71-årige Søren har fået det vildeste job i Amazonas – igen

Søren Hvalkof har sammenlagt boet omkring fem år i Amazonas. Han har taget mange vilde minder med sig hjem. Det, der har sat sig dybest spor, kommer vi til om lidt.

Men snart er der endnu flere oplevelser i sigte, for han er kommet med som seniorforsker på endnu et forskningsprojekt på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. Han regner med at skulle på feltarbejde i Peru to gange.

Projektet løber over to et halvt år, men han får løn for ni måneder, som så fordeles på halv tid. For Søren Hvalkof har også sit eget konsulentfirma og et job som valgobservatør for EU og OSCE, han skal passe ved siden af.

Inden han pakker rygsækken for at tage på feltarbejde, skal han først til Guatemala som valgobservatør. Hvis der ikke bliver en anden valgrunde, regner han med at tage til Amazonas i august. Til den tid er han fyldt 72.

Tilbage under myggenettet

Søren Hvalkof er antropolog af uddannelse. Men han føler sig også som djøfer – han har arbejdet en del med jura og oprindelige folks rettigheder og især retten til land, territorier og selvbestemmelse.

Efter de store skovbrande i Amazonas i 2019 er der igen nok at tage fat på.

”Det har været mange store skovbrande før. Men for en gangs skyld ramte det verdenspressen. Det er et resultat af, at folk er blevet mere bevidste om klimakrisen,” siger Søren Hvalkof.

Han og forskningskollegerne skal fokusere på de politiske konsekvenser af skovbrandene. Hvilke typer af brande er der tale om? Tager politikerne de nødvendige skridt til at forhindre dem? Eller holder de hånden over dem, der sætter ild til skovene, fordi der ligger økonomiske interesser bag? Og hvordan forholder de oprindelige folk sig til skovbrandene?

Selv om Søren Hvalkof nok er blevet lidt mere magelig med alderen, ligger han altså snart igen under sit moskitonet på en måtte på jorden i Amazonas – i en landsby blandt den oprindelige befolkning. Han rejser med så lidt bagage som overhovedet muligt. Og tænker måske tilbage på dengang…

En dramatisk tid

I 1975 var Søren Hvalkof som studerende for første gang på 10 måneders feltarbejde i den peruvianske del af Amazonas. Han vendte tilbage 10 år senere, og i over to år havde han et ’rigtigt’ hjem blandt Ashéninka-folket. Det var sammen med hans daværende kone, der også er antropolog, hendes søn på 17 og datter på 14 samt deres fælles søn på fem. Senere kom endnu en datter til.

Det var midt i en meget dramatisk tid, hvor guerillaorganisationen Den Lysende Sti og Perus regeringstropper kæmpede om kontrollen med området, den illegale kokainproduktion og handel med colombianske narkokarteller. Det førte til grusomme myrderier og voldsomt pres på områdets oprindelige befolkning, fortæller Søren Hvalkof.

”Der var undtagelsestilstand, og vi boede midt i uvæsenet. Når jeg ser tilbage, burde vi måske være taget hjem – men det gjorde vi ikke. For man får ikke mange chancer i livet for at være på to-tre års feltarbejde.”

Specialkirurg i regnskoven

Mens Søren Hvalkof boede blandt Ashéninka-folket, havde han en oplevelse, han aldrig siden har glemt. Han og familien havde sin base i en lille bitte kolonistation i den peruvianske del af Amazonas med 120 familier. Men i lange perioder boede de også ude i et indiansk lokalsamfund på en boplads med bare fem familier.

På grund af sit arbejde har Søren Hvalkof en diplomuddannelse i tropemedicin. Og meget hurtigt blev han kendt under navnet señor doctor. For befolkningen havde hverken råd til eller nem adgang til lægebistand.

Man kunne kun nå frem til den nærmeste by med små privatfly eller ved at ride på hesteryg eller gå gennem junglen i to-tre dage.

En aften klokken 10 bankede det på døren. Der var buldermørkt. Familien var blandt de få, der havde vægge og dør, man kunne låse med en hængelås. Søren Hvalkof åbnede. Udenfor stod en lille indiansk kvinde fra Andeshøjlandet med sit farverige tørklæde, hat og skørt. På ryggen havde hun et lille barn viklet ind i et sjal – en pige på to et halvt år – og ved hånden havde hun en lidt større dreng. De havde gået igennem junglen i tre timer.

”Kvinden spurgte: ’Doctor, har de en pille? Min datter har hugget sig i fingrene.' Hun tog den lille pige ned – pigen sagde ikke en lyd, men var helt bleg, og en beskidt klud var viklet om hendes hånd,” fortæller Søren Hvalkof.

Da kluden blev viklet af, blev han mødt af et forfærdeligt syn.

”Den ene af hendes fingre var hugget gennem leddet – det var langemanden, og ringfingeren var næsten hugget helt af. Det var hendes bror, der var kommet til at hugge hende med en machete.”

Søren Hvalkof havde ganske vist sin uddannelse, men havde aldrig syet et sting før.

