Et opmuntrende sortsyn på tiden

Det er blevet populært at skrive bøger om, at tidsånden er ved at skifte. Kristian Leth gør det i ‘Fremtiden er der også i morgen’, Lykke Friis gør det i ‘Tårernes Europa’ – og nu gør Weekendavisen-journalist Christian Bennike det også i ‘Engang troede vi på fremtiden’.

Bennikes fortælling er i grove træk denne: Fra 1994 til 2016 levede vi i den nyliberalistiske optimismes tid. Med en blåøjet tro på, at verden nærmest af sig selv bevægede sig i den rigtige retning.

Men med Brexit og Trump i 2016 begyndte det at vende, og i dag er det en ny tidsånd, der hersker: Vi føler, at vi lever i de overlappende krisers tid. Krig, energiknaphed, klimaforandringer – fremtiden virker pludselig langt mere usikker og uforudsigelig end før.

Men her kommer twistet: Det er faktisk en god ting, at vi er blevet pessimistiske, mener Bennike.

Mange af de problemer, vi står med i dag, er nemlig direkte resultater af den optimistiske tids uagtsomhed. Og vores fornyede tro på indgreb i det frie marked, nationale fællesskaber og klimahandling kan måske få rettet op på fortidens synder.

Bennike skriver fantastisk. Teksten kører på skinner, og det er en fornøjelse at lade sig transportere rundt i bogens mange malende scener.

De mest mindeværdige af slagsen stammer fra Bennikes tid som Dagbladet Informations mand i Bruxelles. Vi er til vælgermøde for Marine Le Pen i en flække i det allernordligste Frankrig, rejser med nattog på tværs af Europa for at interviewe politiske filosoffer og løber i hælene på Nancy Pelosi til klimatopmøde i Glasgow.

Mellem teori og virkelighed

Bennike dyrker en essayistisk stil, som man også kender fra Rune Lykkeberg, hvor intet er for ufint til analysen. Popkultur bliver behandlet på lige fod med realpolitik, og det fungerer langt hen ad vejen.

Af og til kan det måske virke en smule forceret. Som når Leonardo DiCaprios karakter fra storfilmen ’Titanic’ flere gange fremhæves som den neoliberale optimismes arketype. Så føles det, som om alting partout skal klemmes ind i Den Store Teori, der endegyldigt skal sætte tidsånden på flaske.

Men virkeligheden er ikke afgrænset i så klare perioder, som der bliver lagt op til. Historiske snit er noget, vi opfinder, når vi kigger tilbage og forsøger at danne mening. Derfor vil bøger som denne også altid være et kompromis mellem virkelighedens mangfoldighed og den fængende fortælling.

I samme tråd er der meget “vi” og “man” i bogen. “Vi” var for ubekymrede i 90'erne, “man” tog fremskridtet for givet. Og så videre.

Denne anmelder føler sig hjemme i det “vi”, fordi jeg er lyshåret, født i provinsen i 80’erne, opvokset med solsortesang og sorgløst rulleskøjteløb i parcelhus-90’erne. Jeg tilhører samme privilegerede klasse. Men hvordan var den “optimistiske” tid, hvis man var homoseksuel, brun, fattig, kvinde?

Det ville jeg gerne have læst mere om. Ikke fordi Bennike ikke giver plads til nuancer. Men hans bog kunne sagtens have holdt flere døre åbne mellem sin egen teori og den besværlige virkelighed.

Ellers er der ikke meget at klage over. ‘Engang troede vi på fremtiden’ er en fremragende bog. Varmt anbefalet.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.