Kampsport lærte Fahzan at lytte og blive god til noget

Der ligger en ung mand i en seng på Glostrup Hospital. Det er d. 19. april, og han er 17 år gammel. Rask og frisk, endnu. Men hans infektionstal er skyhøje.

En måned senere, d. 19. maj, dør han på Rigshospitalet.

Det er 12 år siden nu. Og den unge mands alt for tidlige død står som et helt afgørende fikspunkt i Fahzan Bin Khalids liv. Lægerne nåede aldrig at finde ud af, om det var leukæmi eller knoglekræft, der tog livet af hans lillebror. Sygdommen eksploderede bare i hans krop.

”Vi var bedste venner. Og jeg føler, når jeg tænker tilbage på vores relation, at jeg var en god bror. Så på den måde har jeg allerede opnået den største succes,” fortæller Fahzan Bin Khalid i Djøfs podcast ’Masser af succes’.

”Det var sådan en oplevelse, der får én til at stille spørgsmål til alt. For the better. For mig er det 100% min styrke og min drivkraft i dag,” siger han.

Gennem Fahzan Bin Khalids liv løber en rød tråd, der handler om at finde en ligevægt mellem evnen til at presse sig selv og behovet for at være der for sine nærmeste.

”Når jeg balancerer de ting, der betyder noget for mig, så føler jeg, at jeg er en succes,” siger han.

”At miste min bror fik mig til at tænke, at der er noget, der er større. Og til at ville dykke ned i, hvad det så betyder. I islamisk tro lever sjælen videre, så det var at finde ud af, hvad jeg som muslim kan gøre for min bror,” siger han.

Både som professionel thaibokser og som konsulent i det globale konsulenthus PA Consulting har Fahzan Bin Khalid opnået masser af succes og anerkendelse, og for nylig blev han udpeget til Berlingskes top 100-liste over talenter i dansk erhvervsliv.

Med en opvækst i et lidt hårdt kvarter i Albertslund, hvor han tidligt følte, at han stak ud, var det ikke givet, at han ville kunne se på sin egen succes sådan her udefra.

’Jeg er sød, men ikke særlig klog’

Det lå ikke i kortene, at Fahzan Bin Khalid skulle blive en succesfuld konsulent. Han var ikke sådan et barn, der bare cruisede gennem skolen.

”På det faglige i skolen følte jeg altid, at jeg var the odd one out. Jeg ville ikke læse en bog, om det så gjaldt mit liv. Jeg kom halvvejs gennem indholdsfortegnelsen, og så drifter min hjerne bare … væk,” siger han.

”Min storebror blev mit sammenligningsgrundlag. Han er hyper-intelligent og forstod ting, der bare fløj hen over hovedet på mig. Det startede lidt der, at jeg kom til at tænke, at jeg var dum. Jeg tænkte: ’Jeg er sød, og jeg kan nogle ting, men jeg er ikke særlig klog.’”

Forældrene var førstegenerationsindvandrere, der var i Danmark uden særlig meget familie. Det kom til at præge opvæksten. Familien manglede ikke penge, og forældrene gjorde, hvad de kunne. Men de havde det svært.

Samtidig blev Fahzan Bin Khalid fra en tidlig alder lært, at ikke alle mente, han hørte til der, hvor han kom fra.

”Jeg er blevet kaldt perkersvin i så mange år gennem min opvækst. Jeg er født i Danmark, og Albertslund var det eneste, jeg kendte. Jeg tror, jeg var syv-otte år, første gang jeg kan huske, at der var en alkoholiker i vores gård, der spurgte, hvorfor jeg ikke bare pissede hjem til mit eget land. Og jeg forstod det ikke,” siger han.

”Jeg forstod ikke, at jeg var anderledes, før jeg blev lært, at jeg var anderledes.”

På et tidspunkt skiftede Fahzan Bin Khalid skiftede skole. Men det fik ham kun til at føle sig endnu mere anderledes.

”Jeg fik at vide, at der skulle lidt mere end et mirakel til, hvis jeg skulle på gymnasiet. Og jeg stoler jo på folk, så det lyttede jeg til og tog 10. klasse.”

