Jonas forsker i Roskildes indre spændinger

Én uge om året bliver følelsesspektret suppleret med den der famøse orange feeling. Roskilde Festivals kulørte telte, kulinariske madboder og musikscener bliver rejst på Dyrskuepladsen i Roskilde. Og det er et arbejde, som i høj grad står på skuldrene af frivillige. Faktisk hele 30.000.

Det er frivillige, som måske spejler sig i Roskilde Festivals profil. De arbejder gerne gratis for en non-profit social organisation, der donerer sit fulde overskud til velgørenhed. Og som ikke står på ryggen af en rigmands tegnebog. 

Så de melder sig til. Og pludselig står de i en bar og får at vide, at de skal sælge øl, shots-rør og drinks i metermål. De skal skabe profit. For Roskilde Festival er også en del af et presset kommercielt marked. De er på en økonomisk slagmark imod andre festivaler. Det kan man som frivillig have svært ved at genkende sig selv i.

Og så står man i et paradoks. Og det er dét, Jonas Hedegaard har forsket i. Han er organisationskonsulent og erhvervsforsker. Og har undersøgt, hvordan spændet mellem professionalisme og frivillighed igen og igen sender Roskilde Festival ud i en række paradokser. Altså modstridende forhold, som gør dyreskuepladsen til grobund for konflikter og udfordringer. 

Han er cand.mag. i psykologi og pædagogik samt master i socialt entreprenørskab fra Roskilde Universitet (RUC), og han mener, at disse konfliktfyldte paradokser skal håndteres på særlig vis, og at de også går igen i organisationer uden for Roskilde Festivals ellers unikke virksomhed.

Både ansat og forsker

Jonas Hedegaard har ikke forsket på helt traditionel vis, hvor forskeren beskuer udefra. Han skriver derimod en erhvervs-ph.d., hvilket vil sige, at han har forsket i Roskilde Festival, samtidig med at han har været ansat hos festivalen. Denne type ph.d. skiller sig ud ved, at den i sidste ende skal give festivalen et ’kommercielt produkt’.

Det vil sige, at Roskilde Festival har ønsket at blive klogere på sin egen praksis: Hvad det er, der gør, at det er lykkedes at lave en succesfuld festival i snart 51 år. Så parallelt med sin forskning har Jonas Hedegaard også coachet internt i organisationen. På den måde får festivalen både forskning og en praksis, som den kan pege ud i verden. Det er erhvervs-elementet.

”Hvis vi både laver forskning og denne her slags interne coaching af egne ledere, så er det et stærkt produkt at kunne gå ud at sælge. Roskilde Festival har ’taget deres egen medicin’ og ved, at det virker.”

Så kan man spørge, hvorfor det er vigtigt for Roskilde Festival at få forskning til at fortælle, hvad de gør godt? Har de ikke netop et halvt århundredes erfaring med at vide, hvordan man stabler en festival på benene? Jo, vil Jonas Hedegaard mene. Men det er også noget, som i høj grad foregår ubevidst.

For noget af det, der gør Roskilde Festival unik, er antallet af frivillige. Og hermed også mængden af udskiftning fra år til år. Der er et behov for at lære, hvordan man sikrer, erfaringerne ikke forsvinder.

”Det er paradoksalt, at man samtidig med mængden af udskiftning har en handlingskultur, hvor læring bliver hurtig glemt. Hvis man står på et camp-område, hvor der mangler brandudstyr, så er det de færreste, der siger: ’Det er andet år i træk, det sker. Vi må finde ud af, hvor kæden knækker.’ Man fikser det derimod, glemmer at sige det videre, og så står man i problemet igen året efter.”

Og bl.a. af den grund er det interessant for Roskilde Festival mere struktureret at forstå, hvad det er for nogle paradokser, der er på spil i organisationen.

Med Orange Scene som arbejdsplads

I 1997 mødte Jonas Hedegaard for første gang op på Roskilde Festival, hvor navne som Saturnus, Entombed og Live tiltrak ham.

