved det.

”Det er monsterprivilegeret at kunne rykke sig. Og have kapaciteten til at indse, at nu gør jeg noget andet.”

Det er nu seks år siden, at Karen Skriver Lauger var sygemeldt i tre måneder – og efterfølgende nogle måneder deltidssygemeldt – med den stress, som hun på det tidspunkt ikke forstod. Det gør hun i dag.