Studieliv

Sådan får du plads til både studiejob og eksamen

3.5.2023

af

Tegning af en ung person med et fortravlet blik, et spækket skrivebord og såvel svævende papirer som et brændende ur over sig

Illustration: Colorlife/Shutterstock

Du kan ikke uden videre forvente at få fri fra studiejobbet, bare fordi du har eksamen. Derfor er tidlig planlægning helt afgørende. 

Som studerende vil der helt naturligt være perioder, hvor eksamener fylder det meste af kalenderen. Og selv om det at være studerende for flere er den primære beskæftigelse, betyder det ikke automatisk, at man kan få fri fra studiejobbet.

Derfor er det enormt vigtigt i god tid at danne sig et overblik over semesteret for at få de bedste forudsætninger for, at det i eksamensperioder vil være muligt at prioritere eksamen. Det fortæller chefen for Studenterrådgivningen i Djøf, Lotte Jepsen.

”Vi oplever heldigvis ofte, at der ikke er store udfordringer med at få eksamensfri. Mange af vores medlemmer har studierelevante jobs, og det er jobs, hvor der alt andet end lige er en forståelse for, at der er noget, der hedder eksamen.” 

”Men det er ligesom, hvis du sidder ved kassen i Netto, så kan man heller ikke bare lukke kassen, fordi du skal til eksamen. Du har nemlig ofte en vigtig funktion, og derfor er det meget vigtigt at være så tidligt ude som muligt og tale med din chef om planlægningen, fordi så kan det ofte lade sig gøre,” siger Lotte Jepsen.

Tal fra Djøfs lønundersøgelse viser, at 71% af de studerende ansat i et studierelevant job i den offentlige sektor i høj grad oplever at kunne få fri til eksamenslæsningen. Hvis man er ansat i et ikke-studierelevant job er tallet noget lavere – nemlig 54%. I den private sektor oplever 68% i høj grad at kunne få fri til eksamenslæsningen, hvis de har et studierelevant job. Igen er tallet lavere for dem, der har et ikke-studierelevant job (49%).

Planlægning

Selv om chefen ofte vil forsøge at imødekomme den studerendes ønsker, kan der alligevel være tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre fuldstændigt.

”Det er ofte en større kabale, der skal gå op, og selv om det kan være træls, hvis man ikke få det præcis, som man ønsker, er man også nødt til at se det fra arbejdsgiverens perspektiv,” siger Lotte Jepsen.

”Hvis du ikke kan få fri som ønsket, skal du på ingen måde vælge bare at melde dig syg, fordi det er ikke gangbart. Samtidig skal du under ingen omstændigheder bare lade være med at møde op, fordi det er ulovlig udeblivelse og bortvisningsgrund. I stedet må du forsøge at planlægge dig uden om det på bedst mulig vis.”

Igen understreger Lotte Jepsen dog, at det er muligt at undgå de fleste udfordringer, hvis bare man er ude i god nok tid.

”Det er næsten altid altafgørende at lave en aftale med chefen i god tid. Hvis du er ude i rigtig dårlig tid, og det ikke kan lykkes, kan du ikke blame andre, og så kan du forhåbentlig lære af dine erfaringer.”

”Du har ikke ret til at få betalt fri i eksamensperioden, hvis ikke der er en klar aftale om det. Så du vil under alle omstændigheder skulle bruge noget afspadsering eller ferie, medmindre det kan lade sig gøre at rykke nogle timer eller andet, og der er en klokkeklar aftale om det,” understreger Lotte Jepsen.

"Hvis du har en kontrakt på 15 timer om ugen, kan du ikke uden videre regne med, at det så er okay, at du arbejder fem timer om ugen."

Lotte Jepsen, chef for Studenterrådgivningen i Djøf

ANNONCE

Fleksibilitet

Ifølge Lotte Jepsen er det derfor vigtigt, at den studerende selv tager ansvar for at koordinere studiejob og eksamensperioder. For selv om chefen, særligt i studierelevante jobs, ofte godt ved, at de studerende i perioder skal til eksamen, ligger ansvaret i sidste ende på den studerende selv.

I den forbindelse er det oplagt allerede ved en ansættelse at tale om muligheden for fleksibilitet under eksamensperioder og eventuelt få skrevet det ind i kontrakten.

”Hvis du har en kontrakt på 15 timer om ugen, kan du ikke uden videre regne med, at det så er okay, at du arbejder fem timer om ugen. Og det er ikke, fordi du som sådan har rettighed til fleksibilitet eller at arbejde mindre under eksamensperioder, ” siger Lotte Jepsen.

”Men hvis der allerede står noget om fleksibilitet under eksamensperioder i kontrakten, hvilket vi heldigvis oplever, at der ofte gør, vil det alt andet lige være et tegn på, at der er en åbenhed over for det.”

Hertil påpeger Lotte Jepsen, at fleksibilitet er noget, som går begge veje.

”Den studerende kan helt konkret udvise fleksibilitet ved fx at tilbyde at arbejde lidt mere i nogle perioder for så at kunne få fri under eksamen. Det kan også være at tilbyde at arbejde halve dage eller arbejde på nogle ting hjemmefra.”

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet