Podcast

For Nina Rask er det en succes at være sårbar

6.6.2023

af

Portrætfoto af Nina Rask

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Nina Rask skulle lære at tage sig selv og sine skuespillerambitioner alvorligt, samtidig med at hun tog livtag med sin kønsidentitet. Hun ved nu, at det er afgørende for hende at turde bruge sig selv og blotte sine følelser.

Nina Rask havde lige præcis ni måneder, fra hun fik studenterhuen på hovedet, til hun begyndte på et udviklingsforløb, som kun er ganske få forundt at lægge arm med.

Som en del af DR’s såkaldte Talenthold blev hun kastet direkte ud i at lave satire, spille skuespil, sende radio og en masse andet.

Og selv om Nina Rask ret hurtigt fik hul igennem, var det hårdt arbejde at gå fra at være gymnasieelev til at tage ansvar for sig selv på en voksen arbejdsplads med en masse koder, hun ikke kendte.

”Jeg var mega-usikker, fordi jeg var en 20-årig queer person, der lige var gået ind i en proces med at finde ud af nogle ting med mit køn, som jeg havde fejet ind under gulvtæppet i mange år,” siger hun i det nyeste afsnit af Djøfs podcast ’Masser af succes’.

Desuden var hun i slutningen af gymnasiet blevet syg med angst og var midt i at finde den rigtige behandling. Så der foregik ”en milliard ting,” da hun startede i DR.

”Det var som at hoppe ud over en klippekant og slet ikke have noget at holde fast i. Jeg var bare helt rå og åben og blottet. Så der skulle ikke særlig meget til at skubbe mig af pinden,” siger hun.

En krog i fremtiden

Ud over at arbejde som skuespiller og satiriker har 24-årige Nina Rask skrevet tv-serier, lavet podcasts og var for nylig vært på Echo-prisshowet på TV 2. Samtidig har hun omkring 35.000 følgere på Instagram, og det er let at blive beruset af al den anerkendelse og opmærksomhed, som 24-årige Nina Rask svømmer i.

”Jeg kunne ret let have fået et lavt selvværd, som havde gjort, at jeg slet ikke kunne have det arbejde, jeg har i dag. Så havde jeg ikke turdet være generøs med mit liv og mine følelser og dele ud og være sårbar,” siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

På den ene side var det hårdt at skulle arbejde så meget med sig selv, som hun skulle på Talentholdet. Fordi hun på det tidspunkt var sådan et dårligt sted med sig selv.

”På den anden side var det supergodt for at kunne fokusere på noget andet og tage energien væk fra alt det der navlepillende med køn, angst og identitetskrise, som jeg dealede så meget med,” siger Nina Rask.

Og det var en hjælp til at komme op om morgenen.

”Det var fucking hårdt at stå op hver dag og tage på arbejde, når jeg havde det af pis. Men samtidig var det virkelig godt, at jeg havde noget i mit liv, der rakte fremad. Det føltes, som om jeg havde en krog ud i en fremtid, som måske ikke var, som nutiden var,” siger hun.

For Nina Rask havde ambitioner om at blive set og vidste, at hun gerne ville lave noget kreativt. Samtidig ville hun bruge sig selv og sin historie. Hun vidste bare ikke helt hvordan endnu.

”Jeg vidste, at jeg gerne ville noget skuespil, men nu kom jeg pludselig ind og fik at vide, at jeg også kunne alle mulige andre ting. Og så var jeg var sådan: ’Let’s go. Nu skal I se.’”

Dårlig arbejdsmoral

Den rå følelse af succes sidder lige der, i rummet mellem brystet og halsen. Og det løfter én, så man ved, at lige meget hvad der sker den næste uge, så kan man bare tænke på det her, så skal det nok gå. Sådan føles succes i kroppen på 24-årige Nina Rask.

Men det tog tid at komme derhen. At være en del af talentholdet var så emotionelt overstimulerende, at Nina Rask nærmest blev lidt lammet. Der var meget nyt og ting, hun ikke havde lavet før. I dag kan hun godt tænke, at det nok lignede dovenskab, fordi hun ikke rakte ud efter hjælp, når der var noget, hun ikke kunne finde ud af.

