Djøf: Tidsregistrering kan skaffe forskere løn for merarbejde

Når forskere hidtil har haft mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde, har det betydet, at universiteterne ikke efter overenskomsten har været forpligtet til at betale for forskernes merarbejde.

Forskningsfriheden og forskernes mulighed for selv at kunne tilrettelægge deres arbejde har også gjort arbejdstid til deres eget problem, så at sige.

Det udgangspunkt vil Djøf nu lave om på ved de kommende overenskomstforhandlinger i begyndelsen af 2024. Ved Djøfs repræsentantskabsmøde i slutningen af april vedtog man den liste med krav, der er Djøfs udgangspunkt for forhandlingerne.

Her er et af kravene, at ”universitetsforskerne omfattes af overenskomstens §14 om merarbejde”, der sikrer, at den ansatte bliver kompenseret for den tid, vedkommende arbejder ud over den arbejdstid, der er aftalt i kontrakten.

Men hvordan ved man, hvad der er merarbejde, når forskerne har frihed til selv at planlægge deres arbejde og bliver betalt en fast hyre for det?

Overenskomsten beskriver allerede, hvilke betingelser der er for, at arbejde ud over 37 timer er merarbejde. Forskerne har hidtil været stort set undtaget, fordi deres arbejdstid i sin helhed ikke kunne kontrolleres af ledelsen. Den undtagelse skal der gøres op med ved OK24, siger formand for Djøf Offentlig Johanne Nordmann til nyhedsbrevet Forskeren.

”Vi har ved flere overenskomstforhandlinger i træk stillet krav om, at det psykiske arbejdsmiljø for forskere skulle forbedres. Ved OK24 har vi et nyt afsæt, da kravet om tidsregistrering i vores øjne gør, at man ikke længere kan påstå, at forskeres arbejdstid er ukontrollabel,” lyder det.

Allerede kontrollabelt

Johanne Nordmann henviser til en undersøgelse, som Djøf lavede i 2021, hvor 75% af de universitetsansatte Djøf-medlemmer svarer, at de arbejder mere end deres aftalte arbejdstid. Af dem svarer 93%, at de ikke bliver kompenseret for den tid, de arbejder ekstra.

Når det ifølge Djøf er blevet aktuelt at kigge på forskningsarbejdets karakter og tidsforbrug i en overenskomstmæssig sammenhæng, er det bl.a., fordi udviklingen går i retning af, at større og større dele af forskernes arbejdstid er fastlagt af ledelsen, fortæller Johanne Nordmann.

Mange forskere har nemlig undervisningsforpligtelser, der tager mere og mere af deres tid. Og det er jo arbejde, der er underlagt ledelsens kontrol, pointerer hun.

”Hvis arbejdets omfang kan kontrolleres af ledelsen, bør det også være muligt at honorere eventuelt merarbejde, ligesom man kan for en række andre medarbejdergrupper.”

Nyhedsbrevet Forskeren har spurgt Johanne Nordmann, om man så ikke risikerer, at tidsregistrering vil føre til mere bureaukrati og administrativt tidsforbrug for forskerne, der i forvejen er presset for tid.

”Jo, og mange forskere vil helt sikkert også synes, at tidsregistrering er bøvlet og kontrollerende. Men tidsregistrering er kommet for at blive. Det har EU-Domstolen taget stilling til,” siger hun.

Tidsregistrering kommet for at blive

I 2017 lagde en spansk fagforening sag an mod Deutsche Bank, fordi den mente, at banken var forpligtet til at registrere de ansattes arbejdstid. Sagen endte hos EU-Domstolen, der i 2019 fastslog, at EU’s medlemslande skal kræve af arbejdsgiverne, at de etablerer systemer, der kan registrere de ansattes faktiske arbejdstid.

Udgangspunktet for dommen er arbejdstidsdirektivet fra 2003, der satte et loft over arbejdstiden på 48 timer om ugen, max 11 timers arbejde i streg og krav om minimum ét ugentligt fridøgn.

I Danmark foregår arbejdet med at finde en måde at implementere dommen på i en arbejdsgruppe under Beskæftigelsesministeriets implementeringsudvalg. Her er Djøf repræsenteret gennem Akademikerne.

Ifølge Forskerens oplysninger har arbejdet i arbejdsgruppen ligget stille grundet bl.a. regeringsdannelse og private overenskomstforhandlinger. Men arbejdet skulle snart blive genoptaget. Et af stridspunkterne er, hvorvidt implementeringen skal ske ved lovgivning eller i overenskomstaftalerne.

Hos Djøf forventer man på baggrund af EU-dommen, at tidsregistrering bliver en realitet for alle sektorer inden for en overskuelig fremtid, og derfor betragter man dommen som en anledning til at fratage universiteterne det argument, at forskernes arbejde ikke er kontrollabelt.

Men er det ikke lidt fattigt at kaste aben til Bruxelles?

”Jeg synes ikke, det er at kaste aben til Bruxelles. Vi skal hele tiden forholde os til, hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet er for vores medlemmer. EU-praksis er med til at regulere forholdene på arbejdsmarkedet, så det er da oplagt, at vi tager det afsæt,” siger hun.

Johanne Nordmann mener, at hvis registrering af tidsforbrug kan bruges som udgangspunkt for, at man ved overenskomstforhandlingerne kan få en drøftelse af forskeres arbejdstid og trivsel generelt, er det turen forbi stempeluret værd.

”Og jeg ser her en helt konkret mulighed for at værne om arbejdsmiljøet ved at give forskerne reel mulighed for at få honoreret deres merarbejde,” siger hun.