Når det første job er en skuffelse

Flere års studier lakker mod enden, og forude venter det første fuldtidsjob, som du selvfølgelig gerne vil klare med bravur – og også helst lidt til. For begyndelsen af arbejdslivet er en særlig tid, hvor det gælder om at bevise sit værd som både ny medarbejder og menneske.

Det fortæller en række unge i et studie foretaget af Center for Ungdomsforskning (CeFU), Aalborg Universitet og den arbejdsmedicinske afdeling på Regionshospitalet Gødstrup. Studiet zoomer ind på, hvad der sker i overgangen fra studiet til arbejdslivet.

Forskerne har interviewet 30 unge mellem 22 og 31 år om deres oplevelser og tanker, i forbindelse med at de er begyndt i deres første job efter endt uddannelse. Interviewene afslører, at det er en periode i de unges liv, hvor de investerer intensivt i deres fremtid, og derfor er de villige til at strække sig langt for at få en fod indenfor.

”De fleste har på tidspunktet for interviewene allerede været igennem praktikforløb, studiejobs og andre aktiviteter, der på forskellig vis har haft til formål at øge deres værdi på arbejdsmarkedet. Samtidig starter mange i deres første job som færdiguddannede med en række forestillinger om, at arbejdslivet skal være fyldt med passion, succes og engagement,” står der i en artikel udgivet i forbindelse med studiet.

Forventningerne kan også være høje, når man har været på arbejdsmarkedet i 10, 20 eller 30 år, men forskellen ligger bl.a. i, at det første job ofte får en symbolsk betydning for de nyuddannede, forklarer Mette Lykke Nielsen, der er lektor ved Aalborg Universitet og en af forskerne bag studiet.

”Det bliver ofte et pejlemærke for, hvordan det skal gå dem videre frem i deres karriere og arbejdsliv. Derfor kan det føles som et kæmpe nederlag for de unge, hvis ikke de lykkes i deres første job,” siger hun.

Imidlertid byder det første job sjældent på fuldstændige optimale arbejdsvilkår og arbejdsopgaver, viser studiet.

Det oplevede 26-årige Søren Andreasen.

En bumpet start

Søren Andreasen havde allerede fået jobbet som trainee i hus, mens han var ved at lægge sidste hånd på sin kandidat i Finance and Investment på Copenhagen Business School. Til jobsamtalen fik han at vide, at han ville få tildelt projekter inden for finans og fx skulle hjælpe økonomiafdelingen. Men virkeligheden var en anden.

”Jeg hjalp kundeservice med at optimere en proces, og så sad jeg med deres indkøber-team og havde kontakt med deres leverandører. Derudover var der masser af ad hoc-opgaver. Det var lidt en følelse af, at øv-opgaverne blev dumpet af på mig, og det var ikke så motiverende,” fortæller Søren Andreasen.

Mens han knap nok kunne få dagene til at gå, kunne han se sine kollegaer i corporate finance-teamet fare rundt. Han havde svært ved at forstå, hvorfor der ikke var nogen af opgaverne, der endte på hans bord, når han trods alt havde halvandet års erfaring fra sit studiejob.

En følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed voksede, samtidig med at han begyndte at føle sig alene og malplaceret – og hvem skulle han bebrejde? Valget faldt på ham selv.

”Hvorfor havde jeg ikke de rigtige projekter? Var det mig, den var gal med? Gav jeg mig ikke nok?”

Han ringede til sin far og spurgte, om det var underligt, at han allerede havde lyst til at finde et nyt job. Farens råd lød, at han skulle give det tid, fordi det kan være svært at finde sig til rette i starten.

Søren Andreasen slog koldt vand i blodet og gik til sin nærmeste chef og HR med sine tanker. Men han oplevede ikke, at det gjorde den store forskel.

Generation præstation

Nogle af de mest hyppige problemer, unge støder ind i på jobbet, er for høj arbejdsintensitet, dårlig ledelse og samarbejde, mangel på introduktion og oplæring samt manglende støtte og feedback. Og det er typisk den type fejl og mangler, der fører til de nyuddannedes mistrivsel, viser studiet. Alligevel har dimittenderne – nøjagtig som Søren Andreasen – en tendens til at vende blikket indad.

”De unge stiller høje krav til sig selv, og det betyder ofte, at de bare knokler på og bliver ved langt ud over deres fysiske og mentale grænser,” siger Mette Lykke Nielsen og fortsætter:

”Samfundet har voldsomt brug for den nye generation som arbejdskraft – vi kan faktisk ikke undvære dem. De skal være på arbejdsmarkedet i meget lang tid, så hvis de allerede nu har oplevet mistrivsel, er det problematisk både for individet og samfundet.”

