Ud i det åbne

"Min diagnose skal ikke være et tabu"

9.6.2023

af

Portrætfoto af Camilla Rohde, smilende og i pink skjorte

Foto: Katrine Hørup Noer

Camilla Rohde havde det på fornemmelsen. Men det var chefen, der for alvor fik hende til at spekulere på, om hun mon havde en diagnose. Nu forstår hun, hvorfor hun kører i enten nulte eller ottende gear – og har svært ved at ligge midtimellem.

Da Camilla Rohde i 2016 blev mor for første gang, gik det for op for hende, at der var noget galt. Det havde altid luret i baghovedet, men nu blev det meget konkret, for hun havde svært ved at fungere i rollen som mor. En hverdag med en lille baby betød manglende rutine og struktur, og det stressede hende helt vildt. 

”Jeg kunne jo ikke planlægge, hvordan det lille menneske skulle opføre sig – hvornår han skulle sove, hvornår han skulle spise.”

Planlægning havde ellers hidtil været en af hendes store hjælpere.

”Jeg har altid været to skridt foran og har planlagt, kortlagt og struktureret, kontrolleret mit liv. Det var min mestringsstrategi for at kunne kompensere for en uopdaget og dermed ubehandlet ADHD,” fortæller Camilla Rohde.

Hun er Senior Manager i konsulenthuset EY, og da hun efter barselsorloven vendte tilbage til sit job som skatterådgiver og personaleleder, havde hun konstant en følelse af at køre på flade dæk, som hun beskriver det.

Chefen reagerer

Det havde hendes daværende chef også bemærket, og han tog en snak med hende.

”Han sagde: ’Camilla, du er så god, når du er på toppen – nytænkende og fagligt skarp. Du har en særlig evne til at vække tillid og skabe stærke relationer både ude hos kunderne og blandt kollegerne. Men lige pludselig er det, som om gassen går af dig – kan du ikke spare lidt på din energi på toppen, så du ikke oplever de store udsving?’ Han så faktisk mønsteret, før jeg selv gjorde,” siger hun.

Hun gik til lægen med sin mistanke – havde hun mon ADHD? Lægen slog det hen med, at det er hårdt at være førstegangsmor og samtidig ambitiøs karrierekvinde.

Men tre år senere, efter barsel nummer to, var hun overhovedet ikke i tvivl. Så sidste sommer gik hun til lægen igen og insisterede på, at det ikke ’bare’ var livet som småbørnsmor, der udmattede hende fuldstændig.

Endelig blev hun henvist til en psykiater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Djøf
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 26. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre
Job
Finans Danmark

Diagnosen

Som 40-årig blev Camilla Rohde diagnosticeret med ADHD.

Det var en lettelse, for tingene faldt på plads. ADHD’en forklarede, hvorfor hun så nemt mister fokus. Altså i nogle tilfælde.

”Når jeg er passioneret omkring noget, oplever jeg et kæmpe drive og kan vitterlig grave mig ned og hyperfokusere. Når jeg er i mit rette element, bliver jeg enormt handlekraftig og effektiv og kan glemme alt andet omkring mig. Samtidig gør det næsten ondt på mig at lave opgaver eller andet, jeg ikke finder spændende, for så mister jeg konstant fokus og har svært ved at komme i gang og ikke mindst at komme i mål.”

Det forklarede også, hvorfor hun til tider føler, at hun enten kører i nulte eller ottende gear og kan have svært ved at ramme et gear midtimellem. Det forklarede også, hvorfor hun oplever de store udsving i sit energiniveau. Hun kan fx ikke mærke sig selv, når hun kører i det høje gear for længe ad gangen. Så tonser hun bare derudaf uden pauser og brænder til sidst ud.

”Jeg kan simpelthen ikke mærke mig selv og er dermed ikke i stand til at regulere mit energiniveau.”

Foto: Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer

Medicinering

Ud over at diagnosen var en form for lettelse for Camilla Rohde, har medicinen også hjulpet hende – men hun skal lige lære at håndtere det, den gør ved hende.

Medicinen hjælper hende til at centrere fokus, og den slukker for noget af al den støj, der er i hendes hjerne. Det har betydet, at hun pludselig har følt et større overskud, og at hun kan løse flere slags opgaver mere effektivt og hurtigt, fortæller hun.

”Det giver et boost af min selvtillid, og det er jo fantastisk, for konsekvensen af at leve med ubehandlet ADHD i 40 år er, at mit selvværd har lidt skade. Så da medicinen gjorde, at jeg pludselig følte et større overskud, brugte jeg det til at gøre, som jeg altid har gjort – at performe og jagte succeser. Men der er forskel på at præstere og fungere,” som hun siger.

