Kommentar
23.5.2023
af
Povl-Christian Jensen
Privatfoto
Det er usædvanligt at blive almindelig medarbejder på en arbejdsplads, hvor man selv har været chef. Men det kan godt lade sig gøre, skriver Povl-Christian Jensen, der selv har gjort det.
Manglen på arbejdskraft er stor, og det vil den være i mange år endnu. Der er et stort politisk fokus på at få ældre medarbejdere til at udskyde deres pension. Mange virksomheder har fået øje for værdien af at fastholde (ældre) medarbejdere i virksomheden i længere tid, i takt med at det er blevet vanskeligere at rekruttere ny arbejdskraft. Hvis virksomheden også er åben for, at (ældre) chefer kan skifte til en funktion som menig medarbejder, kan det måske bidrage til at fastholde medarbejdere.
Et sådant jobskifte fra en stilling som chef til menig medarbejder i samme organisation hører til sjældenhederne, men det kan lade sig gøre. Jeg har selv gjort det, og jeg vil gerne dele mine erfaringer.
Jeg havde været en del af den øverste ledelse gennem mange år, da jeg oplevede, at forhold, som jeg tidligere håndterede uden problemer, langsomt begyndte at fylde mere, og at jeg havde svært ved at komme videre med dem. På en eller anden måde hobede det hele sig op på en ny måde.
Arbejdet fyldte mere og mere – ikke kun i faktisk arbejdstid, men særligt mentalt, og jeg fik et ønske om en bedre balance i mit arbejdsliv.
Ledige stillinger
Jeg var på daværende tidspunkt 57 år, så pension var hverken en mulighed eller et ønske.
Jeg havde flere overvejelser om mine muligheder:
Jeg havde for år tilbage haft et kortere stressrelateret sygefravær og ønskede ikke at komme derud igen. Jeg valgte at gå en fjerde vej. Jeg indgik en aftale med min chef om at blive i virksomheden, men træde ud af chefjobbet og over i en funktion som menig medarbejder (chefkonsulent) uden ledelsesbeføjelser.
Det var et utraditionelt skifte, men det lykkedes på en god måde. Der er en række forhold, som man skal være opmærksom på ved sådan et skifte, som jeg gerne vil dele.
Hvordan træffer man overhovedet beslutningen, og hvordan rejser man ønsket over for sin chef? Dét er måske det allersværeste. Der er tale om overvejelser, som i sagens natur er meget personlige og fortrolige, og når først temaet er åbnet over for chefen, er det vanskeligt efterfølgende at ignorere. Katten er ude af sækken.
Jeg havde nære venner (uden for organisationen), som jeg kunne tale fortroligt med og prøve de forskellige idéer af på. Men jeg kunne godt have brugt en mere struktureret proces, fx i form af et mentorforløb, hvor det i et fortroligt rum havde været muligt nærmere at teste mine overvejelser.
Hvis du skifter, skal du være 100% sikker på, at du har din chefs opbakning til skiftet. Der må ikke være den mindste mislyd mellem dig og din chef. I mit tilfælde var det ægte commitment fra min chef til stede, og det var helt afgørende for mig.
Uanset hvad der bliver sagt, når du forlader chefjobbet, vil der altid være nogle, som – både i og uden for organisationen – tænker, at det næppe er sket frivilligt, og at der nok er tale om en skjult degradering. Det er derfor vigtigt, at det er din fortælling, som får lov at leve. Det sikrede jeg ved at have indflydelse på, hvordan skiftet blev meldt ud, og ved at være proaktiv i forhold til åbent at orientere mine samarbejdspartnere og kollegaer om mine bevæggrunde for skiftet.
Som en del af den øverste ledelse havde jeg adgang til beslutningsrummet og indflydelse på at sætte retning for organisationen. Jeg havde indblik i (stort set) alle informationer: Var der større strategiske beslutninger på vej? Hvordan stod det til med økonomien? Hvem var på vej ud, ind, op eller ned? Og meget, meget mere. Overblikket og den dybe og brede indsigt forsvandt – og det gik meget stærkt, da jeg ikke længere var en del af direktionen.
Til gengæld oplevede jeg at få adgang til andre typer af informationer. Om hvad rører der sig “på gulvet” i organisationen. Den almindelige “gangsladder” og snakken ved kaffemaskinen har en helt anden karakter, når den foregår mellem menige medarbejdere, end når der er en chef til stede. Når man skifter til et job som menig medarbejder, er man i en lige relation til kollegaerne, og det gav mig nye og anderledes muligheder for at dyrke kollegaskab. Det blev vanskeligere at forstå, hvad der foregik i organisationen, men omvendt havde jeg bedre forudsætninger for at forstå baggrunden for beslutningerne, fordi jeg kendte dynamikken og beslutningsgangene i ledelsen. Jeg behøvede i øvrigt ikke længere forstå (eller forsvare) alt, hvad der foregik i organisationen.
Når skiftet fra chef til menig medarbejder har fundet sted, er det helt afgørende at holde lav profil i en periode og i øvrigt have ja-hatten på. Dine tidligere medarbejdere vil holde øje med, hvordan du reagerer på tiltag og beslutninger fra den nye chef.
Her var det vigtigt for mig at give min afløser fuldt medløb og ikke på nogen måde lægge hindringer i vejen for, at hun kom godt fra start. Skiftet vil kun blive en succes, hvis det er en succes for dig, for den nye chef og for virksomheden. Det betyder ikke, at man i al fremtid skal være “overloyal” i forhold til ledelsen, men i tiden lige efter mit skifte havde jeg det som et vigtigt opmærksomhedspunkt.
Som direktionsmedlem havde jeg en række privilegier. Større frihed i tilrettelæggelsen af arbejdet, højere løn, fri bil, repræsentationskonto og meget andet. Det er banalt at nævne, men disse privilegier forsvandt naturligvis, da jeg forlod chefjobbet.
Jeg er sikker på, at min overgang fra chef til et job som menig betød, at jeg fik længere tid på arbejdsmarkedet, end hvis jeg var fortsat som chef. I det perspektiv har der været tale om en god investering. Frem for alt blev min tilfredshed i arbejdet de sidste år af mit aktive arbejdsliv væsentlig større, og det er nok den vigtigste erfaring.
Som nævnt kunne jeg godt have brugt en mere struktureret proces i et fortroligt rum op til min beslutning om at skifte funktion. Jeg har selv i en årrække været en del af Djøfs mentorkorps. Måske kunne dette tilbud også bruges som et fortroligt rum for Djøf-medlemmer, som går med den type overvejelser, som jeg gik med for snart 10 år siden. Jeg stiller gerne op!
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER