En tiger talte igennem Jesper

En søndag aften i 2008 satte Jesper H. Bertelsen sig ved computeren og skrev. Og skrev. Uden pauser. Han tog en hjemmearbejdsdag næste dag fra det konsulenthus, han var ansat i, og mandag aften var dokumentet færdigt. Han kaldte det for ’Sandheden’.

Her er et lille pluk:

… Med dette dokument har jeg fundet en metode til at få tigeren til at tale ud gennem mig. Den er guddommelig, men den har ikke noget sprog. Den bruger mig til sit medie på alle måder... Aldrig har tigeren været så hård ved mig. Jeg løber alt, hvad jeg kan hele tiden for at kunne følge med. Jeg kan ane tigeren i horisonten, og jeg bliver nødt til at sprinte konstant for, at den ikke skal forsvinde helt. Der er ikke tid til at spise. Der er ikke tid til at sove. Jeg har ikke sovet i to døgn… 

Alle omkring Jesper – hans kone Stine, vennerne og hans direktør Helle – var ikke i tvivl om, at der var noget galt med ham, fortæller han i dag. Det var tiltaget over nogle uger.

Jesper er cand.scient.pol., og allerede som studerende var han ansat i konsulentbranchen. Han fortsatte i det spor, da han blev kandidat i 2005. Det var drømmen. Han ville karrieren – altså i form af et entydigt fokus på at komme fremad og opad.

Helle Ourø Nielsen var direktør i det konsulenthus, hvor Jesper var ansat, da tigeren fik sit greb i ham, og hun havde en voksende bekymring for ham. I nogle uger havde han ligesom været i et helt andet gear. Det var hans måde at tale på – at bevæge sig på.

Hun ringede hjem til ham et par gange i løbet af den mandag, hvor han sad og skrev på ’Sandheden’.

”Han plejede at være meget rationel og fokuseret. Men jeg kunne høre, at han var utrolig usammenhængende og flyvsk. Han troede, han havde fundet løsningen på det hele.”

Jesper skulle have hjælp, var hun overbevist om.

Helle Ourø Nielsen ringede til Jespers kone, Stine, og sagde til hende, at hun blev nødt til at tage hjem til Jesper.

Da Stine kom hjem, var Jesper meget opsat på at få hende ind til hans computer, så hun kunne læse ’Sandheden’.

Hun sagde til ham, at han slet ikke var sig selv. Og nej, det var han jo ikke, medgav han, for han havde jo fundet sandheden. Han rakte en hånd frem og trak hende med ind til spisebordet, hvor computeren stod.

”Bagefter vil du forstå det hele, ligesom jeg forstår det hele. Det her kommer til at ændre vores liv,” sagde han til hende.

I stedet blev hun endnu mere bekymret, fortæller han.

Stine ville have ham med på den psykiatriske skadestue. Det gik han med til. For så kunne de også høre sandheden. Den sandhed, som tigeren dikterede ham. Men han ville kun med, hvis hans direktør Helle også tog med. For hun var jo den, han tilbragte allermest tid med, som han sagde.

Helle arbejdede sent og sad stadig på kontoret, da han ringede.

”Det var en speciel lederopgave at påtage sig,” siger hun i dag.

Men hun ville gerne tage med. Dog på den betingelse, at Jespers kone var indforstået med det. Det var hun, så Helle hentede dem i sin bil.

Helle var også med til samtalen med lægen og psykiateren.

”Det er jo et meget privat og fortroligt rum at gå ind i. Så jeg lavede en aftale med både Stine og Jesper om, at jeg ved det mindste tegn ville gå ud.”

Det kom dog ikke på tale.

Dengang i 2008 fik Jesper diagnosen bipolar lidelse.

Et lille års tid tidligere var han også i mental ubalance, som Jesper helst vil kalde det. Bare på en anden måde.

”Jeg havde drømmejobbet. Havde superfede opgaver, men så kom jeg på en opgave, der absolut ikke gav mening for mig, og som gav mig ondt i maven. Jeg kendte ikke mig selv særligt godt på det tidspunkt, så jeg bankede mig selv i hovedet og tænkte, at det var mig, der var noget galt med.”

Han brugte flere og flere timer på at lave den samme mængde arbejde.

”Jeg forstod ikke mine indre signaler, og jeg blev simpelthen stresset. Jeg tabte mig 10 kilo og begyndte at miste noget af mit hår. Jeg havde ikke fortalt Helle noget, og jeg leverede stadig, men jeg brugte al min tid – også privat – på at levere det samme, som jeg normalt kunne på otte timer.”

Men hans kone insisterede på, at han skulle gå til Helle. Det gjorde han. Hårdt presset.

”Jeg har kun ros over for den måde, Helle har håndteret alt på. Hun tog meget positivt imod mig. Hun var begyndt at være småirriteret på mig, for jeg havde jo mistolket, at jeg leverede til samme niveau, som jeg plejede, og jeg var god til at skjule min tilstand over for hende og kollegerne. Men nu gav det pludselig mening for hende hvorfor.”

Helle ville sygemelde Jesper. Men no way – det ville han ikke. Han fik psykologhjælp og gik med til, at han kun arbejdede 37 timer. Og han blev taget af opgaven.

”Jeg havde haft et stressnedbrud. Det var helt forfærdeligt. Men det var jo også starten på en erkendelse af, at jeg skulle begynde at kigge på mig selv. Og starten på, at der blev slået hul i skallen omkring mig.”

Der blev dog kun slået revner i skallen på det tidspunkt. For det begyndte at gå rigtig godt på arbejdet, og det tog igen hele hans fokus.

”Det gik rigtig godt endda. Jeg fik masser af ros. Masser af anerkendelse.”

Men Jesper begyndte også at sove mindre og mindre. Højst tre-fire timer hver nat.

”Og når jeg vågnede, var det med en masse kreative tanker, som jeg kunne bruge arbejdsmæssigt. Jeg var på vej ind i en anden form for ubalance, kan jeg se i dag. Der var noget i mig, som var lukket inde, men gerne ville ud.”

Det kulminerede med tigeren, der forklarede 'Sandheden' til Jesper.

”Jeg havde ikke andet sprog at putte på det. Men jeg havde givet nogle defekte gaver til min indre tiger. Jeg var virkelig fanget i hamsterhjulet. Jeg var meget karriereorienteret og gik meget op i titler. Ville opgive alt for det. Og havde overset og forsømt næsten alt andet i livet, der jo også er vigtigt.”

Han siger, at han nok passede meget godt ind i kategorien insecure overachiever.

”Det er en farlig kombination i konsulentbranchen, fordi der ikke er nogen bremseklods på, hvor meget du kan arbejde. Og hver eneste gang jeg nåede et nyt mål, kom der en tomhed. Og så var det videre. Nu med tre projekter på én gang, så fire og fem. Og så blev målet en ledertitel eller en lønforhøjelse.”

Da Jesper havde fået sin diagnose, ville lægerne medicinere ham. Det nægtede han. Det holdt hårdt, men han undgik det.

”For mig var det vildt grænseoverskridende. Jeg så det som en ubalance og en proces, jeg skulle gennem. Jeg siger ikke, at det ville være løsningen for alle – slet ikke. Men jeg gik ind i det, jeg oplevede, for at lære i stedet for at være bange for det.”

Der kan være alle mulige grunde til, at vi kan få mentale ubalancer, siger han.

”Langt de fleste af os oplever dem i løbet af livet. Men det er selvfølgelig langt de færreste, der ender på en lukket psykiatrisk afdeling.”

Det er heller ikke noget, han ønsker for andre, understreger han. Men han ønsker, at de får kigget på sig selv, inden det når så vidt. I dag ser han det dog selv som en gave, at han kom så langt ud.

”Jeg ser faktisk oplevelsen som den vigtigste indre oplevelse i mit liv. For jeg er blevet meget mere nærværende, mere indfølende og mere imødekommende. Og tænker ikke længere, at min bedste kompetence er at være en haj til statistik.”

Jesper vendte tilbage til arbejdet efter syv uger. Det blev en langsom optrapning efter aftale med direktøren Helle.

”Opgaverne var også afgrænsede, men stadig udfordrende, så han følte, at han stadig kunne – og det kunne han. Vi havde hyppige tjek ind med hinanden – flere gange dagligt. Og så blev det mindre og mindre med tiden.”

Hun siger, at det var en anden Jesper, der kom tilbage.

”Han var en lige så dygtig, lige så professionel og ambitiøs konsulent. Men også en mere rummelig medarbejder med en større personlig robusthed, siger hun. Jeg udnævnte ham også senere til chefkonsulent.”

Tvivlede du aldrig på, om Jesper ville komme ’hel’ tilbage?

”Jeg havde nok min tvivl. Men jeg havde ingen berøringsangst. Og jeg troede også samtidig på, at det nok skulle lykkes. Jeg betragtede det som andre sygdomme, der ikke bare er ligetil. Et kompliceret brud på ryggen ville også tage tid.”

Jesper var meget åben over for sine kolleger, da han vendte tilbage. Han aftalte med Helle, hvordan de greb det an.

