Brevkasse
24.6.2023
af
Frederik Iuel
Illustration: Solarseven/Shutterstock
”Jeg vil rigtig gerne skifte arbejde, men kommer ikke til samtaler. Jeg er 61 og tror, at min alder har meget at sige. Hvordan overbeviser jeg arbejdsgiverne om, at de skal tage en snak med mig?”
Kære Djøf
Jeg vil rigtig gerne skifte arbejde. I dag er jeg leder for et lille team på 12. Men jeg kunne godt tænke mig at koncentrere mig mere om det faglige, indholdet, projekterne og rådgivningen. Det fylder for lidt i dag. Jeg kommer ikke til samtaler, når jeg søger konsulentstillinger. Jeg er 61 og tror, at min alder har meget at sige. Hvordan overbeviser jeg arbejdsgiverne om, at de skal tage en snak med mig?
Kære medlem
Det er desværre noget sandhed i, at en alder i 60’erne – og i øvrigt også dét at gå fra chef til medarbejder – vækker bekymring hos nogle arbejdsgivere.
Den gode nyhed er, at du kan få dem på bedre tanker med et klart fokus i din ansøgning.
I din ansøgning og dit cv bør du fokusere på udvalgte jobspecifikke styrker, som du bringer til bordet. Og kun dem. Fortæl derfor om de faglige, organisatoriske og samarbejdsmæssige kompetencer og erfaringer, der matcher opgaverne i stillingen. Vis dem, at du er den konsulent, de har brug for, med den rette indsigt til fx at rådgive (fx juridiske områder), drive projekter (faglig ledelse og fx projektlederuddannelser) og begå dig sikkert rent organisatorisk (forståelse for branche, produkt, interessenter og marked).
Et tip: Oversæt din ledelseserfaring til noget, du kan bruge i rollen som konsulent. Eller om du vil: Nedton, at du er chef – og betryg og bestyrk dermed arbejdsgiverne i, at du er den konsulent, de har brug for, og som gerne vil ledes.
Ledige stillinger
I din ansøgning, onepageren, skal du være tydeligt forklarende og motiveret, når du sætter ord på dit karriereskifte. Lad dem ikke selv konkludere ’for erfaren, nedadsøgende og for ledelsesagtig’ på baggrund af ikke-oversatte oplysninger om din karriere. Formulér derfor eksplicit, at du har overvejet dit skifte, og at du fortsat ønsker at udvikle dig og lære nyt. På den måde signalerer du, at du stadig er åben, nysgerrig og læringsparat. Skriv fx til dem, at du også søger jobbet, fordi du gerne vil udvikle dig mere med det faglige ansvar i konsulentarbejdet, og at du ønsker at bruge din viden og erfaring i rollen som konsulent og projektleder.
Med andre ord: Sørg for at fortælle, at du er klar til at blive ledet, når blot du får lov til at arbejde som konsulent med hands on på leverancerne.
Tag dette fokus med til jobsamtalerne: Oversæt dine erfaringer – både de mange år og din ballast som leder – til værdier, der relaterer til de konsulentroller, du byder ind på.
Med venlig hilsen
Frederik Iuel, chefkonsulent, Djøf Karriere og Erhverv
PS: Husk at få gjort din LinkedIn-profil klar til dit karriereskifte. Der må gerne være en sporbar sammenhæng mellem det, du præsenterer i den konkrete jobsøgning, og LinkedIn. Også på den platform bør du formidle og fremhæve de erfaringer, kompetencer og motivationer, der matcher dine ønsker for dit kommende job som konsulent.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER