Skab ikke en forfaldshistorie om embedsværket

’Fagligheden er under politisk pres i det danske embedsværk.’ Sådan cirka lød overskrifterne i medierne, da Karsten Dybvad-udvalget i marts offentliggjorde sin rapport om et bedre samspil mellem politikere, embedsmænd og medier.

Dén vinkling har nu fået ikke mindre end fire departementschefer til at fare til tasterne og gå offentligt ud. De mener, at det er trukket for hårdt op, så vi risikerer at stå tilbage med et misvisende billede af et politiseret embedsværk. En slags forfaldsfortælling.

Det er historisk, at departementschefer af egen drift træder ud af skyggen til offentligt skue, så der er noget på spil.

Den første, der skrev, var departementschefen i Transportministeriet, Jacob Heinsen. Hele tre debatindlæg: Først ét i Berlingske, så ét i Politiken, og så ét hos Altinget.

Det vil Djøfbladet godt høre mere om, så vi mailer til Heinsen. Han ringer tilbage et par dage efter og inviterer på kaffe – ministeren er i Bruxelles, så det er en rolig dag. På mødebordet i Heinsens hjørnekontor med solreflekser fra Frederiksholms Kanal ind ad de høje vinduer ligger dagens Jyllands Posten.

For på forsiden sidder tre af hans departementschefkolleger på en sofa – Jens Strunge Bonde, Kent Harnisch og Søren Kryhlmand. Inde i avisen er der både et interview med dem og en fælles kronik, de har skrevet med overskriften ’Politik trumfer ikke fagligheden på Slotsholmen’. Man kunne få den tanke, at det er en aftalt aktion.

”Nej, det er det ikke. Jeg så først mine tre gode kolleger på forsiden her til morgen. Jeg vidste ikke, det var på vej,” forsikrer Jacob Heinsen.

Dét, der fik Jacob Heinsen til at bryde departementschefens normale diskretion, var et chefmøde i ministeriet kort efter avisomtalerne af Dybvad-udvalget. En kvindelig kontorchef spurgte: ’Hvorfor er vi blevet embedsmænd? Det er jo ikke for at tjene penge – det er, fordi vi er drevet af at gøre noget for samfundet.’ Og så er det træls, hvis andre ser på dét, man laver, som noget fordækt eller suspekt.

Så du er enig med dine kolleger, når de i Jyllands Posten taler om, at ’det er lige ved at tangere en forfaldsfortælling om embedsværket’, som bliver dæmoniserende, og som er synd for medarbejderne?

Demokrati eller djøfokrati

Dybvad-udvalget har gennemført en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 3.500 embedsmænd.

Et af de tal, der er gået igen i medieomtalerne, er, at 49% ’somme tider oplever, at det kan være svært at levere rådgivning og bistand på et højt fagligt niveau og samtidig loyalt varetage ministerens politisk-taktiske ønsker’. Det mener Heinsen er problematisk.

”Det er blevet oversat til, at fagligheden er sat under pres. Men sådan mener jeg ikke, man kan tolke det. Det ville være demokratisk betænkeligt, hvis embedsmænd aldrig oplevede, at ministeren vil noget andet end det, embedsmanden synes er den fagligt bedste løsning. Så havde vi djøfokrati og ikke demokrati.”

Dybvad-udvalgets spørgeskemaundersøgelse er selvklart interessant, understreger han.

”Men det kan blive farligt, hvis der bliver konkluderet for håndfast på bestemte tal. Ikke mindst når svarprocenten trods alt kun er 24,3%.”

Og så er der et citat i rapporten, som den har sakset fra en stor runde anonyme dybdeinterviews med bl.a. topembedsmænd, og som er blevet highlightet af alle medierne. Nemlig ”…at departementscheferne i min verden er blevet viceministre på mange led. De tænker politik, politik, politik.”

Men det kan de tre departementschefer i Jyllands Posten ikke genkende, og det kan Jacob Heinsen, som selv er blevet interviewet til Dybvad-udvalget, heller ikke.

”Vi har en rapport på 500 sider inklusive bilag, og så synes jeg, det er ærgerligt, at det hele bliver kondenseret ned til ét citat på tre linjer. I virkeligheden kun til tre ord. For når du læser rapporten, er der rigtig mange facetter i den. Men de går tabt, hvis man kun kan huske det citat fra medierne.”

Så det er ikke rigtigt, at den politisk-taktiske rådgivning overtrumfer den faglige rådgivning?

”Vi skal både kunne levere faglig og politisk-taktisk rådgivning. Det er en bunden opgave. Men det, vi oplever i det daglige, er, at det er politik i form af politikudvikling, der fylder og efterspørges meget. Politik i form af politisk-taktisk rådgivning fylder ikke så meget i hverdagen, for det kan politikerne langt hen ad vejen godt selv. Det er min erfaring.”

