Usynlige handicap giver oversete problemer på studiet. Det vil Christian lave om på

Christian Ramon har tre diagnoser, men de generer ham ikke, når han går på gaden, tager i byen med sine venner eller arbejder som bartender.

Til gengæld mærker han sin funktionsnedsættelse, når han får stukket en bog på 250 sider i hånden og får at vide, at den skal være læst til dagen efter. Eller når han har tre-fire andre fag oveni – blandet med andre studiesager – som alt sammen skal klares på et enkelt semester.

”Giv mig nok tid, så skal jeg nok komme igennem bogen på en måde. Men at give mig indskrænket tid til både at forstå den, få skrevet ned og lære det ordentligt... Det er dér, problemet ligger,” forklarer den 28-årige økonomistuderende.

Men mens den hjælp, han kunne få i folkeskolen og på gymnasiet, var givende, gjorde det faglige niveau på økonomistudiet på Københavns Universitet, at Christian Ramon nu havde brug for mere hjælp, end han oplevede, at han kunne få.

Ensom kamp

Tilbage i fjerde klasse fik Christian Ramon diagnosen som ordblind. Han husker det, som om han var en ”slem case,” som han formulerer det, og at diagnosen satte sit præg på ham.

”Det første spørgsmål, jeg stillede mig selv, var: ’Kan jeg overhovedet uddannes?’ For jeg kommer aldrig til at være god til at læse. Det havde jeg mange psykiske og depressive problemer med. Hvad ville fremtiden bringe? For læsning er generelt vejen ind til viden.”

Den ekstra hjælp, han havde brug for, fik han på en ordblindeskole, men da Christian Ramon nåede 13-års-alderen, blev han også diagnosticeret med ADHD. Og pludselig blev ordblindheden kombineret med ”’hey, han kan ikke rigtig sidde stille ham der. Hans fokus rækker ikke så langt,’” som han beskriver det.

Men dengang oplevede han, at der var hjælp at hente. At nogen kunne tage hånd om de ekstra behov, han måtte have.

På universitetet var det derimod en ensom oplevelse.

Christian Ramon dumpede otte ud af ti eksaminer på første semester og måtte tage dem om. Hans karaktergennemsnit var så lavt, at han tænkte, at han måtte søge ekstra midler.

’Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker,’ sagde han til sig selv, da han forsøgte at navigere efter hjælp. For det var, som om han fór vild i systemet mellem fire-fem forskellige led af mennesker, lægeerklæringer og ansøgninger om ekstra SU.

Alle de ekstra opgaver blev så uoverskuelige, at han fik hjælp af en ven, som var aktiv i studiepolitik. Vennen tog opgaverne på sig og hjalp med at finde ud af, hvad der var op og ned for funktionsnedsatte som Christian Ramon.

”Generelt har folk som mig ikke overskud til at ringe rundt, søge på det, have tiden til at følge med i det. Vi er muligvis dem, der er dårligst stillet til at kunne gennemføre en uddannelse, og samtidig skal vi så finde rundt i, hvordan vi kan få hjælp.”

’Nu fikser jeg det her for dig’

Netop fordi Christian Ramon har oplevet, at hjælpen er svær at navigere i, mener han også, at det er vigtigt, at man siger det højt, hvis man har en funktionsnedsættelse, fordi det er med til at skabe et øget fokus. For jo flere der råber op, desto flere lytter. Forbliver funktionsnedsættelser et tabu, er det ifølge Christian Ramon, fordi vi gør det til et tabu.

”Hvis vi bare gemmer os, kommer der ingen hjælp,” siger han og pointerer, at det derfor også kan være svært at se problemet højere oppe i hierarkiet. ”Det er også svært at forholde sig til for ledere. At sige ’her er der et problem’, hvis der ikke er nogen, der siger noget.”

Men det betyder ikke, at det er en kamp, der er overladt til dem, der har det svært, understreger Christian Ramon.