”Jeg tog en beslutning – noget blev jeg nødt til at gøre. Jeg kunne ikke amputere, for det gik bare ikke med et åbent sår i det miljø – jeg skulle lukke sårene i stedet.”

Han havde en lidt kraftig suturnål og noget lokalbedøvelse. Hans steddatter, der siden er blevet chefsygeplejerske, hjalp ham med at koge vand og desinficere de få ting, han havde.

”Jeg gav den lille pige lokalbedøvelse og syede hende med 18-20 sting. Først den ene finger og så den anden finger. Der var stadig blodomløb, så jeg tog chancen. Hun peb ikke – overhovedet. Så lagde jeg nogle tændstikker på siden af fingrene som støtte og bandt en stram forbinding omkring. Andet havde jeg ikke. Og så gav jeg moderen antibiotika med.”

Oplevelsen satte sig med det samme.

”Jeg tænkte: 'Hvis alt andet går galt på det her feltophold, og jeg ingen data får med hjem – så har jeg gjort en lille forskel alligevel.'”

Senere hørte Søren Hvalkof, hvordan det var gået pigen. Familien fik besøg af en læge fra det lokale hospital, der havde kontrolleret pigen mange måneder senere. Han ville gerne hilse på den ’specialkirurg’, som havde lavet så glimrende et arbejde langt ud i regnskoven.

”Hendes langemand var blevet stiv i leddet, men fungerede, og ringfingeren var det intet galt med. Det var simpelthen et mirakel og svineheld,” fortæller Søren Hvalkof.

Usikker branche

Når Søren Hvalkof er på feltarbejde, tæller han ikke timer. Han arbejder konstant – på nær når han sover. På det nye projekt får han halvtidsløn for 18,5 timer om ugen, men i praksis arbejder han langt over 40 timer. Så fordeler han arbejdstiden efterfølgende, så det kommer til at passe nogenlunde.

Men noget har ændret sig med alderen.

”Jeg bliver hurtigere træt. Jeg sidder ikke og skriver til langt ud på natten længere. Til gengæld har jeg en masse erfaring. Jeg har et stort netværk i de her lande, som jeg har opbygget gennem et langt arbejdsliv.”

Han taler både spansk, portugisisk og det indianske sprog Ashéninka til husbehov.

”Og så ved jeg, hvad jeg skal gøre i konfliktsituationer – på den måde er det blevet nemmere, end da jeg var yngre. Der er nogle rutiner i det, som bare kører.”

Søren Hvalkof kunne sagtens leve af sin pension. Og på et tidspunkt, da han havde passeret de 60 år, overvejede han det da også – men i afmagt. Han har næsten altid været projektansat og dermed i tidsbegrænsede stillinger. Både som forsker, i NGO'er og som konsulent. Det var et valg, han tog for at kunne bevæge sig frit mellem det akademiske og det praktiske.

”Det har været benhårdt – særligt efter jeg blev 60 år. Mine mange projektansættelser har ofte betydet usikkerhed – også perioder uden løn, hvor jeg har været på dagpenge. Det har været det værste – det er grotesk, hvor inkompetente ’anden aktør’ har været. Hvad jeg ikke har skullet bruge af tid på nonsens. På et tidspunkt tænkte jeg: ’Nu går jeg på pension.’”

Men det blev ved tanken. Han fortsatte, for han har ikke lyst til at gå på pension, og fik endnu en tidsbegrænset ansættelse. Og for syv år siden startede han som selvstændig.

Han har bl.a. konsulentopgaver for danske kommuner omkring naturgenopretning. Han er bindeled og taler fx med lokale lodsejere om tiltag for at få vandet tilbage i højmoseområder, som har været drænet og udnyttet gennem generationer. Eller om idéen bag at udlægge noget af deres jord til naturområde.

”Så sidder jeg og taler med dem i timer om deres familiehistorie, livshistorie og deres tilknytning til de naturområder, der skal genoprettes. Deres holdninger er vigtige for et vellykket projekt. Det er sådan noget, jeg kan.”

Et arbejde for livet

Søren Hvalkof er drevet af en nysgerrighed på livet og ”de mange fascinerende måder, vi forholder os til hinanden og vores omgivelser på,” som han siger.

”Jeg er begyndt på noget, som jeg gerne vil gøre færdigt, inden jeg ikke er her mere. Jeg vil gerne aflevere noget af alt den viden, jeg har akkumuleret, men som stadigvæk ligger i mit eget hoved eller i mine egne arkiver. Jeg vil gerne aflevere det til de næste generationer, så de kan arbejde videre med det.”

Så nu har han ingen planer om pension. Han arbejder mindre – men han fortsætter.

”Jeg bliver ved, lige så længe jeg lever. Jeg har en masse ting, jeg gerne vil have skrevet. Vi skylder også at give dem noget tilbage derude i felten – de skal jo også have gavn af vores forskning. Det skal jo ikke bare være for vores egen underholdnings skyld eller som en intellektuel stimulans.”