"Jeg har hemmeligholdt følelsen af at være anderledes og forkert hele mit liv, og det er slut nu."

Camilla Rohde

Op til jul følte Camilla Rohde igen, at energien var i bund.

“Det nytter ikke noget, at jeg prædiker, hvor vigtigt det er at tage personligt lederskab, hvis ikke jeg selv formår at gå hele vejen og tage lederskab for mig selv og mit eget helbred.”

Så hun har holdt en ’pause’ fra jobbet i vinter, hvor hun har fået edukation – hjælp til at forstå, acceptere og håndtere sin ADHD.

”Medicinen alene kan ikke gøre det. Jeg har også arbejdet med min egen forståelse af mig selv og en accept af mig med ADHD – hvad det betyder for mit liv og dem omkring mig.”

Det tror hun er vigtigt for alle med en diagnose.

”Vi skal tage os kærligt af os selv. Vi skal lære os selv at kende, acceptere og mærke efter – ellers brænder vi ud på arbejdet og i livet.”

For Camilla Rohdes vedkommende betyder det, at hun ikke skal arbejde 37+ timer, mens hun har små børn. Lige nu tester hun, hvilket leje arbejdstiden skal lande på, så hun ikke brænder ud igen.

”Jeg er blevet meget bedre til at spotte, at ’hov, nu er jeg vist på vej ud ad en tangent.’ Men så skal jeg også have modet til at sige fra og udnytte den fleksibilitet, jeg reelt har i mit job.”

Det skal chefen og kollegerne gerne kunne rumme og forstå.

Psykologisk tryghed

Camilla Rohdes nuværende chef har heldigvis hendes ryg, siger hun.

”Jeg føler stor psykologisk tryghed og en enorm fleksibilitet fra min leder. Jeg tror desværre ikke, at der er så stor rummelighed for diversitet og mangfoldighed på alle arbejdspladser – formentlig på grund af uvidenhed. Jeg er selv ansat i en stor organisation, og det er jo heller ikke sikkert, at alle lederne i vores organisation vil se lige positivt på en medarbejder med en diagnose.”

Men Camilla Rohdes håb er, at rummeligheden vokser.

”Jeg håber, at mange flere kan se kvaliteten i det, vi med diagnoser bringer til bordet. Både fordi vi kan bringe en masse værdi til organisationerne, og fordi jeg ikke tror, der bliver færre af os.”

ANNONCE

Hun var ikke i tvivl om, at hun ville være helt åben om sin ADHD, da hun fik diagnosen.

”Det skal ikke være et tabu – jeg har hemmeligholdt følelsen af at være anderledes og forkert hele mit liv, og det er slut nu. Da jeg fortalte det til mit team, var der én, der sagde: ’Camilla, jeg har jo altid vidst, at der var et eller andet med dig – spørgsmålet var bare hvad?’ Heldigvis kan vi joke med det.”

Det er meget afgørende med oplevelsen af tryghed på arbejdspladsen – men der ligger også et stort ansvar hos personen med diagnosen, mener Camilla Rohde.

”Vi bærer selv et ansvar for at sikre, at dem omkring os ved, hvad der foregår. For alle ledere kan jo ikke være uddannet i alle diagnoser. Samtidig er vi også meget forskellige som individer, selvom vi kan have den samme diagnose.”

Så det ligger hos den diagnoseramte selv at mærke efter og fortælle, hvad det betyder for ham eller hende, mener hun.

“Det er vigtigt at sætte ord på det, vi mærker - fx hvad der skal til, for at vi i tide kan få opfyldt vores behov for at restituere, så vi ikke kommer til at ødelægge vores drive, passion og kapacitet og i sidste ende kan ende med at brænde ud.”

Kommentarer

Mie Bech
sidste år
TAK, for at bringe historien. Det er Så vigtigt at der også bliver talt og skrevet om de dygtige piger / kvinder med ADHD. Det er vigtigt for vores døtre med diagnosen, at se kvinder med ADHD som får livet til at fungere, og som har et godt liv.
Kim Pagels
sidste år
Jeg synes det er betænkeligt at ens chef foretager hvad der ligner en diagnosticering. Jeg formoder chefen ikke er læge, men selv om han var så forekommer det betænkeligt, at rollerne blandes. Det kan meget hurtigt blive et skråplan, især på det psykiske område, hvor der hersker så meget usikkerhed om grunden til lidelser.