Arbejdsmarked

Flere voksne får diagnoser, og de har svært ved at finde job

7.6.2023

af

Antallet af voksne med psykiatriske diagnoser stiger kraftigt. Det er vanskeligt for dem at komme i arbejde – og når det lykkes, støder de på problemer, mange af os ikke kan se.

Markant flere voksne får psykiatriske diagnoser. Eksempelvis steg antallet af 25-64-årige, der får ADHD-medicin, med mere end 90% fra 2018 til 2022. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Og tal fra Social- og Boligstyrelsen viste i 2020, at antallet af borgere over 18 år med en psykiatrisk diagnose steg fra 388.950 i 2014 til 507.268 i 2018 – en vækst på 30%.

Stigningen ses både i diagnosticeringen af udviklingsforstyrrelser (som autisme og ADHD/ADD) og psykiske lidelser (som angst, bipolar lidelse og borderline) – dét, der under ét kan kaldes psykiske funktionsnedsættelser.

Sene diagnoser

Statistik på området viser også, at det er sværere for voksne med psykiatriske diagnoser at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Eksempelvis er kun én ud af tre voksne med ADHD i beskæftigelse, fremgår det af en analyse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Ifølge Tine Krista Hedegaard, programleder for ADHD-foreningen, giver en sen diagnose andre udfordringer med at placere sig på arbejdsmarkedet, end hvis man har lært sin funktionsnedsættelse at kende fra barnsben.

”Vi ser en del, der har levet med ADHD i mange år uden at vide det. De har oplevet igen og igen, at de spænder ben for sig selv, fordi noget er særligt svært for dem.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Usikre ledere

Lederne spiller en central rolle, hvis voksne med usynlige diagnoser skal lykkes på arbejdet.

Mette Rønnau er direktør i organisationen Cabi, som arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked igennem vejledning og samarbejde med virksomheder og jobcentre. Hun oplever, at flere forbehold afholder ledere fra at have ansatte med funktionsnedsættelser.

”Usikkerhed og manglende erfaring kan gøre, at man som leder tænker: ’Er jeg dygtig nok til have ansatte med sårbarheder?’ Eller at man ikke tør det, for ’hvad udsætter jeg mine øvrige med arbejdere og kolleger for?”

Og uvisheden står i vejen.

”Jeg tror, mange ledere som udgangspunkt gerne vil være gode ledere. De vil gerne have styr på tingene. De vil gerne være gode til det, de laver og tage ansvar. Og fordi det kan være uforudsigeligt at kaste sig ud i det her, så er det også svært.”

Men vælger lederen at kaste sig ud i det, er der ifølge Mette Rønnau gevinster at hente. Fordi psykisk funktionsnedsættelse er en unik ressource, og fordi man skaber en mangfoldig arbejdskultur og samtidig får nogle vigtige kompetencer som leder.

”Når man har de styrker, man skal have for at håndtere medarbejdere med særlige behov, er man også en bedre leder for alle medarbejdere. Fordi man bliver en bedre kommunikator, bedre til at planlægge og lave struktur. Det handler om at forventningsafstemme og inddrage den enkelte i løsninger, der passer på arbejdspladsen, og det er godt for arbejdsmiljøet,” siger hun og fortsætter:

”Ledere bliver nærmest opgraderet til version 2.0 ved at få nogle erfaringer med det her.”

Nyt netværk for neurodivergente

Djøf starter netværk for neurodivergente til november. Du kan skrive til chefkonsulent Ulla Grymer på ugr@djoef.dk, hvis du ønsker at få tilsendt information, når det er klar.

