”Jeg ville nok ikke selv have været en god leder”

Jeg havde 19 trælse år i uddannelsessystemet. Jeg fik for lidt ud af dem.Rektor på Holte Gymnasium skrev i karakterbogen: ’Det skorter på flid og opmærksomhed – du ved sikkert ikke engang, hvad skorte betyder.’

Jeg syntes også, det var gabende kedeligt, da jeg nåede til den teoretiske statistik på polit.studiet. Så jeg tænkte: Hvad gør jeg? Jeg søgte og kom ind på Europakollegiet i Brügge i Belgien og havde et fantastisk år med 50 studerende fra 20 lande. Jeg vendte hjem, burede mig inde på Det Kongelige Bibliotek, læste op til den afsluttende eksamen og fik min kandidatgrad. Jeg vidste dog, at jeg ikke ville være traditionel nationaløkonom. Så jeg spurgte mig selv: ’Hvad har du lært af livet?’ Svaret var: ’At det er skønt at studere i udlandet.’ Så jeg søgte endnu et legat for at tage en master of science i USA.

Det var i USA, jeg fik en eye opener. Jeg tog en master of science på University of Wisconsin, hvor en lille del af studiet handlede om HR og ledelse af organisationer. Og det var stort set første gang i mit liv, jeg syntes, noget var spændende.

Jeg har hoppet kaotisk fra tue til tue uddannelsesmæssigt. På den ene side kan jeg prale af at være cand.polit., cand.psych., Master of Science, have diplom fra Europa-Kollegiet og være dr.merc. fra CBS. Men samtidig var jeg jo faret vild og blev ved med at søge i mange år, fordi jeg ikke kunne finde min rette hylde.

Jeg skamred den lille bitte uddannelse, jeg havde inden for HR fra USA. Men jeg er stolt over, at jeg var med til at sætte HRM på dagsordenen i Danmark, da jeg kom på CBS. Og var med til at søsætte en cand.merc. i HRM, otte år efter begrebet blev opfundet i USA, mens nærmest ingen i Danmark vidste, hvad det var. Der var ingen HR-chefer, HR-afdelinger eller HR-strategier. Det hed personalechef og personaleafdeling. Alligevel fik vi over 100 studerende på en årgang.

HRM er på godt og ondt en melting pot. Det er både strategi, organisation, ledelse og pædagogik og meget mere. Man kommer nemt til at rende rundt mellem alle de fagområder, men det er samtidig vigtigt at have det hele med. For det er jo netop det, der gør det til en vigtig ledelsesdisciplin – for man kan simpelthen ikke nå de organisatoriske mål, hvis ikke menneskematerialet fungerer godt.

Modebegreber præger HRM ligesom andre ledelsesdiscipliner. ’Den lærende organisation’ var på et tidspunkt det eneste saliggørende. Det væltede ind med udenlandske guruer, der tog på turné med det begreb. Og som en amerikansk ledelsesekspert sagde: 'Den eneste grund til, at man taler om ledelsesgururer, er, at man ikke kan stave til charlatan'. Det samme gælder in search of excellence. Nu taler vi nærmest ikke om dem mere. For når et begreb kommer til at fylde for meget, bliver man træt af det. Det kan også godt være, at vi bliver trætte af substainability og bæredygtig ledelse om nogle år. Tilbage står, at alt sammen faktisk er sunde perspektiver på en organisation. Men vi kan ikke nøjes med et enkelt.

Den næste store bølge inden for HRM bliver arbejdsgiverunderstøttet frivilligt arbejde. Det, jeg kalder samfundsforankret ledelse. Den offentlige sektor har sværere og sværere ved at levere de velfærdsydelser, som velfærdssamfundet kræver. Så jeg er sikker på, at man i stigende grad vil vende sig mod civilsamfundet og arbejdspladserne og sige: ’I må give en skærv med.’
Vi har ikke set et gennembrud endnu. Men i Danske Bank kan medarbejderne bruge en dage om året på frivilligt arbejde. Blandt de omkring 2.000 medarbejdere, der har arbejdet frivilligt, siger 80% af dem, at de er blevet gladere for Danske Bank som arbejdsgiver.

