”Jeg blev absolut ædru, da Schlüter ringede”

Jeg har altid gerne villet være i toppen.  Jeg har hele tiden gerne villet have den indflydelse og det ansvar, der bæres med der. Jeg har bare sat albuerne ud og sagt, at det ville jeg. Så skal man selvfølgelig også bevise, at man kan. Man kan jo ikke have ambitioner om noget, man ikke kan. Så går det galt på et tidspunkt.

Da jeg var omkring tre år, havde jeg fået en hue med kvast på. Min mor ville have, at kvasten skulle sidde på en speciel måde, så det så smart ud. Hver gang hun rettede på den, så slog jeg til den. Sådan var jeg. En af mine fars gode venner så det og sagde til ham: ’Hende får du aldrig lov at styre.’

Min far var frihedskæmper og lå og sprængte jernbaner i luften som 17-årig elektrikerlærling. Han nåede at flygte til Sverige, men så heldige var alle fra hans gruppe ikke.  Han gik på tidlig pension som 55-årig, fordi han havde efterveer fra besættelsestiden. I mit hjem lærte jeg at have stor respekt for forsvarssagen.

Jeg blev politisk bevidst omkring 14-årsalderen, da de røde partier begyndte at genere forsvaret. Jeg meldte mig ind i Konservative Gymnasiaster. Det var ikke så usædvanligt dengang. Jeg gik på en god traditionel skole. I '71 var der mange gymnasier, hvor halvdelen sad med langt hår og ikke ville have studenterhuer på, men det gjaldt ikke os. Vi sang dog også de venstreorienterede sange, for det var de bedste.

Dengang jeg studerede, kunne man kun læse statskundskab på Aarhus Universitet. Vi lå i en enklave sammen med jura og økonomi. Vi tog alle de juridiske fag sammen med juristerne og gik til eksamen sammen med dem. Det samme for alle de økonomiske fag. Det var en helt optimal måde at lære på.

Det vigtigste, jeg lærte på universitet, var nok at arbejde selvstændigt. I dag klager mange over, at de ikke har nok undervisere, men det havde vi dæleme heller ikke. Det var jo en uddannelse, hvor du skulle lære at arbejde selv og ikke skulle passes op i hoved og bagdel, som nogle forventer at blive i dag.

Da jeg startede i Hjemmeværnet i '71, nægtede jeg at gå i Lottekorpset med de andre kvinder. Lotterne beskæftigede sig kun med sanitet, førstehjælp og madlavning. Klassiske kvinderoller. Dem kunne de godt glemme alt om. Jeg kom i stedet i Studenterkompagniet, hvor jeg var pistolskytte. Jeg var med ude i felten og blev kommandobefalingsmand. Det var meget sjovere.

I 1977 blev jeg som nyuddannet ansat i Dansk Arbejdsgiverforening. Jeg havde ellers en helt klar karriereplan, der hed, at jeg ville ansættes i Forsvarsministeriet med henblik på at arbejde mig til en udstationering i NATO. Da jeg blev færdig, var der så ansættelsesstop i Forsvarsministeriet. Jeg blev glad for mit arbejde, selv om jeg endte et sted, som jeg slet ikke havde regnet med.

Jeg skiftede til et job som kontorchef i Textilindustrien. Efter to år blev jeg vicedirektør. På kontoret i Herning fik jeg virkelig en grundlærdom af de gamle uldkræmmere – de var jo i live endnu! Alle dem, der var begyndt med at gå med uldsækken på ryggen, og som havde startet kæmpe tekstilvirksomheder. De lærte mig engagement. Du kan, hvis du vil. Sæt dig ned og lav en plan for, hvad du skal, og så er det ellers bare hårdt arbejde og derudad.

I '88 søgte jeg job som adm. direktør i Møbelfabrikantforeningen. En headhunter præsenterede skriftligt mig og to andre kandidater for bestyrelsen. Han havde fjernet vores køn fra præsentationerne, så jeg ikke skulle sorteres fra, fordi jeg var kvinde. Jeg havde de bedste kvalifikationer og fik da også snakket mig til jobbet.

Året efter ringede Poul Schlüter og spurgte, om jeg ville være minister i hans regering. Jeg sad på et hotelværelse lidt uden for Oslo og drak gin og tonic med politiske venner, da telefonen ringede. Jeg blev absolut ædru. Jeg kendte Schlüter fra min ungdomspolitiske tid. Han meddelte mig, at jeg havde at komme hjem og blive minister. Jeg fløj til Danmark dagen efter. Det havde været et detektivarbejde for Statsministeriet at finde mig, så jeg blev først udnævnt en dag for sent, og dronningen var der heller ikke.

I mange år har der ikke været problemer med ligestilling i politik. Der har været problemer med måden, du som kvinde bliver talt om og tiltalt på uden for Borgen. Men helt tilbage til, da jeg blev minister, var det et af de mest ligestillede områder i Danmark. Jeg var jo ikke engang den første kvindelige industriminister. Det var Lis Groes – 35 år før mig.