”Man behøver selvfølgelig ikke være funktionsnedsat for at sige, at det her er et problem. Du kan sagtens være ven af én, som du kan se har problemer. Det er jo grunden til, at jeg fik den hjælp, jeg har fået nu. Fordi han så, hvor svært jeg havde det, og sagde: ’Nu fikser jeg det her for dig.’”

Studiejob med åbne kort

15 timer om ugen arbejder Christian Ramon som studentermedhjælper på Københavns Rådhus. Da han søgte jobbet, blev han taget direkte til samtale. Det skyldes, at kommunerne er forpligtede til at tage én til samtale, hvis man har markeret i ansøgningen, at man har en funktionsnedsættelse.

Samtalen var en succes og gjorde, at han fik jobbet som studentermedhjælper. Derfor oplevede han ikke funktionsnedsættelsen som en barriere. Tværtimod var arbejdspladsen god til at spørge ind til de ekstra behov, han måtte have i sin nye stilling.

Det eneste, han følte behov for at forklare, er den PNES-diagnose, som han fik i starten af 20’erne. Den indebærer, at han kan få noget, der mest af alt minder om epileptiske anfald.

Ved siden af studiejobbet er Christian Ramon i gang med at skrive sin bachelor. Her får han hjælp af et værktøj, som læser tekster op for ham. Alligevel kan han føle sig bagud netop på grund af sin ordblindhed.

”Folk, der ikke har en ordblindhed, er vant til at skrive fra folkeskolen til gymnasiet og videre. Jeg har ikke haft samme læringskurve, så andre formulerer tekster, analyserer og skriver generelt på et langt højere niveau. Da jeg gik ud af 9. klasse, skrev jeg dårligere og forklarede dårligere på skrift. Den kurve er så ikke blevet bedre mod universitetet. Tværtimod er den blevet dårligere, fordi der ikke er samme fokus på hjælp.”

Oversete problemer

Efter oplevelsen med sine eksaminer på første semester gik Christian Ramon ind i studiepolitik – hvor han i dag er formand for politrådet – fordi han gerne vil ændre på det, som han selv havde svært ved at finde hoved og hale i.

”Jeg spurgte mig selv: ’Skal jeg fortsætte med bare at sejle så meget i et system, der gerne vil tage hånd om mig, men bare ikke er bygget til det? Eller skal jeg prøve at ændre det, selvom det kræver ekstra kræfter?’ Jeg endte med at tage kampen samtidig med studiet, fordi jeg tror, der er mest udbytte i det.”

Det blev en ekstra udfordring oveni, som betød, at Christian Ramon måtte stoppe med at dyrke sine hobbyer ved siden af. Der var ikke længere plads til fx at dyrke amerikansk fodbold uden for universitetsmurene.

I begyndelsen var det også en kamp, han for det meste følte, at han havde alene. Han oplevede ikke, at der var meget fokus på forholdene for funktionsnedsatte studerende.

En af Christian Ramons egne forklaringer på, hvorfor området er underprioriteret, er, at man ikke kan se funktionsnedsættelsen. Selvom der ifølge Christian Ramon er tale om en ulighed, som er lige så uretfærdig, som hvis det handlede om køn eller etnicitet – hvilket han oplever, at samfundet har nemmere ved at handle på.

”Det er kun, fordi vi har et usynligt handicap, hvor vi ikke har overskud til at råbe så meget op, at det her ikke er et problem for folk.”

Christian Ramon vil ikke acceptere, at funktionsnedsatte generelt skal klare sig dårligere. Det er ifølge ham ikke ligestilling.

”Vi er først ligestillet det sekund, at man kan se, at der er procentvis lige så mange funktionsnedsatte, der dumper, som der er blandt ’normalen’. Eller at der er lige mange, der får karakteren 12. Det er først der, vi kan begynde at snakke om, at alle reelt set har de samme forudsætninger.”