Jeg ville nok ikke selv have været en god leder. Det kræver nogle helt specielle egenskaber. Fx det med at kunne tælle til 10, holde ro og balance og ikke at overstyre eller overlede og hele tiden fortælle folk, hvordan de skal gøre. Selv med den viden, jeg har, tror jeg, det ville stikke af med mig. Jeg er bedre til at forske i ledelse og skrive om det end at udøve det. Det bider sig fast og gør ondt, hvis man skuffer deltagerne.

Jeg er tekstrovert. Man taler om introverte og ekstroverte, men jeg har fundet ud af, at jeg er typen, der skriver mig igennem det meste. Sådan lidt back office – ikke hærføreren, der går i spidsen, men den, der sidder og støber kuglerne.

Der er ikke noget værre, end når du taber øjenkontakten – når du fornemmer, at folk stiger af rent mentalt. Når jeg holder foredrag, gør jeg altid en dyd ud af at forberede mig rigtig godt og sætte mig ind, hvem jeg skal holde foredrag for. Jeg har holdt op til 70 foredrag om året, og fejlprocenten er måske 1% - men det er den ene procent, jeg husker.

Jeg er ikke så stolt over min manglende overbærenhed over for studerende, der kører på frihjul. Jeg burde have haft en bedre evne til at sige pyt eller trække på smilebåndet. For jeg er jo ikke ligefrem selv en rollemodel. Tværtimod.

Det kan godt være en udfordring at undervise, når de studerende sidder og kigger ned i deres mobil eller pc. Men jeg synes, det er helt grotesk at forbyde det. Vi skal jo lære at leve med det på samme måde som distancearbejde. For det har jo også utroligt mange fordele, og vi forbereder de studerende til et arbejdsliv, der er gennemsyret af digitalisering.

Hvis jeg med den erfaring, jeg har i dag, kunne fortælle mig selv noget som nyuddannet, ville jeg fortælle, at der er en stor kløft mellem studium og arbejdsliv. Et arbejdsliv kræver administrative færdigheder, at du kan svømme i et politisk univers, og at du kan arbejde med mange mennesker, der er forskellige fra dig selv. At der er skarpe deadlines, og at 80%-løsninger nogle gange er det bedste eller det, der bliver krævet. Det havde jeg ikke forudset eller forberedt mig på.

Jeg synes egentlig ikke, der er den store forskel mellem mig, da jeg var ung, og de unge i dag: Livsappetit, rejselyst – jeg har boet sammenlagt seks år i udlandet – sorgløshed og fandenivoldskhed. De unge er måske mere forvænte, end vi var, men de har også oplevet en verden med mange flere sorte skyer: 11. september, klima- og miljøkrise, krig i Mellemøsten og på europæisk grund. De har et globalt mindset, men samtidig har de været spærret inde på grund af corona – man gjorde en generation fortræd.

Jeg falder ikke i den grøft, hvor der bliver råbt op om manglende balance mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg har jo haft et meget fleksibelt liv med 50% undervisning, 40% forskning og 10% administration - og gode muligheder for hjemmearbejde. Så jeg synes altid, det har været nemt for mig at kombinere de to ting. Derfor er jeg stor fortaler for den fleksibilitet, der er kommet med teknologien, med hjemmearbejdspladser og med erfaringerne fra corona.

Jeg tror på den gradvise aftrapning. Jeg arbejder nok cirka 25% af, hvad jeg gjorde. Det er faktisk også noget, jeg har forsket i og er blevet klogere på – at det er bedre med en gradvis aftrapning end det frie fald, hvor man går fra 100 til 0 fra den ene dag til den anden med en afskedsreception til lige at markere skellet. Jeg har også en del frivilligt arbejde. Jeg er fx gårdsanger på et plejecenter og er i mange år kommet der med besøgshunde. Og i bestyrelsen for Fødevarebanken. Jeg kører også selv ud med mad til krisecentre og institutioner for socialt udsatte.