Få måneder efter jeg tiltrådte, udbrød der brand på Scandinavian Star. Søfartsstyrelsen lå under mig, så jeg var ansvarlig minister. Jeg var selv på vej på skitur med Oslofærgen, da det kommer ud, at det er gået helt galt på Scandinavian Star. Jeg fik fat i kaptajnen på Oslofærgen og tilbragte stort set hele turen oppe på broen, hvor der var satellittelefon. Jeg fik lov til at hoppe af skibet, inden det var lagt helt til i Oslo, og så susede jeg ud i lufthavnen og fløj hjem igen. Vi fløj hen over Scandinavian Star, der stadig var i brand.

Jeg lærte meget om krisehåndtering i den proces. Da jeg kom hjem fra Oslo, oprettede jeg kommandocentral i mit hus i Dragør. Journalisterne vidste ikke, hvor jeg var i starten, for jeg ville ikke have dem rendende, inden jeg var sat fuldstændig ind i sagen.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er politiker i dag, for det havde ikke været sjovt. Simpelthen pga. af SoMe, og at de skal stå til regnskab 24 timer i døgnet. Jeg har da også i min ministertid været nogle steder i byen, hvor jeg måske ikke så så pæn ud senere på aftenen. Men der blev ikke taget billeder af alt dengang. Og selv sådan én som Bent Falbert på Ekstra Bladet – han vidste da nogle ting, som han ikke skrev. Selvfølgelig blev der skrevet ting, som jeg ikke brød mig om, men det var slet ikke med samme voldsomme tempo og intensitet som i dag.

Jeg synes, det er rædselsfuldt, når nutidens politikere nærmest bliver nødt til at dele ud af deres privatliv. Det har ikke noget med deres professionelle virke at gøre. Mit privatliv, det er mit privatliv. Det har intet at gøre med, hvem jeg er som politiker. Det er fuldstændig uinteressant, om du pudser vinduer eller spiser makrelmad.

Jeg var politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti og nummer to efter Hans Engell. Jeg var en af dem, som Hans ringede til om natten, da han kørte påvirket ind i betonklodsen. Hvis han ikke havde kørt galt dengang, var han blevet statsminister. Efter hans uheld var der store magtkampe i partiet. Det var ikke så forfærdelig sjovt. Folk tror, at jeg kun forlod politik pga. det, men det kriblede også i mig for at komme ud i erhvervslivet igen.

Jeg blev adm. direktør i Danske Slagterier, fordi jeg var så heldig, at en headhunter ringede til mig og sagde, at han havde hørt, at jeg var plukkemoden. Gennem jobbet var jeg ude i alle de store fødevarevirksomheder i Japan. Jeg sad som eneste kvinde på hoteller ude på landet med fødderne strakt ud under et af de der lave japanske borde, fordi jeg ikke kan sidde i havfruestilling. Og med geishaer, der fnisende lagde små silketørklæder hen over mine ben, så de ikke kunne ses.

Mange af de gamle erhvervsfolk i Danmark mente, at man ikke kunne sende en kvinde til fx Japan. Når jeg så kom derud, tog japanerne mig som en position og ikke som et køn. Jeg havde ingen problemer derude. Det værste i Japan var, når de andre sad og drak ovre i mændenes omklædningsrum efter en tur i de varme bade. Jeg sad alene med en kold øl i kvindernes rum. Det var kedeligt, men så måtte jeg jo overtale nogle af de andre til at skynde sig at komme i baren i stedet.

Hvis der var et sted, som var fagligt relevant, hvor jeg ikke kunne komme ind, fordi jeg var kvinde, så skulle jeg nok komme ind. I Københavns Rotary var jeg første kvinde i '91. Kvindesagen skal kæmpes ved at man kæmper sig ind, der hvor man skal ind, og ikke ved at man sidder og klager ovre i et fællesværelse.

Jeg har selv ikke oplevet stress i min karriere. Jeg har stor respekt for folk, der har rigtig sygdomsstress, men jeg mener også, at det er blevet et misbrugt ord. Jeg har altså ikke respekt for folk, der har 700 fritidsinteresser, og børnene skal køres allevegne, og så siger de, at: ’Ih, hvor er vi stressede.’ Nej, det er de ikke – de har travlt! Og noget af det har de selv valgt.

Jeg arbejder omtrent 30 timer om ugen nu og kan ikke se mig selv stoppe helt. Jeg er formand i to bestyrelser og sidder i to derudover. Der faldt lige et par bestyrelsesposter væk, da jeg blev 70. Hvis resten af posterne begynder at rinde ud, så vil jeg nok begynde at blande mig lidt mere i samfundsdebatten. Jeg har så mange tanker, jeg godt kunne tænke mig at komme ud med, men jeg holder mig tilbage pga. nogle af de bestyrelser, jeg sidder i.