De efterfølgende år mødte Jonas Hedegaard op, når der var oplevelsesværdige rocknavne i vente. Hvis ikke, sprang han over. Han har i flere omgange været frivillig på festivalen som enten historiefortæller, burger-flipper for Muskelsvindfonden eller parkeringsvagt.

Dengang hoppede han til og fra festivalen efter humør. Det er anderledes nu, efter at han blev frivillig leder og senere ansat til at forske i festivalen.

”Jeg havde ikke festivalen i blodet på samme måde. Nu har jeg virkelig orange blod.”

Jonas Hedegaards forskning har taget udgangspunkt i møder med de mennesker, som skaber Roskilde Festival. De såkaldte divisionsgrupper, som organisationen er delt op i. Han har snakket med enten rent frivillige, frivillige ledere, ansatte og en blanding af dem alle. Det er igennem disse samtaler og møder, at Jonas Hedegaard er blevet præsenteret for nogle af de spændinger og udfordringer, som går igen i de forskellige led i organisationen. Han identificerer dem som paradokser.

Det spidsfindige ved paradokser er, at det ikke handler om at løse dem. At man faktisk ikke kan løse dem. For de er ikke dilemmaer eller udfordringer, de er grundlæggende modstridende forhold. Og derfor handler det derimod om at tydeliggøre dem.

”Når jeg laver leder-sparring, kan jeg fx komme ind på spændingen mellem at støtte og at udfordre. Mange siger så, ’jamen, du kan jo ikke gøre det ene uden det andet’, og nej, det er derfor, at det er et paradoks. Det handler ikke om at løse spændingerne, men om at håndtere dem. Paradokset kan fremstå tungt, endda umuligt.”

Man kan således udpege spændingerne og forsøge at forstå, hvad der ligger bagved. Et af de mange paradokser, som Jonas Hedegaard har identificeret, er spændingen mellem ejerskab og fællesskab. Roskilde Festival består af mange fysiske områder, som forskellige mennesker skal forholde sig til. Og ejerskabsfølelsen skal helst være der som frivillig.

”Man skal tappe ind i et fællesskab og forsøge at få det til at fungere, men folk kan føle, at det er deres område, samtidig med at en anden gruppe også føler det. Så skal de kæmpe lidt om, hvem der har definitionsretten. En gruppe synes, at her skal være en hyggekrog i deres bagområde, mens nogle andre mener, at der skal være lagerplads til kommercielle produkter.”

Og da mandskabet i høj grad består af frivillige, handler det om at kunne rumme deres opfattelse og lyst til Roskilde Festival, samtidig med at man skal drive en kommerciel forretning. Og så er vi tilbage ved hovedparadokset i Jonas Hedegaards forskning. Forholdet mellem frivillighed og professionalisme.

Hovedparten af Jonas Hedegaards forskningsarbejde foregik uden for selve festivalugen tilbage i 2019, men han forskede også under festivalen 2019. Her satte han sin egen ramme for en ganske almindelig arbejdsdag, men selv om forskningstiden udløb ved eftermiddagstid, var det alligevel svært at lægge forskerkasketten fra sig.

Han mindes at stå oplyst af Orange Scenes midnatskoncert, hvor den svenske sangerinde Robyn satte lyd til nattemørket. Pludselig stod der en frivillig leder, han kendte, oppe ved scenen. Hun vidste, at han var i gang med at forske og spurgte, om han så ikke ville vises rundt omme bag den ikoniske teltdug. Så selv om Jonas Hedegaard med egne ord var 'ude af stand til at tage noter', hoppede han alligevel over sikkerhedsafspærringen og fulgte med.

Han husker, at han var mindre interesseret i at se Robyns og andre superstjerners venterum. Han var til gengæld meget betaget af to køreplader. De frivillige og diverse roadies stod omme bag scenen og skulle køre udstyr over pladerne. Men der var et hul imellem dem. Og i stedet for at en eller anden sørgede for at få samlet pladerne, løftede de frivillige alt udstyret over hullet i stedet.