Der er en særlig grund til, at unge kræver meget af sig selv, hvis man spørger Mette Lykke Nielsen.

”Sociologer og ungdomsforskere har i en årrække peget på, at den generation, der træder ud på arbejdsmarkedet nu, er vokset op i et uddannelsessystem, hvor det at præstere fagligt og komme hurtigt igennem uddannelsessystemet har haft enormt stor betydning. Ole Jacob Madsen (professor i kultur- og samfundspsykologi, red.) kalder det ’generation præstation’,” siger hun.

Hun forklarer, at det at præstere er et samfundsmæssigt vilkår, der kun er blevet forstærket med digitale sociale medier, hvor man kan spejle sig i og sammenligne hinandens præstationer.

En plet på cv’et

Det lykkedes ikke Søren Grønhøj Andreasen at få vendt sin situation, og så ingen anden udvej end at finde et nyt job. Det var ikke uden skrupler at skulle forlade det første job i utide: Hans far fik endnu et opkald.

”Jeg følte, at jeg gav op. At jeg ikke havde givet jobbet en fair chance. Min far sagde, at når jeg havde prøvet at række ud efter hjælp, var der ikke mere, jeg kunne gøre.”

Med følelsen af utilstrækkelighed fulgte også en bekymring om, hvad en kommende arbejdsgiver ville tænke om, at der nu stod en fire måneder lang – eller snarere kort – ansættelse på hans cv.

Det gik ganske rigtigt ikke ubemærket hen. Han sad til en jobsamtale hos Novo Nordisk, da han blev spurgt, hvordan han ville undgå at kede sig igen om fire måneder og forlade jobbet hos dem.

”Jeg sagde, at jeg her havde en tydeligere idé om, hvad det var, jeg kom til at arbejde med, men også at jeg er en meget loyal medarbejder. Mine fire måneder som trainee afspejlede det måske ikke, men det gjorde min tid i mine studiejobs.”

Efter tre måneder kunne Søren Andreasen sige op med udsigt til et job hos Novo Nordisk som business analyst.

”Her er virkelig meget at se til, hvilket er en stor omvæltning i forhold til tidligere. På den måde skal jeg vænne mig fra slow-moving til fast-pace, men jeg kan godt lide det. Derudover har jeg kunnet mærke, at onboarding har haft stor betydning for det sociale.”

Let at føle sig lille

Tidligere undersøgelser viser, at overgange i ungdomslivet ofte er kendetegnet ved usikkerhed og ustabilitet, og det samme gør sig altså gældende i overgangen fra uddannelse til arbejdslivet.

”Det er svært at finde sig selv, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er noget helt andet end at være studerende,” fortæller Søren Andreasen.

Han ser tilbage på sin studietid som meget teoretisk – og meget lidt praktisk. Det tætteste, han er kommet på det praktiske, er nok undervisningen i Excel og programmering. Af samme grund har der været meget at lære i begyndelsen af hans arbejdsliv.

”Der er mange ting, der bliver snakket om som det mest naturlige, hvor jeg ikke ved, hvad der bliver snakket om. Det kan være svært at spørge, fordi jeg ikke gider føle mig dum eller uvidende. Men det er meget sjældent, at der er andre, der tænker det samme om én. Det hele foregår oppe i éns hoved,” siger han og fortsætter:

”På arbejdspladsen er der folk, som har været der i 20 år, og på den måde kan man let føle sig lille. Men jeg tror, at det er vigtigt, at man snakker med nogen om de her tanker.”

Derfor har Søren Andreasen sat stor pris på at være en del af netværket ’Young Professionals’, hvor han har kunnet dele sine tanker med andre, der er nøjagtig samme sted i deres liv.

Djøfbladet har også spurgt Mette Lykke Nielsen, hvad de unge selv kan gøre for at skabe en god start på arbejdslivet. Hun er enig med Søren Andreasen.

”Jeg er meget påpasselig med at rette ansvaret mod de unge. De tager så meget ansvar i forvejen. Hvis jeg skal sige noget, så skal de prøve at dele det med andre på arbejdspladsen, fx en kollega eller en tillidsrepræsentant. Det at gå med det selv kan være en belastning. Men i sidste ende er det et ansvar, der bør placeres hos arbejdsgiver og ledelsen.”