”Jeg har levet et helt liv med ikke at passe ind”

Helle Malmberg Amstrup har en IQ i den høje ende. Så hvorfor havde hun så svært ved at få afleveret sine opgaver i gymnasiet og få læst bøgerne? Hvorfor begyndte hun på én uddannelse, gav op, for så at gå i gang med den næste og så den næste igen? Og hvorfor var det, at hun i en lang periode havnede i kontanthjælpssystemet?

Forklaringen fik hun, da hun var 34 år. En psykolog på jobcentret havde fornemmet hendes høje IQ, men havde også hæftet sig ved, at der var et eller andet, som var specielt. Hvorfor havde Helle Malmberg Amstrup fx 25 alarmer på sin telefon, der bimlede og bamlede som påmindelse om alt det, hun skulle huske? Og hvorfor havde hun den ene stressnedtur efter den anden?

En udredning viste, at hun har NLD – non verbal learning disorder. NLD minder på flere måder om autisme.

Helle Malmberg Amstrup forstod pludselig, hvorfor det var så svært for hende at gennemføre en uddannelse. Det kræver jo et vist niveau af organisering at få skrevet en opgave færdig og få gjort tingene i ordentlig tid – noget, der altid har været en udfordring for hende, fortæller hun. På alle måder blev hun overstimuleret i studiemiljøet – hun var altid dødtræt, når hun kom hjem.

Ned i en kasse

Faktisk blev diagnosen hendes hjælper. Det samme gjaldt to konsulenter hos kommunen, som var vant til at arbejde med mennesker med ’skæve hjerner’. Helle Malmberg Amstrup føler, hun har været ualmindelig heldig med den hjælp, hun har fået.

Ikke nok med at konsulenten forstod hende – hun sørgede også for, at Helle Malmberg Amstrup fik en mentor. Hun fik bl.a. hjælp til at organisere sin tid. Og i løbet af seks år blev hun kandidat i sociologi. Hun skrev speciale om identitetsdannelse hos sendiagnostiserede kvinder.

”Uddannelsen blev en rejse til at forstå mig selv. Forstå den diagnose, jeg havde fået. Teoretisk i hvert fald.”

For Helle Malmberg Amstrup havde jo de samme udfordringer som de kvinder, hun interviewede i forbindelse med sit speciale. Da de fik deres diagnose, fik de også et svar på, hvorfor de er, som de er. Men samtidig blev de puttet ned i en kasse, der stod ’autist’ på.

”Jeg kunne jo se, at de havde problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.”

Det kunne godt være, at det havde været en form for lettelse af få diagnosen, men nu så hun bare en masse problemer. For hvordan går man mod en samfundsorden, hvor ’skæve hjerner’ som hendes ikke sådan lige passer ind?

Det var i august 2020.

Første job

I marts 2021 blev hun ringet op af en konsulent fra jobcentret og blev tilbudt et job som corona-poder.

”Min mentor foreslog, at jeg betragtede det som jobtræning, hvor jeg kunne afprøve de kompetencer, jeg troede, at jeg ikke havde.”

Hun startede med at teste på skoler og siden på plejehjem og bosteder. Det endte som en ren optur.

”Ifølge jobopslaget skulle jeg kunne ’have mange bolde i luften, være omstillingsparat, fleksibel og kunne danne relationer til mange mennesker’. Det var skræmmende vendinger og det modsatte af at være autist. Men det kunne jeg så godt.”

For det er jo nemlig også sådan, at ingen autister er ens – og alle autister har forskellige udfordringer og forskellige styrker.

”Vi er nøjagtig lige så forskellige som alle andre mennesker. En af mine styrker er, at jeg er dygtig til at indsamle og bearbejde viden – at få det til at give mening, fordi jeg er mønstertænker,” siger Helle Malmberg Amstrup.

Hun fortæller, at hun fx ikke brugte software eller andre analyseredskaber, da hun i forbindelse med sit speciale havde gennemført tilsammen 10 timers interview.

”Det kunne jeg sagtens rumme i hovedet. Det er noget af det særlige, min hjerne kan. Den håndterer en masse informationer, danner paralleller og ser mønstre. Andre autister kan have svært ved at se sammenhænge.”

Grænser

Der er til gengæld også nogle kompetencer, der ikke ligger ligefor.

Helle Malmberg Amstrup har fx brug for afgrænsede opgaver. En udstrakt grad af selvledelse er ikke noget for hende.

”Jeg har brug for en retning – ellers gør jeg for meget. Jeg udforsker altid hele kassen, og hvis der ikke er nogle kasse, er der ingen grænser.”

Hun er også ekstremt lydfølsom.

”Jeg kan ikke sortere i de lyde, der kommer ind. De mødes bare som et inferno i min hjerne, og det er enormt stressende. Så man skal ikke forvente, at jeg får lavet ret meget, hvis jeg bliver placeret midt i et storrumskontor.”

Hun har dog nogle hjælpemidler til at håndtere det. Hun har fået nogle høreapparater, som sender lyd ind i ørene på hende, så udefrakommende støj bliver sorteret lidt fra.

”Det er nemmere for mig at skrive et speciale, end det er at rydde op. Det kan godt være uoverskueligt, fordi der er så mange ting, jeg hele tiden skal tage beslutning om – skal den ind i det skab eller ned i den skuffe? Et speciale er mere lige ud ad landevejen for mig.”

Det er heller ikke nemt for Helle Malmberg Amstrup at aflæse kropssprog.

”Jeg har i det hele taget svært ved at aflæse det usagte – jeg kan godt, men det kræver bare så meget mere af mig, at jeg bruger mange kræfter på det.”

Det gode ved at få diagnosen er, at ting pludselig giver mening – og det bliver nemmere at mestre det, man måske ikke har så let ved, fordi man lærer nogle mestringsstrategier, fortæller Helle Malmberg Amstrup.

”Før troede jeg, at jeg skulle reagere med det samme, når andre sagde noget. Men det gjorde, at jeg hele tiden følte, at jeg reagerede forkert. Nu er jeg blevet bedre til at sige: ’Må jeg give dig et svar i morgen?’ For jeg har behov for efterbearbejdningstid, når det gælder min egen personlige mening.”

Dobbeltkompetencer

De gode erfaringer fra jobbet som poder førte til et praktikforløb i psykiatrien i Region Nordjylland og siden til en projektansættelse samme sted.

”Der blev jeg ikke ansat på trods – men på grund af. Jeg blev set som én med dobbeltkompetencer. Der ligger nogle udfordringer og nogle begrænsninger, hvis det forventes, at man skal være som alle andre. Men der ligger også tit nogle gaver og særlige kompetencer.”

Helle Malmberg Amstrup arbejder stadig med selv at tage det med dobbeltkompetencer helt ind.

”Jeg har levet hele mit liv med ikke at passe ind – følelsen af at jeg hele tiden skulle tage mig sammen, så jeg kunne være ligesom alle andre. Men i virkeligheden skal jeg tage mig sammen og være mig selv. Det er det, jeg arbejder med nu.”

Diagnosen var et vendepunkt for hende – af den gode slags.

”Jeg behøver ikke længere at sidde og slå mig selv oven i hovedet og sige: ’Du er forkert.’ Jeg føler, jeg har fået en stemme og en identitet – at jeg kan byde ind med noget og bidrage til samfundet – for det er jo dybest set det, vi alle samme gerne vil.”

Helle Malmberg Amstrup har ikke noget job lige nu, men drømmen er netop at arbejde med at få fokus på neurodivergens og dobbeltkompetencer – at arbejde med afstigmatisering.