”Det var et godt billede på spændingen mellem frivillighed og professionalisme. For hvem har egentlig ansvaret for sådan noget? Selv om man lige havde afviklet Robyn på Orange, var det jo stadig frivillige, der lavede langt det meste… og så opstår der også bare 'huller' her og der, som man må overkomme. Så imens min bekendte viste rundt og sagde, at derovre sad Robyn, blev jeg nødt til at stoppe hende, fordi jeg skulle se på et hul mellem to køreplader.”

Et ben i hver lejr

En erhvervs-ph.d. kommer også med nogle indbyggede problemstillinger. Jonas Hedegaard nævner det selv i sine to hidtidige forskningsartikler. På den ene side har det givet ham et unikt insider-blik at have festivalens ressourcer til rådighed. Men samtidig er der også risikoen for blinde vinkler ved at være ‘inde i varmen’. At tage noget for givet.

”Jeg har et stort hjerte for festivalen og de involverede, men jeg lægger også et kritisk blik på. Jeg møder folk, der mener, at jeg er alt for positiv over for festivalen og dens ledelse. Jeg mener dog, at jeg har fået en meget dybere indsigt end ved blot at lave interviews og stå udenfor. Og der er også nogle, der mener, at jeg er for kritisk. At jeg kun skriver det kritiske frem. Det er en svær balance, der i sidste ende mest af alt handler om at være selv-reflekterende.”

Han oplever også, at rollen som både konsulent og forsker gør, at nogle synes, han er for teoretisk, imens andre mener, at det ikke er ’rigtig’ forskning. Det er også en balance, han oplever, at han skal opretholde.

”Jeg vil ikke være det foruden, men det er også svært. Jeg føler meget, at jeg stiller mig mellem verdener med et ben i hver lejr. Det gør paradokserne også. Det giver et vilkår, hvor man kan se uendeligt mange problemer.”

Og det er noget, der for Jonas Hedegaard kan bane vejen for imposter-syndromet.

”Det, jeg siger til mig selv, er, at jeg har valgt at stille mig i midten igen og igen i alt, jeg laver. At sige der er en værdi i at være her. Og at jeg kan hjælpe på en anden en måde end ved at stå andre steder. Det er efterhånden blevet et helt livsvilkår for mig.”

Uden for Orange

Roskilde Festival har en unik struktur. Og derfor er forskningsprojektet også skræddersyet til netop den festival. Selve hoved-paradokset mellem frivillighed og professionalisme er en afspejling af Roskilde Festivals non-profit-profil i et dybt kommercielt marked.

Jonas Hedegaards forskning har dog ikke kun lokaliseret det ene paradoks, men derimod mange. Og når han som konsulent er ude i forskellige virksomheder, oplever han, at paradoks-tanken vækker genklang andre steder. Om det er på højskoler, forvaltninger, skoler, daginstitutioner eller fagforeninger.

Det kan fx være spændingen mellem frihed og fælles retning.

”Vi skal have mål, men vi skal også have frihed til at komme derhen. For ingen kan lide micro management. Vi laver aftaler om, hvad rammerne er, og så kan vi lide de frie hænder. Men at skulle et bestemt sted hen og samtidigt opleve, at man har autonomi, det er et paradoks. Det er noget, jeg tror, alle kan nikke genkendende til og kender fra deres egen organisation.”

Han har til sin egen overraskelse oplevet, at paradokstankerne også gav mening i produktionsvirksomheder. Han holdt bl.a. oplæg om paradokser for en producent af motorer.

”De sagde, ’hvis vi laver den mest effektive motor, vi kan, udleder vi for meget CO₂’, så det er en balance. Det er et paradoks her hos os.”

Der er altså ifølge Jonas Hedegaard mange spændinger og paradokser i en hybrid organisation som Roskilde Festival, men paradokstankerne vækker også genklang andre steder. På den måde bliver paradokserne universelle.