Kollektiv Dybvad-debat i ministeriet

Dybvad-udvalget lægger stor vægt på departementschefernes rolle som ’normative markører’ i ministeriet. De skal gå forrest med at værne om resten af embedsværkets integritet og faglighed.

Hvad nu fx, hvis de tal, som ministeren helst vil bruge, ikke er helt lødige fagligt set, bøjer I så som departementschefer af, eller sørger I for, at usikkerhederne kommer frem i lyset?

”I et demokrati er det som sagt politikerne, der sætter retningen. Så de må godt overrule eller overhøre et fagligt argument. Men som embedsmænd må vi ikke medvirke til, at rent politiske beslutninger får et falsk fagligt skær, jævnfør Kodex VII (embedsdyderne, som beskriver syv regler for god embedsførelse, red.) . Det er vores pligt, og det står jeg på mål for. Hvis vi bare var et ekkokammer for ministeren, kunne vores faglige rådgivning ikke bruges. Ministeren skal kunne regne med, at vores rådgivning holder.”

Men Dybvad-udvalget sætter altså en tyk streg under jeres rolle?

”Ja, og jeg tager Dybvad-udvalgets rapport dybt alvorligt,” siger Jacob Heinsen og fortæller, at de har taget fat på at diskutere den i departementet.

Hele huset mødtes en morgen til en formiddagsseance. Kontorcheferne tog hver et af Dybvad-rapportens otte temaer og gennemgik det på storskærm. Bagefter var der gruppearbejde kontorvis ved bordene. Hvert kontor fik to af rapportens temaer, som de skulle diskutere, og så kunne de selv vælge et tredje.

”Om et stykke tid laver vi en fælles opsamling. Så vi kører en proces på det her.”

Der er én problemstilling, som man som leder i centraladministrationen er nødt til at tage på sig, fastslår Jacob Heinsen.

”Det falder sådan set uden for Dybvad-udvalget. Men det er, om vores medarbejdere oplever, at de herinde i en politisk ledet organisation kan få lov til at bruge det, de har gået på universitetet for, og som har været deres motivation for at søge herind. Ellers risikerer vi ikke at kunne holde på dem,” forklarer han.

Dybvad-udvalget anbefaler jo faktisk, at man skal styrke de faglige miljøer i ministerierne?

”Ja, og det er jeg helt enig i. Nu er jeg selv cand.scient.pol., så jeg kan tillade mig at sige, at et stærkt fagligt miljø – i hvert fald hos os – bl.a. er, at vi ikke kun er scient.pol.ere, men også har et godt juridisk og økonomisk fagmiljø.”

De gode gamle dage findes ikke

Jacob Heinsen vender tilbage til, at han ikke håber, vi får skabt en forfaldsfortælling om arbejdet i regeringskontorerne. Som om der fandtes en ren og bedre verden i ’gamle dage’.

”Tag journalisering. Da jeg startede som fuldmægtig i Finansministeriet i 1993, lå mange af sagerne og flød på folks kontorer. Når folk så skiftede job, smed man bare de sager og papirer ud, man ikke lige kunne se, hvad man skulle bruge til. Så overholdt vi journaliseringspligten? Nej, det gjorde vi ikke. Der kan selvfølgelig altid ske fejl, men i vore dage kører den slags bare snorlige.”

Eller tag sådan noget som gaver.

”For 30 år siden tog embedsmænd imod gaver. Ikke korruption, men de tog imod fx en middag. Dén går bare ikke i dag.”

Nu blev Dybvad-udvalget jo bl.a. nedsat i kølvandet på en minksag, hvor en kommission endte med at sige, at 10 højtplacerede embedsmænd havde gjort sig skyldige i grove tjenesteforseelser?

”Det er helt legitimt og relevant for Djøf som fagforening at nedsætte et Dybvad-udvalg på det bagtæppe, og udvalget har gjort et godt stykke arbejde. Men jeg vil nødigt forholde mig til minksagen. Bortset fra at jeg kan konstatere, at den eneste sag, der er blevet ført videre i en tjenstlig undersøgelse, nemlig rigspolitichefens, er faldet fuldstændig til jorden. Thorkild Fogde har ikke begået nogen tjenesteforseelse. Blot for at sige, at der er meget forskellige juridiske synspunkter på det forløb.”

Efter Djøfbladets interview er både en advarsel til Statsministeriets departementschef og en irettesættelse af Justitsministeriets departementschef trukket tilbage. De øvrige advarsler, som er blevet uddelt til embedsmænd i kølvandet på Minkommissionens rapport, bliver nu også genovervejet.