Kommentarer

Jonas
11 mdr. siden
Jeg er en af de såkaldte "neurodivergente" med en diagnose. Det der til stadighed undrer mig er diskursen omkring emnet her. Vi er ikke en "unik ressource", vi er mennesker der har en noget stærkere mental allergisk reaktion til de efterladenskaber af industrisamfundet som vi stadig lever med. "psykisk funktionsnedsættelse" - der er flere af de diagnoser i nævner, som ikke er en nedsættelse, men nærmere end redistribution og en skærpelse (for nogen). "Er jeg dygtig nok til have ansatte med sårbarheder?" Alle dine ansatte har sårbarheder. De fleste inden for den neuro-normative distribution håndterer det bare på en socialt accepteret måde/usynlig måde (druk, overforbrug, stress, siger op, quiet-quitting etc.). " [...] fordi det kan være uforudsigeligt at kaste sig ud i det her, så er det også svært.” Hvis du ikke kan håndtere uforudsigelighed anno 2023 burde du ikke være leder. Til dig der er leder. Det er ret simpelt. Kommunikér med din ansatte - i øjenhøjde. Find ud af hvad der er need-to-have og nice-to-have, begge veje. Aftal en check-in frekvens. Mon ikke det endda ville gavne dine neuronormative medarbejdere at gøre det samme med dem. De fleste neurodivergente jeg har mødt, knækker nakken på at bruge uforholdsvis meget energi på at fremstå "normal", samtidig er de så også nogle af de skarpeste når de trives.
Gitte
11 mdr. siden
Nogle siger, at diagnose-systemet er en god måde at sikre endnu mere indtjening hos medicinalvirksomhederne - jo flere diagnoser, jo mere indtjening - fordi der er medicin til ethvert diagnose. Jo, der er penge i at få "den livslange individuelle fysiske og psykiske biologiske skæbne" i spil (som vi fx også senest har set ift den der vidunderslankepille, som kun de rige kan købe som modsvar på deres - siges det jo - kroniske og livslange tilstand/sygdom, der hedder overvægt). Herved sikres også, at flere og flere er FORKERTE, må blive psykiatriske patienter og behandles. OG ve dem, der så ikke har råd til at blive "rigtige", "acceptable" med piller!? Også interessant at vide, at de åh så evidensbaserede lykkepiller måske alligevel ikke var/er så evidensbaserede i deres virkning alligevel - men så fint med kæmpeindtjening og mange, der - for at kunne få eller beholde jobbet - er blevet nærmest tvunget til at tage disse lykkelige piller. Dvs. vi bliver flere og flere, der skal "rettes til" med produkter fra "Kemisk Værk Køge" - og hvis man så pænt får sin diagnose, sit Kains-mærke og spiser sine piller - og arbejdsgivere spiller med på det her, ikke mindst - SÅ kan man MÅSKE få sig et job? Og en indkomst og dermed et liv? En SÅ dejlig måde at få udgrænset flere og flere mennesker, til at indsnævre normalitetsbegrebet yderligere - men det er måske også meningen? Og i sidste ende understøtte, at disse flere og flere mennesker "går neden om og hvem", går til grunde pga. deres forkerthed? Jeg tænker, at det globalt set i dag er meget naturligt, at vi reagerer på "hamsterhjulet" og "ræset mod bunden" - og hvad vi nu ellers bliver skræmt, presset og stresset med - ved at "blive syge i vores hoveder"; herunder at mange traumer og psykiske "sårbarheder" udvikles eller reaktiveres, "kommer til syne" - som ellers ikke ville komme til syne, HVIS vores liv var nogenlunde og mere "normalt indrettet". Derudover så - som fx også RJK Jr. har beskæftiget sig med - så gør kemi og fysik i vores dagligdag også noget ved vores kroppe og hoveder, når virksomheder leger alle mulige økonomisk indbringende "lege" med at putte spændende ingredienser og hormoner i vores mad, drikke, vandet, luften, jorden ... jeg ved sgu ikke, om det er rigtigt, at ingredienser i fx a la Round Up produkter gør børn autistiske, MEN da værd at kigge yderligere på, fordi det jo må "give bagslag" at "lege Vorherre" med fysik og kemi - særligt med udelukkende økonomisk indtjening for øje (eller for nogle: at man beholder verdensmagten fx vha forskellig biologisk krigsførelse) koste hvad det vil af menneskeliv. PS til Malene, der også har svaret: JA, enig, men det er vel igen det med, at diversiteten, den vil man (læs: nogle) gerne forsøge at få genetableret, når vi taler om naturen, blomster og bier, MEN når det kommer til mennesker og særligt arbejdskraft, SÅ er normalitetsbegrebet efterhånden mere og mere indsnævret - også via diagnose-systemets tilstedekomst og hvordan det - åbenbart - aktivt også bruges som "frasorteringsparameter". Flere og flere bliver forkerte og anses ikke som "relevant arbejdskraft" pga. af deres "funktionsnedsættelser" og "forkerthed" (igen - utroligt hvor mange der globalt i dag har "psykiske funktionsnedsættelser" eller er "forkerte" sådan "lige pludseligt" - hvor det måske er samfunds- og virksomhedsorganiseringen, der totalt IKKE er funktionsdygtig, men dysfunktionel???). Disse flere og flere "psykiatriske patienter" (og andre "forkerte" mister reelt eksistensgrundlag, og livet ... også som del af "økonomi-ræset mod bunden" - hvor alt og alle bliver mere og mere påtvunget ensrettet, standardiseret og ikke mindst "indsnævret" ift. hvad man kan være og gøre, hvad man kan mene, tænke, hvad man har lov til at være kritisk over for - og hvor man får smidt i hovedet, at man da vist lige har for mange ikke evidensbaserede "personlige synsninger" ... det kan godt være, at det ikke lige bliver i morgen, at disse forhold forandres, meeeen mon ikke, at kommende generationer kommer til at tage nogle gevaldigt anderledes valg, end vores nuværende generationer har gjort !?