”Men det var det ikke. Jeg havde nok svært ved at acceptere, at der var rigtig meget, jeg ikke kunne finde ud af, og det prøvede jeg at skjule. Og så lignede det bare, at jeg ikke lavede noget. Så jeg blev jeg konfronteret med, at jeg havde en dårlig arbejdsmoral,” siger hun.

At være på en voksen arbejdsplads handler om selv at tage initiativ, og Nina Rask kom som gymnasieelev og var vant til at få at vide, hvor og hvornår hun skulle møde op. Det kostede nogle rap over nallerne at lære alle koderne og de uskrevne regler.

”Hvis jeg havde et møde klokken 10, skulle man stadig møde ind klokken 9. Det fattede jeg ikke, og det tog mig lang tid at lære,” siger hun.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Hele tiden blev hun kastet ud i nye genrer, formater og afprøvede nye sider af sig selv. På P3 Satire ramte hun noget, der føltes helt rigtigt, hvor hun både lærte en masse og samtidig fik lov at lave de ting, hun i forvejen var god til.

”Det var en total powerfølelse. Jeg udviklede min komiske værktøjskasse, samtidig med at jeg lærte at skrive. Og jeg fik lov til at spille skuespil, som var noget, jeg i forvejen følte, jeg havde en god fornemmelse for,” siger Nina Rask.

Og det virkede. Folk begyndte at lægge mærke til hende, og hun lavede ting, der blev succesfulde.

”At få denne her eksterne anerkendelse er en rus – med folk, der begynder at følge én og skrive ’hey, det er sgu da dig, det er jo megagodt.’ Men jeg prøver ikke at lægge for meget identitet i det. Så jeg ikke føler mig pillet fra hinanden, hvis det nu forsvinder,” siger hun.

Åben og sårbar

Vi måler gerne vores succes på en masse eksterne og ret kapitalistiske parametre, mener Nina Rask og lister de klassiske, målbare kriterier op: At have en fed karriere og en lækker kæreste, søde venner og en god økonomi. Den gryde falder hun også selv i. Og alt for længe brugte hun meget energi på, om hun gjorde sit liv på den rigtige måde.

”Det er ting, som er megasvære at leve op til, og som man nærmest kun kan lykkes med, hvis man har rigtig mange privilegier, som ikke er i éns egne hænder, og som det ikke er op til én selv, om man har fået,” siger hun.

ANNONCE

Nina Rask har en oplevelse af, at hun ikke er den eneste, der går rundt og pisker sig selv med alle mulige narrativer om, hvordan livet burde være.

”Jeg prøver hele tiden at trække mig selv ind i nuet og holde mig selv åben og sårbar, selvom det er fucking skræmmende. Men det synes jeg føles som en succes, når jeg formår at sætte mig selv på spil,” siger hun og fortsætter:

”Det er jeg megastolt af. Jeg vil turde at lægge mit hjerte derud, for når det lykkes, er det også der, hvor man kan opnå en stærk forbindelse til andre mennesker,” siger hun.

En del af det med at tage sig selv seriøst betyder for Nina Rask, at hun forsøger at holde sig selv åben for nye muligheder og for andre mennesker.

”Jeg føler, jeg har haft perioder, hvor jeg har lukket mig selv meget i for at beskytte mig selv. Men så bliver man hård og distanceret og lever ligesom oven over sin krop,” siger hun.

Da hun fik lokaliseret det ’burde’, der fik hende til at tvivle på, om hun følte og gjorde ting på den rigtige måde i sit liv, oplevede hun en kolossal frisættelse.

”Da jeg gik ind og arbejdede med, om der overhovedet er noget, som burde være på en bestemt måde, var det, som om det åbnede for en enorm frihed. Og der var en angst, som slap mig,” siger hun.

Du kan lytte til hele interviewet med Nina Rask i podcasten 'Masser af succes' her. 

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet