Derfor halter forskernes løn bagefter

En forsker inden for det samfundsvidenskabelige område kunne efter fem år på arbejdsmarkedet i gennemsnit have tjent 8.508 kr. mere om måneden, hvis vedkommende havde valgt et job i den private sektor.

Havde forskeren valgt et job i en kommune eller i staten, ville lønnen gennemsnitligt være henholdsvis 3.599 kr. og 1.479 kr. højere, viser Djøfs lønstatistik.

Forklaringen på forskellene kan muligvis findes i forskningsarbejdets natur, mener Caroline Adolphsen, der er fællestillidsrepræsentant på Juridisk Institut på Aarhus Universitet og formand for Djøfs Sektorudvalg for universiteter og forskning.

”Mit bud på, hvorfor vi er dårligt lønnede er, at man traditionelt har set forskningssektoren som et sted, hvor man accepterede en lavere løn mod til gengæld at få fleksibilitet og frihed. Derfor har vi traditionelt ikke været skarpe på at holde os til, når andre grupper kæmpede for og fik lønforbedringer,” siger hun.

Hernæst mener hun, at det særligt inden for de samfundsvidenskabelige områder er svært for resten af samfundet at forstå forskernes og forskningens værdi.

”Jeg tror, at mange har svært ved at se samfundets gavn af ’djøf-forskning’, fordi vi jo ikke opfinder ny medicin eller teknologiske løsninger. Men vi forsker i rammen og sikrer processer, regler og systemer, som er fundamentet for, at bl.a. de medicinske og teknologiske løsninger skal fungere,” siger hun.

Det gode forskerliv

Mangeårig arbejdsmarkedsforsker og nu professor emeritus ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen peger ligeledes på de særlige arbejdsforhold, der er knyttet til forskerstillingerne.

”Man bliver ikke forsker for at få en højere løn, men fordi man er drevet af lysten til at fremskaffe ny og relevant viden inden for et afgrænset område. Det er glæden ved at publicere ny forskning, der giver det gode arbejdsliv. Plus deltagelse i internationale konferencer, hvor man møder andre forskere og danner netværk og får anerkendelse for sin forskning,” siger han.

Hos Danske Universiteter, universiteternes sammenslutning og altså forskernes arbejdsgivere, er direktør Jesper Langergaard enig i analysen. Det er simpelthen ikke lønnen, der er drivkraften.

”Hvis man vælger at gå forskervejen, handler det ofte om, at det rummer nogle unikke muligheder for faglig fordybelse og frihed i opgavevalg og opgaveløsning,” siger han.

Nyhedsbrevet Forskeren beskrev sidste år, hvordan forskere er blandt de faggrupper, der oplever allerstørst arbejdsglæde. Dynamikkerne i arbejdslivet er anderledes for forskere, og derfor er man nødt til at medregne andre faktorer end den rene løn, mener Flemming Ibsen.

”God forskning og publicering kan være karrierefremmende og adgang til et lektorat eller professorat og er dermed lønligt. Desuden holdet mange forskere en hel del lønnede foredrag, hvor man formidler sine forskningsresultater. Den indkomst er ikke med i din lønstatistik.”

”Jeg ville personligt aldrig bytte min forskningskarriere med en højtlønnet chefkonsulentstilling i et ministerium. Det er pakken af løn og arbejdsindhold og arbejdsmiljø, der skal sammenlignes, og den lavere forskerløn kompenseres af det gode forskerliv,” lyder det.

Bedre vilkår til de unge

Kigger man på Djøf-medlemmer 10 år efter endt uddannelse, er forskellene endnu mere markante i forhold til den private sektor. En privatansat får 11.467 kr. mere end en forsker ved et universitet.

Forskellene mellem universiteter og kommuner og centraladministrationen udjævner sig en anelse med tiden. En konsulent i en kommune får 3.205 kr. mere om måneden, og en ansat i centraladministrationen får 1.367 kr. mere.

Forskellen er altså her relativt større, jo kortere tid man har været i arbejde. Hertil kommer, at man som ph.d.-studerende kun får de overenskomstmæssige 17,1% i pensionsopsparing af sin grundløn og ikke af deres ph.d.-tillæg.

Unge forskeres lønforhold er højt på tillidsrepræsentantens agenda, fortæller hun.

”Problemet er, at vi ikke er konkurrencedygtige, og vores dygtigste studerende – som er efterspurgte af andre offentlige og private arbejdsgivere – kan ikke tilbydes nær den samme løn,” siger Caroline Adolphsen.

”Ved sidste overenskomst kæmpede Djøf for, at de midler, der blev sparet på at afskaffe MSO-ordningen, blev på området og i stedet blev udmøntet i forfremmelsesprogrammerne. Vi har også haft og har fortsat et – meget berettiget – fokus på at sikre ordentlige løn- og pensionsvilkår til ph.d.-studerende,” siger hun.

Djøf uinteressant for forskere

Løndannelsen for forskere er afhængig af både overenskomsten, markedsforhold og lokale forhandlingsmuligheder.  Lønsammensætningen for forskere og administrativt ansatte følger samme akademiske overenskomst som øvrige ansatte i staten. Professorer og lektorer er aflønnet med udgangspunkt i samme lønrammer som fx kontorchefer eller fuldmægtige i centraladministrationen.

Når forskerne lønmæssigt ligger så relativt lavt, som de gør i forhold til Djøfs andre medlemsgrupper, hænger det ifølge Flemming Ibsen også sammen med, at Djøf ikke har prioriteret forskernes løn.

”Djøfs kernemedlemmer er i den offentlige sektor ansatte på chefniveau og embedsmænd i det hele taget. En stærk magtbase, som de værner om og forsvarer. Medlemsvæksten ligger dog i den private sektor med mange individuelle kontrakter.”

”De universitetsansatte er en lille gruppe, og man konkurrerer med DM. Djøf har intet gjort for at løfte gruppen kollektivt. Universitetsansattes lønløft fås ved karriere og personlige tillæg. Lederne på universiteterne har fået markante lønløft, men ikke forskerne, dvs. lektorer og professorer. I den forstand er Djøf nærmest uinteressant for forskergruppen,” påpeger han.

Caroline Adolphsen mener, at Flemming Ibsens kritik må stå for egen regning, men hun kan godt genkende dilemmaet i, at Djøf som fagforening skal favne bredt og derfor til tider varetage modstridende interesser, når det kommer til at tiltrække de bedste medarbejdere. Alle sektorer er interesserede i at tiltrække de dygtigste medarbejdere, konstaterer hun.

”Vi har ikke været gode nok til at forklare, hvad vi laver, og hvem vi konkurrerer med, når det handler om at tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere,” lyder det.

”Når det er vigtigt, at universiteterne tiltrækker de allerdygtigste, skyldes det både, at forskningen gerne skulle tjene som en del af det demokratiske fundament for beslutningstagerne i samfundet og derfor skal være på det absolut højeste faglige niveau.”

Danske Universiteter vender pegefingeren opad. Universiteterne har 'naturligvis' en interesse i at tiltrække de dygtigste studerende til forskerstillingerne og stræber efter at tiltrække de bedste talenter, understreger Jesper Langergaard.

Men:

”Det er vanskeligt at konkurrere på løn med private virksomheder og de største universiteter i verden, derfor er det nogle andre forhold, vi skal slå på. Herunder ikke mindst stærke forskningsmiljøer i verdensklasse og gode rammer for udvikling,” siger han.

”Men lønnen kan være et benspænd for rekrutteringen, og det ville være gavnligt med mindre snærende økonomiske rammer for universiteterne.”