”Fuck din fod”

En af Fahzan Bin Khalids venner begyndte i en thaibokseklub i Albertslund. På et tidspunkt tog han med derhen. Efter én times træning var han solgt.

”Jeg blev fuldstændig bidt af det. Det var sindssygt hårdt, men jeg kunne mærke et eller andet. Der fik jeg at vide, at hvis du gør det her i et år, bliver du verdensmester,” siger han.

Langsomt begyndte han at tro på, at han var bedre end den almindelige thaibokser. Det gav motivation til at klø på.

”Så jeg ville gerne træne, til jeg kastede op, og så tørre bræk af og komme videre. Det der beast mode kunne begynde at give mig noget. For jeg kunne rykke mig selv til nye levels af, hvor meget jeg kan presse mig selv,” siger Fahzan Bin Khalid.

”I min første kamp fik jeg bare røvfuld. Jeg var skarp i 30 sekunder, og de resterende 9 minutter tænkte jeg bare på, at jeg ikke måtte give op. Så må han slå mig ud, men jeg må ikke give op.  Det blev en ret vigtig oplevelse i forhold til at lære mit eget mindset at kende.”

En indsigt, som skulle blive en afgørende brik i Fahzan Bin Khalids karriereforløb.

”Jeg brækkede min fod i en kamp. I anden omgang går jeg ud til min træner og siger, at min fod generer mig. Så kigger han på mig og siger: ’Fuck din fod. Træk vejret. Nu går du ind, og så sparker du ham med den fod. Du skal bare videre,’” siger Fahzan Bin Khalid.

Det lyder brutalt, og det var det også. Resten af natten blev brugt på skadestuen, og foden kom der en skinne på. Men han vandt kampen.

”Træneren kender mig på det her tidspunkt. Det er en professionel kamp. Og han ved, hvad jeg har brug for at høre: At jeg skal lade være med at tænke på det, der ikke fungerer,” siger Fahzan Bin Khalid.

God til at lytte

Fahzan Bin Khalid har lært at presse sig selv til ekstreme præstationer. Men det er faktisk ikke den vigtigste lærdom, han har taget med fra elitesport til sin erhvervskarriere.

Han havde fået et deltidsjob i Falck. Og her blev han udvalgt til et nordisk talentprogram. Her fik han redskaberne til at se, hvad det var fra thaiboksningen, han kunne bruge i sit arbejde.

”Noget af det unikke, jeg blev fremhævet for, var min evne til at tage imod feedback. Hvis nogen sagde til mig, jeg skulle overveje at lave noget om, ville jeg gå hjem og tænke over det og komme tilbage dagen efter og gøre noget på en anden måde,” siger Fahzan Bin Khalid.

”I thaiboksning er du konstant i optimeringsmode med dig selv. Man får hele tiden at vide: ’Du slår forkert, slå forfra.’ Så det har jeg virkelig kunnet mærke har været mit springbræt i erhvervslivet: Min evne til at lytte, forstå og justere,” siger han.

Gennem jobbet i Falck begyndte han at få ros og anerkendelse, og det stod klart, at han havde talent. I hvert fald for hans kolleger.

”De første tre måneder tænkte jeg, at det var dem, der var dumme, hvis de syntes, jeg var klog,” siger Fahzan Bin Khalid.

Efterhånden lærte han at tro på, at han bidrog med noget. Og han erfarede, hvordan de ting, han gjorde og måden, han tænkte på, var værdifuld for andre. Men han bliver stadig usikker.

”Jeg har efterhånden indset, jeg ikke er helt dum. Men i forhold til usikkerhed og til at føle tvivl, om jeg gør det rigtige, og om jeg gør det godt nok? Den har jeg hver dag. Og hvis ikke hver dag, så hver anden,” siger han.

”Også i forhold til min familie. Har jeg tid til at tage telefonen, når min far ringer? Det har jeg ikke altid. Og nogle gange lader de være med at ringe, fordi de tænker, jeg er på arbejde. Og det har jeg ikke lyst til, sådan skal det ikke være,” siger Fahzan Bin Khalid.

Lyt til hele interviewet her – eller der hvor du finder dine podcasts.