”Vi blev enige om, at jeg skrev en mail til kollegerne, som hun sendte ud, for så var der også dækning fra ledelsens side. Jeg skrev, hvad der var sket, og at det var okay at spørge ind til det. Det var også helt fint, hvis de ikke havde lyst til det. Det vigtigste for mig var, at det ikke blev kunstigt.”

Jesper oplevede, at hans åbenhed gav ham en endnu bedre relation til kollegerne.

”Jeg fik et meget dybere forhold til mange af dem. Flere spurgte også, om jeg kunne give dem noget inspiration – de ville også gerne arbejde med sig selv.”

Helle Ourø Nielsen oplevede også, at Jespers åbenhed var et ekstra plus.

”Vi aftalte selvfølgelig, hvad der skulle siges og hvornår, men sådan en åbenhed skaber tryghed i organisationen – ikke mindst for den medarbejder, det berører. Og de andre medarbejdere får samtidig et fysisk bevis for: ’Hvis der skulle ske et eller andet med mig, skal jeg ikke være bekymret for at miste mit arbejde.’”

Undervejs var Helle Ourø Nielsen og Jespers kone i løbende kontakt.

”Normalt vil man måske ikke inddrage pårørende. Men jeg tror, det er nødvendigt, når det handler om svær psykisk lidelse. For de kender éns medarbejder på en helt anden vis, så det kan give mening også at drøfte med dem, om han eller hun er parat til at vende tilbage, og hvilke hensyn der skal tages – selvfølgelig efter aftale med medarbejderen.”

Ligesom Jesper har lært af at tackle sine ubalancer, har Helle også lært af forløbet. Og har brugt sin erfaring flere gange siden, når en medarbejder af den ene eller anden grund har været i ubalance. Hun har heller ikke været bange for at ansætte folk, der tidligere fx har været stressramte.

På et tidspunkt var Helle på et kursus, hvor de havde nogle drøftelser om, hvad de hver især var mest stolte af, når de kiggede på deres arbejdsliv.

”Det, jeg har været mest stolt af som personaleleder, er den måde, jeg agerede på i forhold til Jesper.”

Jesper har selvsagt også fået nogle erfaringer eller potentialer, som han kalder dem. Efter et par år forlod han konsulentbranchen, for han ville netop gerne have de nye potentialer i spil.

”Jeg kunne mærke, at jeg skulle ind og arbejde med det her – ikke bare personligt, men også fagligt.”

Han fik job i Frederiksberg Kommune, hvor han tog en lederuddannelse og siden blev centerchef med ansvar for 130 borgere på socialområdet. I 2021 efter 12 år i kommunen oprettede han sin egen virksomhed, GOM – Go Open-Minded, hvor han holder foredrag, workshops, coacher og skriver bøger om, hvordan man gør ubalancer til potentialer både i privatlivet og i arbejdslivet.

Han har også skrevet bogen ’Et andet sind’ om sine oplevelser lige op til og under indlæggelsen på ’den lukkede’. Den næste bog er på vej.

Jesper har aldrig siden været patient i psykiatrien og har aldrig været medicineret for bipolar lidelse. Han blev raskmeldt for bipolar lidelse i 2021 efter 13 år uden klinisk tilbagefald.

Han har defineret 10 livsområder, som han forsøger at holde i balance. Job, fysisk og mental sundhed, relationen til børnene, til Stine, til vennerne, økonomien, hans spiritualitet…

”Men det er jo en utopi at tro, at man kan være i balance hele tiden. Jeg ser mig selv som en bold, der hopper ud ad vejen. I bolden er der 10 lunger – hvis en af dem er pustet for meget op eller har tabt luft, hopper jeg skævt. Så arbejder jeg med at justere ind.”

”Jeg tror, vi alt for ofte misforstår mentale ubalancer som sygdomme frem for indre udviklende processer. Jeg mener, vi skal puste noget mere til håbet i stedet for frygten og gå undersøgende og nysgerrigt ind i det, vi oplever.”

Hvor tror du, du ville være i dag, hvis det ikke var sket?

”Det er et svært spørgsmål, men et spørgsmål, jeg ofte får. Der ville være en sandsynlighed for, at jeg havde tjent mange flere penge. Ikke fordi jeg har noget at klage over. Men der ville nok også være en større sandsynlighed for, at jeg ville være blevet skilt.”

”Jeg havde sandsynligvis heller ikke været lige så god til at være indlevende og rummelig, når mine børn oplever naturlige følelsesmæssige bølgeskvulp. Det er et meget komplekst område, men forskningen viser, at børn reagerer på følelsesmæssigt umodne forældre – hvis du ikke arbejder med dig selv, kan dine børn ende med at komme til at gøre det for dig.”