Derfor er det benhårdt at være ledig som nyuddannet

Mobilen er sjældent ude af syne, for beskeden om, at drømmejobbet er blevet slået op, kan til enhver tid poppe op. Et væld af ansøgninger bliver sendt af sted, og lige så mange afslag kommer retur. Hverdagen som ledig kan være barsk og opslidende.

Det har 28-årige Amalie Vang Kristensen oplevet, efter at hun blev færdig som cand.soc. fra Aalborg Universitet i København sidste sommer. Hun skød jobsøgningen i gang i september, og selv om dimittendledigheden var helt nede på 14%, tog hun ikke let på det.

”Jeg havde hørt om nogle, der havde søgt i halvandet år. Selv om jeg tænkte, at det ikke skulle blive mig, forberedte jeg mig på, at det nok ville tage lang tid, for ikke at blive skuffet, hvis ikke det lykkes med det samme.”

Amalie Vang Kristensen gik struktureret til opgaven med at oprette cv, finde og søge jobs. Mandag og tirsdag scrollede hun LinkedIn igennem for jobs, onsdagen gik med at analysere opslagene, og resten af ugen brugte hun på at skrive minimum to ansøgninger.

”Det kunne godt tage lang tid at skrive en ansøgning, selv om den kunne skulle være én side. Jeg vidste ikke altid, hvad jeg skulle skrive. Andre gange manglede motivationen – og så er jeg generelt en person, der tænker meget over hver sætning.”

Sideløbende var der møder med både a-kassen og jobcentret. På den måde blev arbejdsløsheden stille og roligt et fuldtidsjob.

Lektor ved Roskilde Universitet Sabina Pultz har forsket i, hvorfor ressourcestærke unge mennesker – ligesom Amalie Vang Kristensen – let bliver pressede, når de bliver ledige. Én af årsagerne er, at man som arbejdsløs bevæger sig uden for ’normernes smalle sti’, som de fleste studerende er blevet ledt ned ad som studerende, forklarer Sabina Pultz.

”De lever ikke længere op til samfundsidealerne og normerne, hvilket gør ondt og kan give anledning til, at man fx skammer sig over at modtage penge fra staten i stedet for at bidrage til den. På den måde bliver man positioneret som en byrde,” uddyber hun.

Det kan lyde lidt ironisk, når de fleste dimittender har været vant til at modtage SU som studerende. Forskellen ligger i, at SU ikke opleves som noget, der forgælder én emotionelt.

”Der er en tendens til at se ned på arbejdsløse, da det på en måde indikerer, at man har truffet nogle forkerte valg, ikke har været dygtig nok eller tilstrækkeligt proaktiv. Der er en mistænkeliggørelse af den enkelte, vedkommendes kompetencer og til dels også personlighed, når man bliver arbejdsløs,” siger Sabina Pultz.

Oven i arbejdsløsheden kommer identitetsløsheden. I det danske samfund er arbejdet koblet tæt til identitet, og på den måde bliver ledigheden let et personligt problem for dimittenderne, hvis faglige identitet endnu ikke er så stærk. Sabina Pultz betegner det som et ’identitetsvakuum’.

”Der er en særlig sårbarhed som helt grøn, hvor man knap nok ved, hvad det er for en profession, man har uddannet sig til. Hvis man har lidt mere faglig identitet og faglig ballast, kan det være lettere at se ud af ledigheden,” forklarer hun.

Alene

Amalie Vang Kristensen kunne ikke længere glædes over, når venner og bekendte meddelte på LinkedIn, at de havde fået nyt job, for der var stadig intet job til hende – og lige om lidt ville der stå et nyt hold nyuddannede kandidater, som blot ville gøre hende mindre attraktiv.

”Jeg begyndte lidt at sætte mig selv i en offerposition, hvor det var synd for mig, jeg var dårlig, og ingen kunne lide mig.”

Det var ikke noget, hun snakkede med sine nærmeste om. Hun ville ikke have deres medlidenhed. Omvendt gjorde det, at hun til tider følte sig alene. Det er en tendens, som Sabina Pultz kan genkende fra sine interviews med unge arbejdsløse.

”Selv om man forventer, at éns partner, familie og venner har forståelse for éns situation, kan man føle, at mistænkeliggørelsen sniger sig med ind i samtaler, hvilket kan give anledning til spændinger. Der er ikke nogen, der siger eksplicit, at du fx ikke klarer dig godt, men det ligger mellem linjerne,” forklarer Sabina Pultz.

Modstridende råd

Humøret vendte for Amalie Vang Kristensen, da hun tilmeldte sig et seks uger langt kursus hos et konsulenthus. Det var rart at møde andre i samme situation og høre, hvordan de havde det, og hvordan de håndterede situationen.

”Vi fik nogle gode workshops, inspirerede hinanden og holdt hinanden til ilden. Det havde jeg virkelig brug for,” fortæller hun.

Selv om forløbet hos konsulenthuset var en stor hjælp, bidrog det også til en frustration. Det ekstra sæt øjne på hendes ansøgninger var ensbetydende med flere meninger – og det kunne være svært at navigere i.

”Jeg kan huske, at jeg havde skrevet en virkelig god ansøgning til et job, jeg meget gerne ville have. Jeg havde fået hjælp af konsulenthuset til at skrive den, men da jeg viste den i a-kassen, havde de mange negative kommentarer”, fortæller hun.

Hun prøvede at lytte til deres råd og anbefalinger, men det var en umulig opgave at gøre alle tilfredse. Det føltes stressende og frustrerende, for hvilke anbefalinger skulle hun lytte til, hvis hun skulle lykkes med at få jobbet?

Sabina Pultz kan genkende problematikken fra sin forskning.

”Man står i en situation, hvor det er obligatorisk, at man lytter til flere parters råd, der kan være modstridende, da jobsøgning ikke er en eksakt videnskab. Det er noget, politikerne har forståelse for lige nu – at det muligvis ikke giver mening, at man møder så mange forskellige aktører, som det er tilfældet nu,” siger hun.

Amalie Vang Kristensen fik ikke dét job, men kort efter blev hun kaldt til samtale gennem én i hendes netværk. Hendes profil var egentlig ikke den helt optimale, men hun gav det et skud alligevel, og kort efter blev hun ansat.

”Jeg kan mærke, at det har givet mig en indre ro, at jeg har et job,” fortæller hun.